Min Tuan. Foto: Birgitte Stoklund Larsen
Min Tuan, 25, er ved at færdiggøre sin fire-årige uddannelse på præsteseminaret i Jiangsu. Hun vil gerne være præst og drømmer om at komme tilbage til sin lokale kirke. Foto: Birgittes Stoklund Larsen

14.12.2018 Birgitte Stoklund Larsen

Kina: Stort behov for uddannelse af præster og lægfolk

De protestantiske kirker har oplevet stor vækst over de seneste årtier. Behovet for uddannelse af præster er enormt

Flere og flere kristne, men få præster. Sådan er situationen mange steder i Kina, hvor den protestantiske kirke har oplevet stor vækst i de seneste årtier. I Jiangsu- provinsen er der fx 2,4 millioner kristne, og kirken er de seneste år vokset med 80- 100.000 medlemmer hvert år.

Hver uge bygges eller indvies en kirke. Den store udfordring er, at der kun er 400 præster i provinsen. Derfor satser man stærkt på uddannelse af både præster og lægfolk. En af de unge kinesere, der har valgt en teologisk uddannelse, er 25-årige Min Tuan, som snart er færdig med sin fire-årige uddannelse på præsteseminariet i Jiangsu:

Der er virkelig brug for præster og lærere, som kan undervise i kristendom.

”Jeg skal tilbage til min lokale kirke, når jeg er færdig på seminariet”, fortæller hun, der egentlig havde andre planer for sin fremtid, da hun gik i gymnasiet. Hun ville ud at rejse, men Gud ville det anderledes, som hun formulerer det: ”Min plan er nu at blive præst. Der er mange kvindelige studerende, som ikke ønsker et fuldtidsjob, men det vil jeg gerne, der er meget at gøre”, siger hun.

Min Tuan er vokset op i en familie, hvor hendes mor og mormor var kristne med en meget enkel tro: ”Sådan er det tit blandt kristne på landet. Der er virkelig brug for præster og lærere, som kan undervise i kristendom. Jeg kommer ud i en menighed på landet, hvor der er mange ældre. De har en større livserfaring og flere erfaringer med kristendommen end os unge. Det, synes jeg, er en stor udfordring.”

Udkantskina og kirken i byerne

Kirkerne i Kina har deres egen udkantsproblematik. I byerne tilslutter unge og veluddannede mennesker sig kirken, mens landområderne affolkes. I øjeblikket findes 70 % af kirkerne i landområderne, mens kirkerne i byerne vokser. På landet kan kirkerne sørge for, at der er hjem for de gamle og børnene, der bliver ladt tilbage, når de unge tager til byerne for at arbejde. Og i byerne kan kirkerne hjælpe de arbejdere, der flytter til fra landområderne.

Leder af Jiangsu-seminaret. Foto: Birgitte Stoklund Larsen
Leder af Jiangsu-seminaret. Foto: Birgitte Stoklund Larsen

Præsterne i byerne har den vanskelige opgave at prædike både til arbejderne fra landområderne og de ældre og til de veluddannede, læger og advokater og andre, der tilslutter sig kirken.

De unge søger mening

”Økonomien vokser så hurtigt, at folk ikke kan følge med. Folk søger meningen med livet, og de unge begynder at spørge sig selv, hvad det er, de arbejder så hårdt for. Hvad er meningen med det hele? Hvad er vi her for? Den eksistentielle søgen kommer i kølvandet på den økonomiske vækst,” lyder det fra Shin Li, der er præst og sidder i bestyrelsen for det teologiske seminarium i Jiangsu. Han peger også på, at det kan være et problem, at præster har for lidt erfaring med livet uden for menighedens kreds:

”De ved ikke, hvordan man tager hånd om de problemer, som fx de unge veluddannede i byerne møder dem med. De studerende ved noget om Bibelen, men de skal også kunne tale med mange forskellige mennesker i menigheden og kunne virke som sjælesørgere for dem.”

De Forenede Bibelselskaber støtter uddannelsen af præster og lægfolk bl.a. gennem sponsering af læserum og biblioteker.