Uddeling af bibler i Ukraine
”Vores team i Lviv arbejder hårdt for at støtte de lokale frivillige og hjælpe med logistik og med at få bibler frem,” fortæller en medarbejder fra Det Ukrainske Bibelselskab. Foto: Andrea Rhodes.

30.05.2022 Bibelselskabet

Krigen fortsætter, men det gør bibelarbejdet også

I sidste uge nåede vi en kedelig milepæl: Krigen i Ukraine har nu raset i tre måneder. Og trods stor materiel nød i store dele af Ukraine, melder landets bibelselskab om en fortsat stor efterspørgsel på bibler.

Vi får løbende beretninger fra vores kolleger i Det Ukrainske Bibelselskab, som ugentligt opdaterer om forholdene i det krigsramte land. Senest beskrev de, hvordan der stadig bliver uddelt mad og medicin fra Bibelselskabets lokaler i Kyiv – og hvordan der fra kontoret i Lviv distribueres bibler ud i landet, hvor frivillige og ansatte deler brød og bibler ud til alle, der har behov. De kører gennem skove og områder, hvor broerne er blevet bombet. De sænker endda bibler ned i reb, hvor al adgang er blevet nægtet.

For nylig besøgte frivillige og ansatte fra Det Ukrainske Bibelselskab en lille landsby, hvor de mødte Nina, en kvinde, hvis fortælling understreger, hvorfor det stadig giver mening at køre ud med hjælpemidler og bibler.

 

Hun og hendes nabo var i gang med at rydde deres baghave for murbrokker, forårsaget af et nyligt russisk angreb på deres hjem. Nina tog imod en bibel til sine børn og bad om endnu en, hun kunne tage med i den børnehave, hvor hun fortsat arbejder – så hun kunne læse højt for børnene.

Nina har selv brug for Bibelen og ønsker samtidig at give den videre til andre. Og hun er ikke alene. I Bibelselskabet hører vi igen og igen vidnesbyrd som Ninas. Derfor er vi taknemmelige for at kunne støtte arbejdet med bibeluddeling under de stadig vanskeligere vilkår.



Har du lyst til at hjælpe os?



Støt via Mobilepay 62903

Støt via bankoverførsel reg.nr. 3001 kontonr. 9000488.


Husk at mærke din donation ’Ukraine’.

Mange tak.

 Ukrainske flygtningebørn i Lviv
Personale og frivillige fra Det Ukrainske Bibelselskab arbejder med internt fordrevne børn, som søger tilflugt i Lviv i det vestlige Ukraine. Her læser to unge søstre, Alina og Iryna, deres nye børnebibler. Foto: Andrea Rhodes.