Najla Kassab, libanesisk præst og kvindeforkæmper. Pressefoto
Najla Kassab er libanesisk præst i The National Evangelical Synod of Syria and Lebanon. Hun er leder af den kristne afdeling for uddannelse og kæmper for kvinder i det kristne miljø. Pressefoto

Sofie Stokholm Jacobsen

Kristen kvindekamp i Mellemøsten: "Vi er alle lige i Guds øjne"

Den libanesiske præst Najla Kassab bruger Bibelen til at hjælpe udsatte kvinder i Libanon og Syrien. På trods af samfundets normer lærer hun kvinderne, at de er lige så meget værd som mænd

En syrisk kvinde havde opdaget, at hendes mand var utro. Det måtte hun finde sig i. For det gjorde langt de fleste. Hun skulle tage sig af parrets børn, som hun plejede, og hun måtte ikke råbe højt om mandens utroskab. Sådan var normerne. Men da hun delte sin historie med andre kvinder ved en kvindekonference i den lokale kirke, ændrede hun mening. Hun fik mod til at sige fra over for sin mand.

Eksemplet kommer fra Syrien, hvor den libanesiske præst Najla Kassab for tre år siden afholdt et af sine bibelstudier for kvinder. Ved at dele sin historie og lære, hvad der står i Bibelen om utroskab, fik kvinden selvtillid til at gå hjem og konfrontere sin mand.

Ligegyldigt, hvad samfundet siger, er den centrale besked i Bibelen: Du er værdifuld i Guds øjne

Og det er netop kernen i Najla Kassabs arbejde med udsatte kvinder i Libanon og Syrien. At lære kvinder, at de er lige så meget værd som mænd og har krav på samme rettigheder. 



”Kvinder i Mellemøsten er sårbare. Forældre foretrækker at få drenge, og fædre og brødre er hævet over familiens kvinder. Så kvinder tror, at de er mindre værd. Men vi er lige i Guds øjne,” fastslår Najla Kassab.

Foregangskvinde i Mellemøsten

52-årige Najla Kassab er født og opvokset i Libanon og bor i dag i Beirut med sin mand og sine børn. Hun er den fjerde generation af presbyterianske kristne i sin familie og arbejder som præst i The National Evangelical Synod of Syria and Lebanon. Her leder hun den kristne afdeling for uddannelse og kæmper for kvinder i det kristne miljø. Og her fik hun i 1993 som den første kvinde nogensinde licens til at prædike. I juli i år blev hun desuden valgt som generalsekretær for The World Communion of Reformed Churches, der samler 233 kirker i mere end 105 lande.

Bibelselskabet møder Najla Kassab i Reformert Kirke i København. Et blomstret tørklæde hviler på Najla Kassabs skuldre og bryder det sorte tøj. Hvide perleørenringe træder frem ved siden af det sorte, tilbagestrøgne hår. Hun er diskret klædt, men man fornemmer gennemslagskraften. Najla Kassabs venlige, men også beslutsomme blik møder mit. ”Jeg blev kaldt til at tjene i kirken. Det er min rejse og kamp som kvinde,” siger hun.

Jeg blev kaldt til at tjene i kirken. Det er min rejse og kamp som kvinde

Udsatte kvinder i Mellemøsten

Kvinder læser og fortolker Bibelen sammen ved Najla Kassabs kvindekonferencer og bibelstudier i lokale kirker i Libanon og Syrien. Det foregår sædvanligvis ved, at kvinderne stiller spørgsmål til teksterne, hvorefter en dialog går i gang. Det er mere en samtale end en præst, der prædiker. 



”Vi snakker om Bibelen og finder nye meninger med teksterne. Vi deler vores indsigter med hinanden og taler om, hvordan vi forstår teksterne som kvinder,” forklarer Najla Kassab.

Formålet er at få kvinderne til at tro på sig selv. For synet på kvinder i Mellemøsten er gammeldags, og pigerne lærer allerede i barndommen, at de er mindre værd end drengene, fremhæver hun. Men bibelteksterne får kvinderne til at indse, at samfundet behandler dem uretfærdigt, oplever Najla Kassab. 



”Mange ting har ikke ændret sig for kvinder. Som kvinder skal vi nedbryde barrierer – især når folk prøver at fortælle os noget andet. Ligegyldigt hvad samfundet siger, er den centrale besked i Bibelen: Du er værdifuld i Guds øjne,” siger Najla Kassab.

Kristen kvindeforkæmper

For at afholde kvindekonferencerne må Najla Kassab rejse til Syrien cirka en gang om måneden, og det er ikke ufarligt. Hun har oplevet bombardementerne og de medfølgende skælv, men insisterer på at rejse. 



”Jeg er vokset op med borgerkrig, så jeg er vant til det. Jeg er ikke bange, men at tage til Syrien og høre bomberne falde har ikke været nemt. Jeg kan dog ikke kun elske kvinderne i de gode tider, men må også gøre det i de svære. Og jeg stoler på, at Gud er med os på de rejser,” siger Najla Kassab.

Kampen for kvinders rettigheder er omdrejningspunktet i hele Najla Kassabs arbejde. Og også hendes passion. I løbet af de seneste 24 år har hun opmuntret kvinder til at indtræde i præsteembedet på samme niveau som mænd. For nylig blev hun selv præsteviet. Hun var blot den anden kvinde nogensinde i sit syrisk-libanesiske kirkesamfund, der oplevede det.



”Det var en historisk begivenhed og har åbnet dørene for kvinder. Men det har taget alt for lang tid. Over hele verden bliver Bibelen misbrugt til, at kvinder skal være stille og for eksempel ikke må bede, undervise og lede. Min motivation er at se retfærdighed for kvinder i kirken,” siger Najla Kassab.