Der bliver flere og flere kristne i landet med verdens største befolkning. Men der er mangel på ordinerede præster, bibler og bibelsk materiale
I det officielt ateistiske Kina er der ingen religionsundervisning i skolen – og medlemmer af kommunistpartiet har ikke lov til at have et trosforhold. Med dette baggrundstæppe er det desto mere tankevækkende, at der har været stigende aktivitet i landets kirker efter kulturrevolutionen afsluttedes i 1976.
Ugedagene er fyldt med bønnemøder, bibelstudier, bibelundervisning, som alt sammen kulminerer med flere gudstjenester om søndagen. I nogle kirker på landet begynder søndagen allerede klokken 5 om morgenen med bøn i kirken. Men kan de kristne virkelig få lov til at udleve deres tro af myndighederne?
Restriktioner på religiøse aktiviteter
Fra tid til anden er der historier fremme om, at de kristne forfølges i Kina. Som en kilde svarede på spørgsmålet: ”Det er ligesom at spørge, hvordan vejret er i Europa. Du vil få meget forskellige svar.”
Mange steder er der gode muligheder for de kristne. Men det hænder, at der er restriktioner på religiøse aktiviteter. I en provins måtte et kirkebyggeri rives ned, fordi det ikke overholdt byggereglementet. Kors på kirker blev fjernet og måtte placeres på væggen i stedet for. De lokale myndigheder frygtede, at kors øverst på bygningen kunne risikere at falde ned og gøre skade på folk under de hyppige tyfoner, der rammer området på bestemte tider af året. I skrivende stund er sagerne faldet til ro. I september var der kors på de fleste kirker i provinsen.
Millioner bliver kristne
Uomtvisteligt er det, at mens døre undertiden kan blive lukket, så er kristendommen på disse kanter en smeltedigel. Ingen ved nøjagtigt, hvor mange kristne der er i Kina. Det officielle tal siger omkring 40 millioner, hvoraf blot 5 millioner er katolikker, resten protestanter. Hertil kan man lægge alle undergrundskirkerne, der eksisterer ved siden af de registrerede i paraplyorganisationen China Church Councel.
Den protestantiske kirke fremstår så vidt muligt samlet, økumenisk, og har ikke den diversitet, med forskellige kirkeretninger, som man kan finde mange andre steder i verden. Hovedsagen er, at man er kristen, selv om de teologiske uenigheder naturligvis findes og dukker op, efterhånden som religionen etableres på uddannelsesinstitutionerne.
Mangel på præster
Med den hurtige tilvækst af kristne mangler Kina ordinerede præster. Langt de fleste prædikanter er lægmandsfolk med en kort teologisk skoling. I det registrerede system må de ikke uddele nadver, før de er ordineret. I undergrundskirken er liturgien fri, og der deles rask væk nadver ud ved gudstjenesterne. Og forkyndelsen kan naturligvis være præget af den manglende uddannelse. Derfor står uddannelse højt på ønskelisten hos kirkelederne.
Nanjing ved østkysten, et stenkast fra Shanghai, er knudepunkt for uddannelse af kommende præster, hvor flertallet i øvrigt er kvinder. I Henan-provinsen, der har den største koncentration af kristne i Kina, er der teologiske studier på mange niveauer. Fra kandidatniveau til søndagsskolelærerniveau.
Søndagsskolerne
I begyndelsen var kirkernes præster mest optaget af at forkynde. Men efterhånden har kirkerne påtaget sig flere og flere sociale opgaver – med regeringens accept. Diakonien udvikles. Regeringen kan se, at kirkerne kan være med til at løfte en vigtig samfundsbyrde.
Det gælder også søndagsskolerne, der spiller en central rolle i forhold til de 60-70 millioner efterladte børn, hvoraf mange mistrives. Kristne bedsteforældre og enlige forældre får sig et tiltrængt hvil under gudstjenesten, mens børnene overlades til omsorg og gode fortællinger i søndagsskolen. Flere store kirker har også taget de små kirker på landet under deres vinger og hjælper med uddannelse, bibler og bibelsk materiale. Men alle aktiviteter kræver midler. Og selv om Kina oplever velstand i disse år, så er det stadig et fåtal af de kristne, som er rige og kan hjælpe kirkerne økonomisk.
En del velhavende kristne gør allerede meget for at støtte de udsatte, men der kan selvfølgelig gøres mere. Det er også denne del, som Bibelselskabernes arbejde angår. Der holdes møder med rige kristne, hvor der diskuteres samfundsansvar, og udvekslingen hjælper. Men der er lang vej igen, før de kristne i Kina kan hjælpe deres egne menigheder, for fattigdommen er enorm ude på landet, hvor mange lever for under 14 kroner om dagen.
Der er uendeligt stor taknemmelig fra kirkeledere både på nationalt plan og græsrodsniveau for al den støtte, de allerede har modtaget fra danske givere. Jeg sender hermed de varmeste hilsener med en dybfølt tak videre.
Bibeltrykkeriet i Nanjing
Frem til 1980 var det forbudt at importere og sælge bibler til Kina. Nu ligger verdens største bibeltrykkeri i Nanjing. Det hedder Amity Printing Company. Det er det eneste forlag, der har tilladelse til at udgive bibler i Kina.
Forlaget arbejder sammen med internationale bibelselskaber og i 2012 udgav de deres bibel nr. 100 millioner. 80 procent af biblerne er på kinesisk.
