Afghanistan 2021 - Wakil Kohsar, Ritzau Scanpix
Afghanere sidder udenfor lufthavnen og venter på at kunne forlade Kabul. Tusindvis af mennesker forsøger at flygte gennem lufthavnen i frygt for Talibans styre. Foto: Wakil Kohsar/AFP/ Ritzau Scanpix

20.08.2021

Kristne trues på livet i Afghanistan

SAT-7 anmoder om akut hjælp til Afghanistan. Kristne forfølges og trues med tortur og henrettelse.

”Folk er rædselsslagne, alle er bange”, fortæller en kristen pige. ”Jeg er kun 16 år, og jeg kan ikke overskue det, der sker omkring mig, så jeg beder Gud om hjælp.”

Rita El-Mounayer, administrerende direktør for SAT-7, appellerer også om hjælp: ”Kristne frygter for deres liv, og nogle har allerede modtaget dødstrusler. Der var i forvejen høj risiko ved at være kristen, men nu er de truet på deres sikkerhed. SAT-7 forsøger at hjælpe gennem akutte live-udsendelser med erklæringer om vores støtte.”

Flugt som eneste mulighed

Nogle kristne har rapporteret, at de er nødt til at flygte, efter at Taliban har overtaget kontrollen i Kabul, men det er ikke lykkedes for dem alle. Dem, der bliver tilbage, er under umådeligt pres og frygter, at deres tro bliver opdaget, og at de bliver tortureret til at fortælle om andre kristne eller dømmes til døden.

En anonym SAT-7 PARS*-seer sagde: ”Som kristne er vi alle i fare. I de sidste to-tre dage har min familie og jeg modtaget dødstrusler. I den nødsituation, vi befinder os i nu, er der ikke andre muligheder end at flygte fra landet. Vi beder jer om at være vores stemme: Hjælp os med at blive hørt, så vi kan flygte fra dette helvede hurtigst muligt.”

Jahan, en anden seer, fortalte: ”Jeg blev kristen for et år siden. Situationen i Kabul er forfærdelig. Min datters liv og mit eget er i fare … og min datter er kun otte år. Hun har ikke andre end mig. Det var næsten umuligt at få fat i en telefon for at kontakte jer.”

 I den nødsituation, vi befinder os i nu, er der ikke andre muligheder end at flygte fra landet. Vi beder jer om at være vores stemme 

Hjælp i fællesskab

SAT-7 PARS er i gang med at forberede et særligt tv-program, der går i luften mandag den 23. august. Udsendelsen vil adressere situationen, lede seerne i fælles bøn og dermed forstærke stemmerne fra folket i Afghanistan. Udsendelsen efterfølger en tidligere live-udsendelse på de sociale medier den 17. august, der blev kaldt ’Bed for Afghanistan’.

SAT-7 PARS har også ladet beskrivelser af nødssituationen rulle over seernes skærm med appel til de persisk-talende seere. Arabisk- og tyrkisktalende kristne i Mellemøsten og Nordafrika har også responderet på råbet om hjælp.

”Vores medkristne beder os om at være deres stemme, og vi tror på bønnens kraft,” fortsætter Rita El-Mounayer. ”Vi må bede for, at kristne vil finde et sikkert eksil, og at de kan leve med deres tro uden at frygte for deres liv. Vi må bede for fred og beskyttelse fra brutalitet og undertrykkelse. Vi må bede for kvinder i Afghanistan, der står over for tabet af alt det, der har forbedret deres liv. Hjælp os!”

 

*SAT-7 PARS sender tv i Iran, Tadsjikistan og Afghanistan.