Martin Luther og salmerne
Martin Luther mente, at Salmernes Bog viste, hvad kristenheden er.

24.10.2017 Tine Hyllested Johannsen

Martin Luther og salmerne: Salme 103

Martin Luther nærede en stor kærlighed til Salmernes Bog. Hver uge i oktober markerer vi 500-året for reformationen ved, i Luthers ånd, at bringe en salme i helt ny oversættelse

Om Salmernes Bog sagde Martin Luther blandt andet:

”Vil du se den hellige kristne kirke malet med levende farver og former, sammenfattet i ét lille billede, så tag Salmernes Bog, så har du et fint, lyst og klart spejl, der viser dig, hvad kristenheden er, ja du vil også se dig selv deri og finde det ægte kend-dig-selv, dertil Gud selv og alle skabninger.”

Salme 103 - Så stor som himlen

Af David



Jeg vil synge for Gud,

alt i mig skal synge hans hellige navn.

Jeg vil synge for Gud,

og aldrig glemme hans godhed.

Han tilgiver mine fejl,

han gør mig rask når jeg er syg.

Han køber mig fri fra døden,

han overøser mig med trofasthed og kærlighed,

han giver mig alt godt,

han giver mig lyst til livet igen.

Gud skaber lov og orden

for de undertrykte.

Han viste Moses sin vej

og israelitterne sine store bedrifter.

Gud er overbærende og god,

hans vrede kommer sent, han overøser os med kærlighed og sandhed,

hans anklager varer ikke ved,

han dyrker ikke sin vrede,

han straffer os ikke som vi fortjener,

han straffer os ikke for vores svigt.

Nej, så stor som himlen er over jorden,

så stor er hans kærlighed til os.

Så langt der er fra vest til øst,

så langt fjerner han vores fejl fra os.

Ligesom en far bærer over med sine børn,

bærer Gud over med dem der tror på ham.

For han ved hvordan vi er skabt,

han husker at vi er kommet af jord.

Et menneskes dage er korte som græssets,

det blomstrer op som blomsterne på marken.

Men når blæsten tager fat, er det væk,

man ser ikke længere hvor det stod.

Gud er evigt kærlig mod dem der elsker ham,

retfærdig mod børnenes børn,

mod dem der holder hvad de har lovet ham

og som husker at gøre som han befaler.

Gud har rejst sin trone i himlen,

han er konge over jorden.

Syng for Gud, engle,

I stærke engle som gør hvad han siger

og adlyder hvert eneste ord.

Syng for Gud, hele hans himmelhær,

som bringer hans glæde til menneskene.

Alt hvad han har skabt skal synge for Gud,

på hver eneste plet hvor han regerer.

Jeg vil synge for Gud.

Artiklen bygger på efterordet i TAK – Salmernes Bog på nudansk

TAK - Salmernes Bog på nudansk

Salmernes Bog i ny oversættelse til det moderne menneske.
Tak - Salmernes Bog
249,95

Desværre udsolgt

Sidetal: 307 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-858-3
Mål: 21 x 15 x 2 cm