Frederiksborg Slotskirke er kendt for sin store samling af Carl Bloch-malerier. I Kongens Bedekammer kan man se to malerier, der afbilder situationer fra evangelierne: Det ene viser barnemordet i Betlehem, det andet forestiller Jesus, der fristes af Djævelen i ørkenen.

”De to malerier viser os to forskellige slags ondskab,” fortæller sognepræst ved Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen:

”Maleriet af barnemordet viser os den ondskab, der kan udspille sig mellem mennesker. Fortællingen er den, at Herodes vil have dræbt alle små drengebørn, så Jesusbarnet ikke kan blive en konkurrent til magten. Vi ser soldaten, udsendt af Herodes, han har netop dræbt et barn med sit sværd, og den ulykkelige mor ligger hen over barnet.”

”På det andet maleri er vi med Jesus i ørkenen efter hans dåb. Her fristes han af Djævelen i form af en mandsperson, der nærmest ligger foran Jesus indhyllet i et rødt klæde. Her møder vi ondskaben som det, der vil forpurre forholdet mellem mennesker og Gud. Med sin sleske, indyndende tale forsøger han at bringe Jesus på afveje i forhold til det offer, han senere skal bringe. Som fortællingen går, afstår Jesus Djævelens tre fristelser og slutter med ordene ’Vig bort, Satan!’”

Kiler sig ind mellem Gud og mennesket

I Henrik Winther Nielsens nye bog Djævelen spiller de to slags ondskab hver sin rolle. Og han mener, vi går galt i byen, når vi roder dem sammen:

”Mordet og den syndige ondskab mellem mennesker møder vi i yderste potens i Auschwitz. Den er destruktiv, gruvækkende og brutal – men den er ikke Djævelens værk. Den er menneskers værk, det er dem, vi skal holde ansvarlige. Den er synd, fordi vi gør noget andet, end Gud vil have, men som mennesker må den mødes med etik, moral og straffelov.”

”Anderledes med Djævelens ondskab i Bibelen. Som slangen i Edens Have søger han at kile sig ind mellem Gud og mennesket ved at smigre og skabe tvivl. Og i Det Nye Testamente forsøger han at lokke Jesus til at opgive den gerning, der skal hele forholdet mellem Gud og menneske, nemlig hans død og opstandelse.”

En hornet figur med trefork og spids hale

Henrik Winther Nielsens bog starter imidlertid et helt andet sted: i populærkulturen. For hvordan ser Djævelen ud i film og litteratur, og hvordan har de populære fremstillinger formet vores opfattelse af Djævelen?

”I middelalderens kalkmalerier møder vi Djævelen som en hornet figur med trefork og spids hale, der trækker fordømte afsted mod helvedes ild. I dag antager han mange former. Han kan være en indsmigrende gentleman, hvis hvislende tale leder folk på afveje. Eller han kan tage bolig i små piger, som i gyserfilmen Eksorcisten, for derfra at udspy sin ondskab. Det, der går igen, er, at han, for det er gerne en ’han’, foranlediger oprør, kaos, mord, destruktion, skamløshed, forførelse, undergang, dyriskhed.”

Djævelen klæber til Jesus

For Henrik Winther Nielsen er de billeder af Djævelen netop kun billeder, der intet har for sig, når man spejler dem i Bibelens fortællinger:

”Lige fra slangen i Edens Have er Djævelen optaget af at bringe uorden i tillidsforholdet mellem Gud og mennesket. I Det Nye Testamente klæber Djævelen til Jesus, fordi Djævelen nu for alvor har noget på spil. Men han taber endegyldigt ved korset, efter hans sidste forsøg på at kile sig ind mellem Gud og mennesket mislykkes. Det er dér, hvor der råbes mod Jesus, at han skal stige ned fra korset, hvis han er Guds søn, og så vil vi tro. Jesus modstår denne sidste fristelse og bringer det offer, der endegyldigt forliger mennesket med Gud. Én gang for alle, og for os alle.”

Overvundet én gang for alle

Derfra kan Henrik Winther Nielsen udfolde bogens positive budskab:

”Vi kan opleve ondskab, men det er menneskers ondskab. Djævelen render ikke rundt blandt os mennesker og får os til at gøre onde gerninger og interesserer sig ikke for at besætte os eller bringe os til fald. Hans magt er én gang for alle overvundet ved Jesu død og opstandelse. Det, vi kan tage med fra Bibelen, er, at Gud med Kristi død og opstandelse har indoptaget os i sit liv. Dermed bliver tro slet og ret at have tillid til, at netop det er sket, og at vi kan have fællesskab med ham.”

Netop det budskab gentager Henrik Winther Nielsen, når han taler med konfirmander, der finder det svært at tro på alt det, vi siger i trosbekendelsen:

”Jeg siger til dem, at vi i stedet for at sige, vi tror på, så sig, at vi i tillid til Gud tror, at det er, som trosbekendelsen lyder. Når de tror, de skal præstere en særlig tro, siger jeg til dem, at de er døbt, de er Guds børn. Konfirmationen er en festlig gentagelse af dåbens realitet. Det handler da om at lægge vores egne anfægtelser til side og slet og ret lære at samtykke i Guds kærlighed til os.”