Midt i krigens skygge skaber nyt traumecenter tryghed

Victoria Raychinets smiler stort fra den anden side af skærmen. Det er en mandag formiddag, og jeg sidder på Bibelselskabets kontor i indre København, hvor lyset siver ind gennem vinduet og lyden af biler, der kører forbi udenfor, svagt høres i baggrunden. På mit skrivebord ligger min notesblok, og jeg giver mig selv tid til at drikke min kaffe, mens jeg lytter til Victoria Raychinets fortælle om sin hverdag i Ukraines hovedstad Kyiv. Her leder hun et nyoprettet traumecenter under betydeligt mere udfordrende forhold. 

Det er svært at forestille sig, når man ved første øjekast ser kvinden med velplejede negle, det tykke mørkebrune hår, der når skuldrene, og de optegnede øjenbryn, som fremhæver hendes ansigts naturlige linjer. Men krigen har forandret alt. Hver eneste dag møder Victoria Raychinets kvinder, enker, børn og soldater, der alle bærer på krigens ødelæggelser. 

Tryghed i kaos 

Victoria Raychinets gestikulerer ivrigt, mens vedhænget på hendes armbånd – et kors med små glitrende sten – dingler i takt med hendes bevægelser. Hun er taknemmelig over, at vi i Danmark vil fortælle om det arbejde, de udfører i Kyivs urolige gader. Krigen er ikke kun noget, der udspiller sig ved fronten – den gennemsyrer alt. I tre år er hun hver nat blevet vækket af sirener: ”Vi er under konstant alarmberedskab,” siger hun. 

Min egen bibel 

I store dele af Ukraine er mændene forsvundet fra gadebilledet. På busstoppestederne står kun kvinder og ældre. Mange mænd befinder sig enten ved fronten, er flygtet eller døde. Kvinderne, der er tilbage, har fået nye roller. De sørger, de arbejder, de tager sig af familierne alene. Derfor har Victoria Raychinets og hendes ansatte startet nye forløb til fordel for landets mange enker og efterladte kvinder. Kvindernes historier er forskellige, men fælles for dem er sorgen. De har mistet mænd, fædre, sønner og bærer på en vrede over krigen og mod Gud. De stiller spørgsmål som: Hvorfor lod Gud dette ske? Hvorfor tog han deres mænd? Bibelen har ikke altid været en del af kvindernes liv. Men ved ankomst til traumecenteret får kvinderne lov til at vælge deres egen bibel, som de kan dykke ned i helt uforstyrret. 

"Det er første gang, de for alvor læser i Bibelen," fortæller Victoria Raychinets. "Første gang, de opdager, at den faktisk kan tale ind i deres liv." 

Nogle finder trøst i ordene, andre bruger tid på at kæmpe imod dem. De fleste ender dog med at se Gud på en ny måde – som den, der lider med dem. Kvinderne begynder at føle ordene, som var de skrevet til dem, fortæller Victoria Raychinets.

En smadret kop 

Da jeg spørger, hvor hun henter sin energi fra, ler hun højt. Men tårerne afslører, at det ikke er let at holde humøret oppe. Efter et øjebliks stilhed svarer hun: 

”Jeg ser igen og igen, hvordan menneskers liv forandrer sig her. Hvordan tryghed og Guds nærvær gør en forskel”. 

Specielt én person har gjort stort indtryk på Victoria Raychinets, og det er Nadia. Da hun første gang trådte ind ad døren til centeret, var hun et menneske i opløsning. Krigen havde kostet hende dyrt. Hun var plaget af panikanfald, der gjorde det svært for hende at bevæge sig frit. Hun frøs konstant, gemte sig bag tæpper og undveg øjenkontakt. 

”Hendes ansigt var lukket helt ned,” husker Victoria Raychinets. 

Men langsomt begyndte noget at ske. Nadia deltog blandt andet i et kunstterapeutisk forløb, der gik ud på, at kvinderne fik ødelagt en kop af en anden, som de derefter selv skulle samle sammen med guldfarvet lim. Som et billede på, at noget smukt kan vokse ud af smerte. 

Victoria Raychinets rækker ud efter Nadias kop, som hun har fundet frem i anledning af vores interview, og holder den op foran kameraet. Revnerne er tydelige. Små, skæve stykker sidder ujævnt.

Da Nadia sad og arbejdede på sin kop, voksede vreden i hende, fortæller Victoria Raychinets. Hun klagede over krigen, over trafikken, over menneskene omkring hende. Men hun stoppede pludselig op og sagde, at det ikke nyttede noget: 

”Det gik op for hende, at selv hvis man dækker skårene, så opdager folk dem før eller siden,” fortæller Victoria Raychinets, mens hendes pegefinger forsigtigt skubber til et af de løse skår på koppen: 

”Men den er meget smuk, synes du ikke?” spørger hun og fortsætter: ”Selv med hullerne”. 

Victoria Raychinets fortæller med stor glæde, at Nadia i dag er begyndt som frivillig i centeret. Hun kommer en gang om ugen og hjælper med at forberede materialer til kunstterapien for børn. Hendes kinder har fået farve, og hendes blik er løftet. Victoria Raychinets smiler: ”Hun har ikke bare fået håb. Hun har fået et nyt liv”.

Knappe ressourcer 

På trods af krigens ødelæggelser og den konstante frygt formår traumecenteret i Ukraine at give lysglimt i mørket. For nogle af de besøgende begynder helingen med en enkelt kop limet sammen af guld. For andre er det mødet med en bibel, der pludselig taler til dem på en ny måde. 

Men presset på centeret er enormt. Behovet for åndelig omsorg og bibler er så stort, at nye projekter og programmer konstant må sættes i gang – ofte uden de nødvendige ressourcer.

Victoria Raychinets og hendes kollegaer har hverken økonomisk eller personalemæssig kapacitet til at imødekomme de mange henvendelser fra kirker, velgørende organisationer og militære enheder, som efterspørger hjælp til traumebehandling. 

”Vi arbejder hårdt og udvikler os hele tiden,” fortæller Victoria Raychinets og afslutter: 

”Men vi mangler penge, så vi kan sikre den bedst mulige hjælp til alle, der søger vores støtte”.