Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Jeg læser som oftest i Bibelen i forbindelse med prædikenforberedelse. Og ellers spontant.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen? Hvorfor?

Det bibelske persongalleri er heldigvis så kæmpestort og varieret, at der er nok af tage af – alt efter, hvor jeg er i mit liv og følelsesregister.

I en tid, der er udhulet af, at vi i stigende grad tilraner os det moralske, identitære og religiøse bogholderi over andre (i øvrigt ofte uden at kunne afstemme egne konti), vælger jeg Simon Peter. For det er helt modsat med ham.

Evangelisten Markus var ifølge traditionen Peters sekretær og altså en slags ghostwriter for ham. Selvom nytestamentlig forskning sår tvivl om dét, så har vi denne forestillingsperle i vores tradition, at det er Peter selv, der fortæller den kendte historie om sin trefoldige fornægtelse af Jesus før hanegal og om dengang, Jesus først kaldte ham en klippe, fordi han bekendte Jesus som Gud Søn. Men da Jesus så forklarer, at det betyder, at han skal dø, siger Peter: Hvad er det nu for noget sludder? Jesus havde da svaret: Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. Det græske ord for fald hedder skandalon, som senere blev til skandale, men som ordret betyder den sten, man snubler over. Vi kunne måske lidt frit oversætte det med en sten i skoen. Peter er en urokkelig klippe og en uudholdelig sten i skoen. Begge dele. Peter kunne have valgt at forblive tavs om de to hændelser. Jeg forestiller mig, at Peter har tøvet et øjeblik i sin diktion. Det er ikke let at fornægte sin egeninteresse. Men han insisterer på at få den fortalt.

Det vidner ikke bare om en ærlighed fra Peters side, men også om, at han rækker os sine fejl og sin selvfornægtelse som en gave. Han giver os et rum til at være mennesker i.   

Det er bevægende, at førsteapostlen fornægter sin egeninteresse for andres opbyggelighed: Jeg gjorde det også. Jeg svigtede ham på det værst tænkelige tidspunkt i hans liv. Det er stærkt opmuntrende, at den enes fejl på den måde kan blive den andens gave. Det er der opstandelse i: det, vi lægger dødt, kan blive til liv for andre.

Tænk, hvis vi kunne se sådan på os selv og hinanden – og på vore egne og andres fejl. Tænk, hvis vi kunne række hinanden os selv som gaver og rum at være mennesker i. Det kunne være en velkommen brise i tidens hede og krasbørstige diskurser.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Må jeg nævne to?

Jesus' ord fra Johannesevangeliets kapitel 15, vers 15: Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer og Kærlighedens Højsang i Første Korintherbrev, kapitel 13.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Af mange grunde. Men her er mine tre vigtigste grunde.

Den første hænger sammen med persongalleriet. Når jeg træder ind i persongalleriet, føler jeg mig inviteret med i et menneskeligt fællesskab, der rummer, hvad jeg selv rummer af kærlighed, savn, længsel, fejhed, sorg, generøsitet, smålighed, egoisme, ærgrelser, bekymringer, frygt osv. For mig folder evangeliet sig i vid udstrækning ud i mødet mellem disse personer og Jesus, og jeg kan finde et sted at stå i deres reaktioner på mødet med Jesus, hvor jeg kan høre hans ord talt som til mig. Variationen i disse møder er heldigvis lige så stor som persongalleriet. 

Bibelens ord er for det andet som lys i bevidstheden. Når man får Bibelens ord ind i sin bevidsthed, kan de oplyse noget af det eksistentielle landskab, man bevæger sig rundt i. Andre gange er de – med ord lånt fra den amerikanske forfatter Valeria Luiselli – små begrebslige ledelys. De oplyser ikke nødvendigvis det hele. Men er snarere som en glød, der gør én opmærksom på det mørke, ukendte rum, der omgiver lyset, den kolossale uvidenhed, der omgiver alt det, vi tror at vide. Og denne genkendelse og accept af mørket kan nogle gange være mere værdifuld end al den faktuelle viden, vi nogen sinde kommer til at akkumulere. Og så ville vi for mig at se også komme ud i et værre uføre uden det etiske ledelys, vi også finder i Bibelen.

De bibelske myter og fortællinger er for det tredje vore grundfortællinger og hører derfor til de vigtigste nøgler og koder til både at forstå, hvilke slags væsener vi er, og hvad det er for nogle kulturer – i både snæver og bred forstand – vi har skabt.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Det kommer an på, hvem der spørger. Hvis den nye bibellæser også har et jomfrueligt forhold til kristendommen, vil jeg hellere foreslå vedkommende at gå i kirke. Men ellers vil jeg nok anbefale at læse Lukasevangeliet. Lukas er nemlig en fremragende fortæller!

Steffen Ringgaard Andresen er sognepræst ved Københavns Domkirke.