Når våbnene lægges, begynder kampen mod traumerne

Hvad siger du til en lille dreng, der er så deprimeret, at han hopper ud fra tredje sal for at tage livet af sig selv? ”Drengen overlevede, men tristheden i hans øjne var så tung. Han havde mistet livsgnisten.”

Psykiateren fra Aleppo famlede efter ord, der kunne give drengen håb. Hun ved ikke, om hun nåede ind, for kort tid efter rejste drengen og hans mor. ”Denne dreng er langt fra den eneste. Mange børn har store traumer efter krigen. Og nogle er så desperate, at de begår selvmord,” fortæller psykiateren.

Sundhedspersonale er traumatiseret

Syrien står over for en enorm genopbygningsopgave. Bygninger og infrastruktur ligger i ruiner over hele landet. Men måske er den usynlige krigsskade den værste. Efter mange års krig kæmper mange syrere med alvorlige traumer.

”Vi er et traumatiseret folk,” sagde Nabil Saad, leder af traumearbejdet i Det Syriske Bibelselskab, sidste gang jeg besøgte dem. Men hvad gør du, når det sundhedspersonale, der skal hjælpe mennesker med deres traumer, også er traumatiserede? De har været i lige så mange farlige situationer og har set lige så megen lidelse som resten af befolkningen – ja, formentlig meget mere.

Læger, psykiatere og psykologer skal hjælpes til at bearbejde deres egne traumer, så de er rustede til de krævende opgaver, de står over for. Derfor inviterer Det Syriske Bibelselskab regelmæssigt sundhedsarbejdere til at deltage i traumekurser. Denne gang var jeg også inviteret som udsendt journalist.

Men hvad gør du, når det sundhedspersonale, der skal hjælpe mennesker med deres traumer, også er traumatiserede?

Uddanner lokale sundhedsarbejdere 

Ni syriske læger, psykiatere og psykologer sidder i hestesko på et konferencecenter i Beirut. For nogle af dem er det første gang, de har været ude af Syrien, siden krigen begyndte. De kan ikke huske, hvornår det sidst var muligt at lægge sig i en blød hotelseng, spise fra en fristende middagsbuffet – eller gå i byen og shoppe tøj, som et par af deltagerne gjorde.

At passe godt på sundhedspersonalet er en del af kursets strategi. Arrangøren vil give disse modige mennesker det bedste.

Foran den lille gruppe på ni er Dr. Issam Smeir. Han er en af de få arabisktalende eksperter i behandlingen af traumeofre. De seneste år har han arbejdet med at uddanne lokale sundhedsarbejdere i Mellemøsten og Nordafrika, så de kan hjælpe traumeofre, hvor de bor. Det er også et mål, at de på sigt vil kunne uddanne andre sundhedsarbejdere.

”Det er en bedre strategi at uddanne lokale sundhedsarbejdere, end at eksperter kommer ind fra udlandet, bliver et stykke tid og rejser igen,” siger han.

I dag vil han introducere de syriske sundhedsarbejdere til narrativ eksponeringsterapi; en teknik, hvor fortællingen af livshistorier er central. Senere, når deltagerne går hjem og begynder at arbejde, får de tæt opfølgning via Skype og e-mail, og efter nogle måneder mødes de igen.

Sprængstof, blod og betonstøv

Dr. Smeir opfordrer deltagerne til at tage en runde og dele vigtige begivenheder i deres liv, så de kan lære hinanden at kende. De fleste fortæller om krigen.

Psykiateren fra Aleppo er den første til at tale. Jeg kalder hende Ayla. Ingen af kursisterne bruger deres rigtige navne i denne artikel, både af sikkerhedsmæssige årsager, og fordi de deler meget personlige begivenheder.

Ayla fortæller om, da universitetet i Aleppo blev bombet i januar 2013. ”Lugten er stadig i min næse,” siger hun. ”Jeg kan ikke glemme denne lugt af sprængstof, blod og betonstøv. Jeg så død på gaderne. Der var blod overalt. Min egen krop var fuld af glasstykker fra vinduerne, der eksploderede. Jeg var i chok.”

Ayla indser, at hun er påvirket af krigen ligesom alle andre. ”Jeg har oplevet mange katastrofer. Jeg har mistet nære slægtninge. Vi har levet med lyden af raketter og endda været i livsfare,” siger hun.

Jeg kan ikke glemme denne lugt af sprængstof, blod og betonstøv. Jeg så død på gaderne. Der var blod overalt.

Styrke eller ulempe? 

Dr. Smeir opfordrer deltagerne til at tænke over, hvordan deres egne erfaringer kan påvirke det arbejde, de skal udføre. ”Man kan ikke hjælpe andre, hvis man selv har store skader,” siger han og lover at give dem tid og teknikker til at arbejde på deres egne indre sår.

Dr. Smeir beder dem også om at være klar over, at de har begrænsede kræfter. Men også, at deres egne dårlige oplevelser med tiden faktisk kan blive en styrke. ”Hvis de er i stand til at bearbejde deres eget traume, er de bedre rustet end før. De har mere viden, indsigt og forståelse for, hvad patienterne har været igennem,” siger han.

Leder stadig

Ayla kan genkende sig selv i professorens advarsler om, at det kan være overvældende at være psykiater for en krigsskadet befolkning. ”Der har været dage, hvor jeg har følt mig så træt, at jeg ikke troede, jeg ville kunne fortsætte. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke kan hjælpe alle,” siger hun.

Men der er en, hun så desperat ville have hjulpet. Hun leder stadig efter den dreng, der sprang fra tredje sal. ”Jeg kan bare ikke glemme hans tomme øjne,” siger hun.

I en pause fortæller hun, hvad der skete. Drengens familie var flygtninge fra Aleppo og havde boet flere steder i Syrien. Under krigen mistede han sin far. Da Aleppo blev befriet, flyttede moderen tilbage til hjemmet med børnene. Det var ikke det glade gensyn, hun havde håbet på. ”Han fortalte sin mor, at han ikke kunne holde ud at se sin fars tøj og ejendele. ”Jeg vil ikke leve mere, for jeg har så ondt,” sagde han, men hans mor troede ham ikke.

Men der er en, hun så desperat ville have hjulpet. Hun leder stadig efter den dreng, der sprang fra tredje sal.

Så en dag sprang han

”På hospitalet var han helt stille. Han havde ikke lyst til at tale mere,” husker Ayla. Da drengen kom sig, bad hun hans mor om at tage ham med til samtaler, men de dukkede aldrig op. ”Der var for meget pres på moderen. Hun bebrejdede sig selv og klarede ikke stigmatiseringen.” 

I sit job som psykiater arbejder Ayla intenst på at mindske stigmatiseringen ved at vise forældre, at psykisk sygdom er almindelig. ”Det er blevet mere accepteret at gå til psykiater. Folk ser, at traumerne påvirker dagligdagen, og indser, at smerten ikke kan holdes inde.”

Få lykkelige slutninger

Ayla fortæller om en anden lille flygtningedreng, der også forsøgte at begå selvmord. Han var blevet voldtaget. ”Forældrene vidste ikke, hvad der var sket, men drengen havde mareridt, ville ikke spise og nægtede at gå i skole. Han kunne græde ukontrolleret eller blive frygtelig vred. Nogle gange bankede han hovedet ind i væggen.”

Efter en periode med behandling med Ayla begyndte drengen at fortælle. Denne gang valgte hans forældre at arbejde sammen med hende. ”I dag er gerningsmanden blevet dømt og sidder i fængsel. Drengen er tilbage i skole og har det rigtig godt. Det sker stadig, at han besøger mig på kontoret, men nu er det bare for at sige hej.”

Ayla smiler. Det gør godt, når historierne har en lykkelig slutning. Alt for ofte sker det modsatte.