Hvilket bibelvers bærer dig i din tjeneste – og hvorfor?

”’Frygt ikke, tro kun’ fra Markusevangeliet kapitel 5, vers 36. Der er masser at frygte i et liv med sygdom. Men bibelordet minder mig om, at frygten ikke skal bestemme det hele. For mig handler troen om tillid til Gud – en grundtillid, jeg har med mig, når jeg møder mennesker, der står midt i kaos.

Jeg sidder ofte med mennesker, der har mistet kontrollen: de er alvorligt syge, bange for døden eller bekymrede for deres kære. I sådan en situation kan det betyde noget, at jeg kommer med et andet udgangspunkt. Jeg kan ikke fjerne det svære, men jeg kan være der med en ro og en tillid, der måske smitter lidt.”

Hvordan bruger du verset i praksis?

”Jeg citerer det sjældent direkte. Det er mere en måde at være i rummet på. Jeg møder mange, der frygter fremtiden: Hvad sker der med mig? Hvordan går det med mine nærmeste? Frygten kan fylde alt – og som jeg plejer at sige: Frygten har en syg fantasi. Den ser kun det værste for sig. Troen giver et andet blik. Ikke en garanti for, at alt går godt, men en tillid til, at der også kan komme noget godt – og at der kan blive en vej gennem det svære.”

Kan du nævne en konkret situation, hvor bibelordet hjalp dig?

”Jeg blev engang kaldt ud til en familie, hvor noget helt forfærdeligt var sket. Jeg var selv rystet og følte, at jeg ikke havde noget at komme med. Men så mindede jeg mig selv om den tillid, jeg prøver at leve i: At selv her – midt i chok og sorg – kan Gud være tæt på, og der kan åbne sig veje, vi ikke selv kan se. Det hjalp mig til at stå i rummet sammen med familien uden at blive væltet af det. Jeg kunne ikke ændre situationen, men jeg kunne være med til at give rum til alt det, der var.”

Er der bibelsteder, du støder dig på?

”Ja. Særligt steder, hvor der tales meget om dom. Jeg har selv kendt frygten for at falde udenfor Guds kærlighed, og jeg er optaget af, hvad mennesker går hjem med: Er det frygt – eller er det tillid? Evangeliet er alvorligt, men det skal være en alvor, der giver håb. Og så er det vigtigt at huske, at teksterne er talt ind i en bestemt tid og sammenhæng. Hvis vi glemmer det, kan de hurtigt komme til at sige noget andet, end det var meningen.”

Hvis du skulle give én bibeltekst videre – hvilken?

”Fortællingen om mannaen i ørkenen. Den bruger jeg rigtig tit. Israelitterne vandrer i ørkenen uden vej og uden overblik. Alt, hvad de har med sig af mad og mod, slipper op. Og i deres fortvivlelse klager de deres nød og får manna – bare nok til én dag ad gangen. Det billede hjælper mange patienter. For et langt sygdomsforløb kan føles som en ørkenvandring: Man kan ikke se vejen, og kræfterne slipper op. Så bliver spørgsmålet: Hvad skal der til for, at jeg kan klare i dag? Ikke i morgen. Ikke i næste uge. Men i dag. Jeg kobler det ofte med fadervors ord: ’Giv os i dag vort daglige brød.’ Det giver mennesker et enkelt fokuspunkt – og håb. Mange giver udtryk for, at billedet med mannaen giver mening for dem.”