10.11.2026 Pressemeddelelse
Fadervor er nu klar i ny ordlyd
“Vor Fader” bliver til “Vores far”, og “forlad os vor skyld” bliver til “Tilgiv os vores skyld”. Nu kan du læse den nye prøveoversættelse af fadervor. Målet er at gøre bønnens betydning mere forståelig og samtidig bevare dens genkendelighed, rytme og klang
Måske kan du fadervor udenad. Måske lærte du bønnen som barn, eller måske møder du den især i kirken ved dåb, bryllupper og begravelser. Uanset hvad kan det være uvant at høre nye ord dér, hvor man næsten ved, hvad der kommer.
“Vores far, du som er i himlen!” Sådan begynder den nye prøveoversættelse, som Bibelselskabet udgiver den 10. november sammen med årets oversættelser af Anden og Tredje Mosebog samt Matthæusevangeliet.
At oversætte en bøn, som mange har et nært forhold til, kræver særlig omtanke, fortæller Bibelselskabets generalsekretær Johannes Baun:
“Når vi nyoversætter fadervor, arbejder vi med ord, som mennesker har bedt med gennem et helt liv. Det forpligter. Samtidig skal også kommende generationer kunne forstå, hvad de beder om. For fadervor er ikke en remse, det er en bøn. Og derfor skal den bruge det sprog, vi bruger i dag.”
Forandre for at bevare
En af ændringerne finder du i bønnen om tilgivelse. “Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” bliver til “Tilgiv os vores skyld, ligesom vi tilgiver andres skyld mod os”.
Ordet “forlade” forbinder vi i dag især med at gå væk fra nogen eller noget. Men i fadervor betyder det at tilgive. Den betydning skal være lettere at forstå med de nye ord.
“Mange hører i dag fadervors ord om, at vi skal ’forlade vores skyldnere’, som om vi skal bevæge os væk fra nogen. Men Jesus mente det stik modsatte: Vi skal tilgive andre og dermed rykke tættere på dem. Så vi er nødt til at forandre for at bevare,” siger Johannes Baun.
Også “Helliget blive dit navn” får en ny formulering: “Lad dit navn være helligt”. Andre dele vil du genkende næsten ord for ord. Det gælder blandt andet bønnen om det daglige brød og “men fri os fra det onde”.
Prøv at læse bønnen højt
Fadervor skal fungere, når vi læser det, men også når vi beder det. Derfor er rytmen og klangen en vigtig del af oversættelsesarbejdet.
Prøv selv at læse den nye tekst højt. Hvilke ord falder naturligt, og hvor møder du noget uvant? Er der en formulering, du hører anderledes eller forstår tydeligere? Læs det nye fadervor i prøveoversættelse her:
Vores far, du som er i himlen!
Lad dit navn være helligt,
dit rige komme,
din vilje ske,
på jorden ligesom i himlen!
Giv os i dag vores daglige brød.
Tilgiv os vores skyld,
ligesom vi tilgiver andres skyld mod os.
Før os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er riget og magten og æren i evighed.
Amen!
Et skridt på vejen mod Bibelen 2036
Fadervor står i Matthæusevangeliets sjette kapitel (vers 9-13) og indgår derfor i arbejdet med den nye autoriserede bibeloversættelse, som skal udkomme i 2036. Årets udgivelser er oversat fra Bibelens grundsprog, og den endelige ordlyd fastlægges gennem det videre oversættelses- og redaktionsarbejde.
Du kan fortsat bede fadervor med de ord, du kender. Den nye prøveoversættelse gør ikke tidligere versioner forkerte, men giver dig mulighed for at møde den velkendte bøn med nye ord.
Matthæusevangeliet
| Sidetal: | 116 sider |
|---|---|
| Indbinding: | Softcover med flapper |
| Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
| Varenummer: | 978-87-7232-392-3 |
|---|---|
| Mål: | 12,5 x 18,5 cm. |