Dette glasrør indeholder angiveligt dråber af Jesus' blod. Det opbevares i 'Det Hellige Blods Basilika' i den belgiske by Brügge. Foto: Wikimedia Commons
Dette glasrør indeholder angiveligt dråber af Jesus' blod. Det opbevares i 'Det Hellige Blods Basilika' i den belgiske by Brügge. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvad er et relikvie?

Hvad er et relikvie? Og er det kun noget, som katolikkerne bruger? Ph.d. i teologi Kasper Dalgaard giver et svar.

Til Bibelselskabet

Hvad er et relikvie? Er det kun noget, katolikkerne bruger?

Hilsen en læser

***********************************

Kære Læser.

Relikvier findes i stort set alle religioner; der findes således både relikvier fra Moses og flere andre af personerne i Det Gamle Testamente, fra Buddha og fra profeten Muhammed, hvis efterladte sværd, skæg og en tand blandt andre ting endnu kan ses i Istanbul. Og hertil, naturligvis, også relikvier fra Jesus og de andre personer, der fortælles om i Det Nye Testamente — fra både de tre vise mænd, over Jomfru Maria til samtlige apostlene.

Men hvad er egentligt et relikvie, og hvorfor æres de så mange steder? Og hvorfor æres de ikke af protestanter? Ordet ”relikvie” kommer af det latinske reliquiae og betyder blot ”efterladte ting”. For kristne hentes bevisførelsen for denne tros sandhed både i Bibelen, hvor både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente fortæller om helbredelser ved brug af hellige personers genstande, men også fra hvad senere kristne forfattere beretter. De første kilder, der omtaler sådanne helbredelser, er fra ca. år 156. Dermed er der både tegn fra Bibelen og fra den tidlige kristne dødskultorienterede tid på, at en sådan æring af knogler og genstande hurtigt var blevet en central del af den kristne tro.

Det man ærede, var en død person, der havde levet et forbilledligt liv og som kirkens undersøgelser beviste, nu befandt sig hos Gud i Himlen. Denne bevisførelse er en omstændelig praksis, der består i undersøgelser af den afdødes liv og levned, og som bekræftes af, om der sker mirakler ved personens relikvier. Hvis det findes, at en person har levet et godt nok liv og været en værdig ”beholder for Helligånden”, kan hans krop, knogler og andre efterladte ejendele æres af de kristne. Denne tradition voksede med årene, indtil det i 787 ligefrem blev fordømt ikke at ære sådanne relikvier, sådan som kirken krævede. Det er vigtigt at understrege, at man netop ”ærede” helgenerne og deres efterladte ting, men ikke ”tilbad”, hvilket ifølge katolsk tro ville være lig med en afgudsdyrkelse.

Relikvier deles af den Katolske Kirke op i tre grader af vigtighed; ”Første klasses” relikvier er dele af kroppen (for eksempel Jesus’ forhud eller apostlen Thomas’ knogler). Relikvier af ”Anden klasse” er genstande, som er blevet brugt af personen (f.eks. værktøj eller de instrumenter, der medførte vedkommendes død, som for eksempel Jesus’ kors). Den tredje og sidste klasse er ting, der har rørt ved relikvier af første eller anden grad; således fx et søm, der har rørt et af sømmene fra Jesus’ kors.

Gennem historien og især i middelalderen bragte de mange pilgrimme og korsfarere ofte relikvier af varierende ægthed med sig tilbage til Europas afkroge. Dette både spredte traditionen og kunne være af afgørende betydning for de landsbykirker, som modtog disse hellige souvenirs. En lille kirke, der fik ry for at besidde et helligt stykke relikvie, kunne hurtigt, ved donationer og anden handel, vokse sig større, og mange af de mest imponerende kirker skylder deres bygninger til betalende pilgrimme.

Årsagerne til at æringen af en knogle eller et stykke træ betød og endnu betyder så meget, er mange, men dels er det for den troende et stykke håndgribeligt kristendom, der kan gøre det nemmere at forstå og fastholde troen, dels håbede mange at få helbredelse for de sygdomme, der har hærget gennem tiden, for eksempel pesten, der gennem middelalderen, dræbte ufattelige mængder af mennesker. I mangel på viden om disse frygtelige epidemier og virksomme behandlinger af dem blev de ofte anset for guddommelige straffe for menneskehedens ondskab, og mange søgte derfor trøst i de mirakuløse beretninger og håbede på selv at gå fri for pesten ved for eksempelvis at berøre Thomas’ knogler eller kysse et stykke af Jesus’ kors.

Det sidste spørgsmål er hvorfor protestanter og dermed den danske folkekirke ikke længere følger helgendyrkelsen. Dette spørgsmål har sit svar i reformationen. Det var et opgør med flere dele af den daværende kristendom, og begyndte i Tyskland anført af Martin Luther og Philipp Melanchthon. En vigtig del af deres kamp, der startede i 1517 og snart kom til Danmark, foregik under slagordet ”Solus Christus”, hvilket er latinsk for Kun Kristus, hvilket kort fortalt betød, at kun Kristus var bindeled mellem den enkelte kristne og så Gud — hvilket effektivt fjernede både pave og helgener fra den protestantiske del af kristendommen. Dermed ophørte den almindelige æring af relikvier i Danmark, hvorved de fleste relikvier forsvandt fra både troen og historien.

Selvom relikviedyrkelsen således ikke længere er almindelig i Danmark, er den det endnu for størstedelen af verdens kristne. Et glimrende eksempel på det er, at efter pave Johannes Paul II’s død i 2005, tilbød Vatikanet på deres internetside alle interesserede muligheden for at få et stykke af hans præstedragt gratis som et relikvie — og på få dage fik man over 200.000 henvendelser.

Med venlig hilsen

Kasper Dalgaard, ph.d.



Kasper Dalgaard har en ph.d. i teologi og er tidligere ekstern lektor på Det Teologiske Fakultet ved Københavns og Aarhus Universitet. I dag er han ansat ved 3K - Professionsbacheloruddannelsen i Kristendom, Kultur og Kommunikation, ved Uddannelsescenter Diakonissestiftelsen. Hans primære forskningsområde er Det Nye Testamente, og han har bl.a. skrevet bogen »Jesus« om skiftende historiske forståelser af JesusSe hans andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk