Brevkassen: Kan reinkarnation og kristendom forenes?

Hej,

Der er nogle, der påstår, at re-inkarnation er foreneligt med den kristne tro og lære (bl.a. inspireret af Martinus Thomsens lære), og der henvises bl.a. til, at Johannes Døberen er den genkomne Elias (Matthæusevangeliet kapitel 11), ligesom Thomasevangeliet skulle have nogle udtalelser, der kan tolkes hen ad re-inkarnation. Der skulle efter sigende også tidligere have været skrifter, der underbyggede dette, men som for længe siden er blevet fravalgt/fjernet fra den nuværende Bibel.

Jeg har dog overordnet meget svært ved at se, hvordan tanken om re-inkarnation skulle kunne forenes med den kristne tro og lære?

Med venlig hilsen

Suh

*****************************

Kære Suh

Jeg forstår godt, du har svært ved at forene reinkarnation med kristendom. Det lader sig nemlig ikke gøre.

Det fremgår tydeligt, hvis man sammenligner reinkarnations-lærens grundantagelser med kristendommens. For det første bygger reinkarnations-læren på den opfattelse, at ånd og krop ikke udgør en enhed. Dermed åbnes muligheden for, at et menneskes ånd kan skifte opholdssted fra den ene krop til den anden. Ifølge kristendommen udgør ånd og krop en enhed. Ligesom man kun har én ånd, har man kun én krop. Kroppen opfattes i den henseende ikke som åndens hylster, men snarere som dens udtryk. Som filosoffen Emmanuel Lévinas understreger, er der noget enestående og uerstatteligt over ethvert menneskes ansigt.

For det andet indebærer reinkarnations-læren, at mennesket selv er herre over dets skæbne og evige bestemmelsessted, da de er resultatet af gerninger begået i tidligere inkarnationer eller den nuværende. I modsætning til dette påpeger kristendommen, at livet og kærligheden ikke vores besiddelse, men en gave fra Gud. Selvom vi har et ansvar for os selv og andre, er vores skæbne til syvende og sidst ikke i vores hænder, men i Guds. Det udtrykker vi med opstandelseshåbet. 

Således er reinkarnation en forklaring på det evige liv. Men den er ikke en forklaring på den evige kærlighed.

Kærlighed, der varer evigt

Endelig vanskeliggør reinkarnationstanken evige kærlighedsrelationer. For hvordan skal jeg elske et menneske, der hele tiden antager en ny form? Hvordan er en konkret kærlighedsrelation mulig med en ånd, der til sidst smelter sammen med sit evige ophav, nirvana, der let kan minde om et intet? Således er reinkarnation en forklaring på det evige liv. Men den er ikke en forklaring på den evige kærlighed.

Ikke accepteret

Derfor har man fra kirkens første tid taget afstand fra reinkarnations-læren. Ingen af oldkirkens teologer accepterede den. Ingen af middelalderteologerne beskæftigede sig med den i deres troslære. Ingen protestantisk teolog har behandlet den imødekommende. Udsagnet fra Matthæusevangeliet kap. 11,11-15 om at Johannes Døberen er den genkomne Elias, har man fra kristen side tolket i overført betydning og dermed tillagt Døberen en afgørende profetisk rolle i forhold til Jesus.

Thomasevangeliets kryptiske udsagn om, at ’de levende ikke skal dø’, kan ligeledes udtrykke troen på Kristus som den, der fører mennesket fra død til liv. Summa summarum: Kirken har fra første færd taget afstand fra læren om reinkarnation. Begrundelsen har til alle tider været den samme: Reinkarnations-læren er uforenelig med den kristne opfattelse af Gud, kærlighed, og hvad det vil sige at være menneske.

En hel del tilfælles?

Når det forholder sig sådan, hvad skal man så lægge i påstandene om, at kristendommen har, eller rettere har haft, langt mere tilfælles med reinkarnations-læren, end det antages i dag? Her er det overraskende svar: en hel del! For at forstå dette, er det nødvendigt at gå tilbage til den antikke verden nogle århundreder før Kristus. Dengang, som nu, var en mængde religiøse ideer i omløb, deriblandt reinkarnations-læren. Reinkarnations-tanken blev aldrig dominerende, men fik alligevel en vis udbredelse. Filosoffen Platon benytter den adskillige gange, eksempelvis i værkerne Staten og Timaios. I sidstnævnte advarer han sine mandlige læsere om, at hvis de ikke opfører sig ordentligt, vil de blive genfødt som kvinder! Kvinderne skal nu også passe på. Ellers vil de blive genfødt som dyr! Inden for platon-forskningen er man ret overbevist om, at Platon ikke selv var tilhænger af reinkarnations-læren. Han brugte den snarere til at formidle nogle filosofiske pointer. Men man er ligeså overbevist om, at han troede på sjælenes præeksistens. Denne opfattelse delte han med sin elev, Aristoteles, og mange andre af antikkens tænkere. Med andre ord, selvom disse filosoffer ikke troede på reinkarnation, troede de på ’inkarnation’ forstået som sjælenes præeksistens.

Da kristendommen blev født, har dette tankegods haft så stor tyngde, at det blev overtaget af oldkirkens mest betydningsfulde teologer. Origenes (185-254) var f.eks. livet igennem overbevist om sjælenes præeksistens, en opfattelse af at sjælen eksisterer før ('præ'), den kommer til verden i en fysisk krop. Det var en integreret del af hans teologi og sågar forestilling om verdens indretning (kosmologi). Kirkefaderen Augustin (354-430) troede på sjælenes præeksistens i sin ungdom, men blev efterhånden mere og mere usikker, og denne uafklarethed bevarede han til sin dødsdag. På de kirkelige koncilier, stormøder, hvor man fastlagde den kristne lære, var man dog enig om at tage skarp afstand fra læren om sjælenes præeksistens. Det resulterede i, at Origenes blev gjort til kætter med den tragiske konsekvens, at størstedelen af hans litterære produktion er gået tabt for eftertiden.

Da Bibelens kanon af autoritative skrifter blev fastlagt i det 4. århundrede, har ideerne om reinkarnation og sjælenes inkarnation været i omløb. Nogle har givetvis ønsket, at de blev indoptaget i Bibelen. Det blev de ikke, og derfor er de naturligvis heller aldrig blevet fjernet igen. Men da man fastlagde, hvilke skrifter, der skulle udgøre de bibelske skrifter, har man helt sikkert fravalgt tekster, der indeholdt reinkarnations-læren og læren om sjælenes præeksistens. De kunne ikke komme på tale, da de ikke var repræsentative for kristendommen.

Kristendommen er uforenelig med reinkarnationslæren

Så svaret på dit spørgsmål må være, at kristendommen er uforenelig med reinkarnations-læren, men den har ikke altid været uforenelig med elementer af den, altså læren om sjælenes præeksistens. Nogle vil opfatte dette som et svaghedstegn. Men er det ikke snarere en styrke? Kristendom er ikke en livløs, urørlig ting, og har aldrig været det. Den er en levende tro. Og en levende tro er kendetegnet af åbenhed, spørgsmål og bevidstheden om, at vi alle er på vej.

Venlig hilsen

Martin Herbst

Martin Herbst er cand.theol., sognepræst i Korsvejskirken på Amager og forfatter. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.