Elektra
ELEKTRA udkommer den 30. september på Bibelselskabets Forlag.

29.09.2016 Bibelselskabet

Ny krimi er inspireret af fortællingen om Kain og Abel

I den anerkendte krimiforfatter Jakob Melanders nye bog ”Elektra” har han forladt den anmelderroste serie om københavnerbetjenten Lars Winkler for en stund til fordel for en hæsblæsende krimi inspireret af den bibelske fortælling om Kain og Abel

Lederen af Det Radikale Venstre og landets kommende statsminister myrdet i sine forældres hjem i Charlottenlund. Fundet i sin brors blodige favn og med drabsvåbnet — en økse — ved sin side. Presset ud af politikorpset og med en bror, der er dræbt i tjenesten, er Andreas Bjørn på vej direkte mod afgrunden. Og da ekskæresten Katharina, lillesøster til både offer og hovedmistænkt, beder om hjælp, står han over for sit livs dilemma. Og morderen er langtfra færdig …



33 år tidligere i Athen slog juntaen ned på fredelige demonstranter med uhørt brutalitet. I et kaos af molotov-cocktails og revolutions-romantik mødte en ung dansk arkæolog kærligheden og blev forandret for altid.



Dette er alle historier, læseren bliver præsenteret for i Elektra. Hver især kredser de tre fortællinger om temaet brodermord. Samtidig bæres bogen af en politisk ramme i dagens Danmark og i juntatidens Grækenland. Men hvilken andel har fortidens heksekedel af sex og politik i nutidens tragedie?



I sin nye krimi tager Jakob Melander livtag med store eksistentielle temaer som familie, jalousi og tab og går tæt på, hvad der sker, når hævn bliver altødelæggende. Og bogen handler desuden om menneskets evne til at overvinde selv den sværeste modstander.



”Når der, dér, hvor der bør være kærlighed i familieenheden, optræder det modsatte, er det ekstremt tabuiseret. Jeg synes, det er interessant at undersøge, hvad der sker, når kærlighed bliver til had,” siger Jakob Melander.

FAKTA OM FORFATTEREN

Jakob Melander (født 1965) er en dansk krimiforfatter og tidligere musiker. Han debuterede i 2013 med krimien ”Øjesten”, der er første del af serien om københavnerbetjenten Lars Winkler. Siden er bøgerne ”Serafine”, ”De berusedes vej” og ”Det bedste til mig og mine venner” føjet til. Jakob Melander er kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og desuden uddannet dramatiker.

Elektra

Køb ELEKTRA her

Jakob Melanders ELEKTRA udkommer på Bibelselskabets Forlag den 30. september. Læs mere om bogen her, og bestil den i vores netbutik.



Køb ELEKTRA