Stormene
Maria Hellebergs store roman om reformationstiden får ros i pressen.

01.06.2017

Nyt storværk af Maria Helleberg går i kødet på reformationstiden

Maria Helleberg er den historiske romans dronning, og med sin nyeste bog har hun kastet sig over reformationstidens Danmark. En stor fortælling om kærlighed og rå magt

”Alle døre åbnede sig. Det har på alle måder været et kærlighedsarbejde.”

Sådan beskriver forfatter Maria Helleberg arbejdet med sin nye roman, Stormene.

Maria Helleberg har skrevet en stor historisk roman, som udspiller sig i reformationens Danmark, hvor ”stormene” – de store forandringer – er på vej, men ingen ved det. Alt virker normalt. Der er kun én kirke i Europa. Alle tror på den samme fortælling om liv, død og Gud. Og mens en ung munk finder fred og livsindhold i et kloster, flygter en ung nonne.

Samtidig er det historien om et af danmarkshistoriens mest komplicerede kærlighedsforhold. Fortællingen om to unge mennesker, der ønsker et bedre liv. I løbet af et år får de begge alt, hvad de kunne bede om, og mere til. Hun bliver skilt, han bliver biskop, og en livslang kærlighedshistorie begynder. Magt, rigdom, politisk handlekraft og erotik blandes. Synd bliver til salighed, cølibat til erotisk betagelse, religion til politik, politik til krig.

Efter borgerkrig og reformation er alle havnet et andet sted, end de drømte om. Store forandringer kræver ofre og ny tilpasning. Hvad er vigtigt, når man har mistet alt det, som gjorde livet værd at leve?