På flugt i Jesus’ navn

Ramadanen var i fuld gang. Irans muslimer markerede med en måneds faste, at det var omkring 1.400 år siden, at profeten Muham­med fik sin første åbenbaring af ærkeenglen Gabri­el. Fasten er en af islams fem søjler og påbyder muslimer at afholde sig fra at spise, drikke og have kønslig omgang. 14-årige Saeed og hans gode ven Amir var glubende sultne. De trak ind i en park. Med sig havde de en sandwich, som de begyndte at dele i al diskretion. Troede de. Pludselig dukkede en politimand op. Han gav spontant Saeed en syn­gende lussing, og arresterede Amir, der med sine 18 år var myndig og derfor kunne straffes. Dom­men faldt hurtigt: 70 piskeslag på ryggen.

Saeed kigger op fra sin frokost. Vi mødtes for få dage siden til en bibelstudiegruppe i Nordsjælland, og jeg har inviteret ham på frokost i Bibelselskabet for at få ham til at fortælle, hvad der fik ham til at konvertere, og hvordan han endte som asylansøger i Danmark. Han er nu blevet 29 år og taler flydende engelsk.

”Episoden i parken var en grundrystelse. Jeg mistede troen på islams Gud. Hvad var det for en Gud, der hele tiden truede mig, hvis jeg ikke faste­de og bad på den rigtige måde?”

Ateist og søgende

I gymnasiet og senere på universitetet stillede Sa­eed mange spørgsmål i religionstimerne. Han ople­vede, at han spurgte i øst, og der blev svaret i vest. Lærerne var ikke tilfredse med hans indsats i mo­skeen; han deltog ikke ofte nok i bønnemøderne. Så han blev straffet med dårligere karakterer, selv om han var en af de dygtigste i sin klasse. Det lyk­kedes ham dog at få en høj stilling i et internatio­nalt firma efter at have afsluttet sin kandidatgrad inden for business.

”Jeg blev efterhånden chefens betroede medar­bejder og levede et privilegeret liv, arbejdede hårdt et par uger, havde en uge fri og tjente godt.”

Flere kolleger var fra udlandet. En af dem talte Saeed særligt godt med. Selv om kollegaen kun så sin hustru og børn et par gange om året, var han al­tid tilfreds. Det undrede Saeed. ”Min far passer på familien,” forklarede kollegaen. Det kunne Saeed ikke få til at hænge sammen, for kollegaens far var død. Så uddybede kollegaen: ”Min far i himlen.” Saeed blev nysgerrig og ville vide mere om denne kærlige far. På et tidspunkt sagde kollegaen:

”Tilgivelse giver større tilfredsstillelse end straf og hævn.”

Det var nyt. Meget af det kollegaen fortalte var i det hele taget nyt, men det, der gjorde størst indtryk, var, at kollegaen foregik med et godt eksempel. Han var simpelthen anderledes. Det strålede ud af ham, at han gjorde sig umage for at efterleve det, han prædikede.

Livstruende sygdom

En morgen vågnede Saeed op og havde forfærde­ligt ondt i munden. Firmaets læge så på hagen, der var svulmet påfaldende op. Så han blev anbefalet at flyve til Teheran for at blive undersøgt nærmere. Saeed glemmer aldrig den dag, han sad i speciali­stens kontor. I den ene hånd holdt specialisten røntgenbilledet af Saeeds hage, mens han med den anden hånd legende kørte en dims omkring sin fin­ger. Så kom det:

”Er der tilfælde af kræft i din familie?”

Saeed stivnede, mens tankerne søgte i retning af hans mor, der var død af brystkræft 6 år tidligere. Det viste sig, at der sad en tumor i Saeeds hage, og den skulle væk hurtigt. Men operationen ville koste mange hundrede tusinde kroner, og dem havde Sa­eed ikke, selv om han tjente godt og kom fra en fa­milie med en glimrende indkomst. Ulykkelig og rådvild rejste Saeed tilbage til sit firma. I flyet kom han til at sidde ved siden af en mand, der ikke kun­ne undgå at bemærke, at tårerne trillede ned ad kinderne på Saeed.

”Hvad trykker dig?” spurgte manden. Saeed ry­stede bare på hovedet. Han orkede ikke at indvie den fremmede i sin ulykke, men anden gang man­den spurgte, forklarede Saeed, hvad der var galt.

”Har du røntgenbillederne?”

”Ja,” svarede Saeed tøvende.

”Så lad mig se dem.”

Manden studerede billederne indgående og sag­de så: ”Jeg tror godt, jeg kan hjælpe dig.” Det viste sig, at manden var tandlæge.

Saeed rykker frem i sædet, kniber øjnene let sammen og spørger: ”Hvad er sandsynligheden for, at jeg lige kommer til at sidde ved siden af en tand­læge, i 8000 meters højde, der vil hjælpe mig?”

Saeed blev indlagt på et hospital og opereret. Da han vågnede, fik han øje på blomster, så han et kort øjeblik troede, han var kommet i himlen. Tandlæ­gen dukkede op og fortalte, at operationen var vel­lykket. Saeed skulle i øvrigt kun betale for opholdet på hospitalet, hvor han skulle være nogle uger.

Et mirakel

”For mig var det et mirakel. Jeg kunne ikke tolke det anderledes. Så da jeg kom tilbage på jobbet, opsøgte jeg min kollega og sagde, at jeg ville vide mere om Bibelen og den kristne Gud.”

Tilgivelse giver større tilfredsstillelse end straf og hævn.

Fritiden gik nu med bibelstudier. Hvad kollegaen fortalte, begyndte Saeed at fortælle videre til an­dre, efterhånden som han blev fortrolig med fort­ællingerne. Han producerede pamfletter, delte sin tro og syntes, han havde fået et nyt, rigt liv.

Men en dag da han besøgte sin far og søster ban­kede det hårdt på døren om aftenen ved 22-tiden. Det var sikkerhedspolitiet, som havde fået nys om, at Saeed evangeliserede – hvilket betød risiko for dødsstraf. Saeed sprang op ad trapperne og tog flugten over tagene. I en periode boede han hos forskellige venner. Da han ringede til sin chef i firmaet, antydede chefen, at det ville være far­ligt for ham at komme på arbejde.

”Min chef passede på mig. Sikkerhedspolitiet har ører alle steder. Så jeg vidste, at jeg ikke mere var i sikkerhed i Iran. Jeg blev nødt til at forlade det liv, jeg havde.”

I sikkerhed

”Jeg var sulten, men jeg kunne ikke få mig selv til at tigge, så jeg kiggede i stedet for i skraldespandene. Det kunne jo væ­re, at nogen havde smidt lidt mad ud. Men i Danmark spiser I op,” ler Saeed. Udmattet endte han med at henvende sig til politiet. Her blev han bedt om at vente på en bænk udenfor. På et tidspunkt kom en dame forbi. Hun var i 50’erne, kigge­de undersøgende på Saeed og spurgte, hvad han lavede. Da han havde forklaret hende sin situation, tog hun sin pung op og rakte ham en 100-krone-seddel med ønsket om en glæde­lig jul.

”Jeg har stadig sedlen. Den bestyrker mig i, at jeg er kom­met det rigtige sted.”

Det sidste år har Saeed boet i forskellige asylcentre. Han er kommet i flere kirker og menighedshuse og haft travlt som fri­villig oversætter til bibelkredse. Undervejs blev han døbt. Sa­eed har mange drømme, der venter på at blive indfriet.

”Jeg drømmer om at stifte familie, og så vil jeg gerne ar­bejde for FN. De reddede mit liv. Det kunne også være fanta­stisk at opleve Jerusalem. Men først skal jeg have svar på, om jeg får opholdstilladelse. Og så skal jeg hvile lidt. Lige­som Gud hvilede på den syvende dag. Det er stressende at vente på svar. Jeg må indrømme, at jeg ikke har sovet meget de sidste uger.”