Påskedag – meditativ refleksion

Find et påskested i verden. Sæt dig, hvor hjertet kan slå frit. Ja, ikke bare sæt dig - slå dig ned. Indtag stedet. Mærk, hvor du rører ved jorden. Fornem jorden under dig et sted. Læg også mærke til verden omkring dig. Luften, himlen. Dufte. 

Tag tre dybe indåndinger for troen, håbet og kærligheden. 

Begyndelsen
Tidlig morgen. Påskedag. Mørket er her endnu, men noget er begyndt og vi ved ikke helt hvad. Her begynder vi.

---
Ånd ind: Noget er begyndt. 
Ånd ud: Synk ned i begyndelsen.
---

Tag imod ordene fra Bibelen. Gå ind i fortællingen. Modtag dem så kraftfuldt og kærligt, som de er tænkt:

“Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.”

Pause

“Og se ...  jordskælv … stenen væk ...”

Pause

... engel – ”som lynild, klæder hvide som sne”

Pause

“Frygt ikke! …
Han er ikke her ... 
Dér skal I se ham”

Pause

“Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde … løb”

---
Ånd ind: Noget er begyndt. 
Ånd ud: Gå det i møde.
---

Engel
Du går med Maria og Maria ud til graven. Du går derud for at være sammen med liget. Se ansigtet. Din ven. Fatte døden. Ære livet. Og hvad skulle du ellers? Det strammer i halsen. ”Det er sorgen,” siger Maria. Hun kan mærke det samme. Vi siger ikke andet. 

Det er nat, nej det er morgen, det er lige i overgangen mellem mørket og lyset, og pludselig ryster verden. Grunden. Stenen nærmest kastes væk. Rystelserne sætter sig i kvinderne. De griber hinandens hånd. Verden åbner sig. Graven. Vagterne dejser om - det er livskraften, de kan vist ikke tåle den. Livskraften lyser vildt i solopgangen. Som et lyn. Kvinderne kalder den Engel. Engel er en slags lyn, og lynet åbner hjertet, som var det et øje. Og hjertet kalder alle kroppens celler til at rette sig mod dette ene punkt i universet. Dette nu. 

Engel siger: Der er intet i verden at være bange for. Se! Mørket er tomt. Søg ikke efter liv der! Gå mod fremtiden. Vær i det nu, der kommer jer i møde. Der er den elskede.

Maria og Maria. De holder stadig hinandens hænder. Deres hud har ændret struktur. Som havde Engel lagt sin lynhånd på deres kinder, overført lys til vævet. Ansigterne står vid åbne. Halsene er varme og bløde. 

Måske står du der ved siden af dem? 

Livskraften strømmer ind i dem. Håb hældes i dem, som var deres kroppe champagneglas, der blev fyldt af Dom Perignon. Det er en fryd. De mærker trangen til at falde på knæ.

Står du der stadig sammen med dem? Knæler du?

”Vi må videre nu, Engel, se, benene er allerede begyndt at løbe,” siger Maria. Kjolernes lyd mens de løber. Det tunge stof over benene, der løber, flyver, er den eneste lyd i universet. Hjerterne slår i takt hele vejen. Propfyldte af gud. Gud mig her og Gud mig der. Gud. De griner, da de er tilbage og står foran huset. Ler - som perler, der hopper ud af deres halse, glider ned over kjolerne og triller ned på den røde jord. 
---
Tag igen tre vejrtrækninger. Ånd troen, håbet og kærligheden ind. Ånd den ud i alle celler. 

Og en mere for kærligheden. Lad den bo i dig. 

Sid lidt i stilhed. 

Mikropraksis
Form dine hænder som en skål og sig tak for det liv, du modtager. Stykker af tro, håb og kærlighed i en splittet verden. Ræk livet videre. 
---
Gå med Guds fred, der overgår al forstand.