At møde andre mennesker, at være lydhør og at være gæstfri har igennem årene været nøgleord for modtageren af Bibelselskabets Pris 2019, Niels Nymann Eriksen. Og han finder inspiration i såvel Bibelen som i norsk fjeldhytte-kultur, når han skal beskrive kirkens og det mellem-menneskelige møde med den fremmede:

”Vores kirke og fællesskaber skal være som de offentlige norske fjeldhytter; vi ankommer, tænder op i pejsen, laver mad og spiser, gør os tilpasse, føler os hjemme. Men dagen efter træder andre vandrere ind i hytten, og den tilhører dem lige så meget, som den tilhører os. Den kristne fordring er da, at vi gør plads og gør fælles i taknemmelighed over Ham, der har rejst hytten for os, og som vi skylder alt. For den kærlighed, Gud viser os, er netop kærlighed til dem, der er fremmede og er blevet væk.”

Diakoni med Bibelen i baglommen

I 2010 var Niels Nymann Eriksen med til at udgive skriftet ”Kirke og migration – 10 principper for kirkeligt engagement vedrørende asyl, indvandring og integration”. Det er kendetegnende for de 10 principper, at de alle er bibelsk funderet. Niels Nymann Eriksen finder også utallige eksempler i Bibelen, der opmuntrer til gæstfrihed, både i Det Gamle og i Det Nye Testamente. Den største inspiration finder han dog i evangeliernes Jesus:

”Når Jesus i Matthæusevangeliets kapitel 25 siger, at det, vi gør imod én af hans mindste, gør vi imod ham, så bliver mødet med den fremmede, den udsatte, med den, der så at sige står uden for fjeldhytten, til mødet med Jesus. Han møder os så at sige som den fremmede, og vil vi møde Ham, så må vi møde den fremmede.”

Fællesskab går over grænser

Niels Nymann Eriksen har igennem årene gjort sig bemærket ved sit diakonale arbejde for indvandrere på Vesterbro i København. Siden han startede som indvandrersekretær på Mødestedet Vesterbro i 1999 og frem til i dag, hvor han arbejder som sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken i København, har Niels Nymann Eriksen været optaget af at skabe ligeværdige møder mellem mennesker på trods af sociale, kulturelle og nationale forskelle:

”For mig er det en del af det kristne vidnesbyrd, at fællesskab går over grænser. På den måde har jeg med årene ændret min kirkeforståelse. Selv om jeg sætter pris på vores folkekirke, vores salmetradition og alt det, der følger med, så ejer vi ikke kirken, den er fælles med den fremmede, der træder ind. Og på den måde er jeg kommet til at holde af tanken om, at vi egentlig alle er pilgrimme og fremmede i kirken.”

Vigtigt at bytte roller

I Apostelkirken har Niels Nymann Eriksen konkret arbejdet med, hvordan de bedst skaber engagement hos migranterne, der kommer i kirken:

”I starten tænkte vi: de skal have lov at slappe af, når de kommer i kirken, så vi indtager værtsrollen. Men det virkede ikke. Så i stedet begyndte vi at engagere dem, også for at skabe respekt omkring dem og deres deltagelse. Så vi prøvede det, vi nu gør i dag, søndag efter søndag: En migrant byder velkommen i kirken, deler salmebøger ud, og som regel er det også migranter, der hjælper med uddeling af nadver og laver mad, når vi spiser frokost efter gudstjenesten. På den måde er vi fælles i kirken, ingen ejer den, den tilhører dem lige så meget, som den tilhører os.”