Profeter

Det vrimler med profeter i Det Gamle Testamente. Både sande og falske. Men for at være en sand profet skal man være kaldet af Gud til at sige det, Gud vil have. Og så skal man så at sige give det lyd og liv.

En profet er nemlig ikke én, der kan spå om fremtiden, men derimod én, der ’fremsiger’ noget på en andens vegne. Profet kommer af det græske ord ’profemi’, der betyder ’at sige frem’. Som profet skal man således tale på Guds vegne og være talerør for Gud.

Derfor er det vigtigt, at det så netop er Guds ord, der kommer ud af en profets mund og ikke profetens egne.  Derfor får én af profeterne, Esajas, renset sine læber med et stykke gloende kul, så han kan tale Guds ord rent og klart. Profeten Jeremias får Guds ord lagt ind på sin tunge, og profeten Ezekiel får en skriftrulle med Guds ord lagt ned i maven.

Ordet, budskabet, bliver med andre ord en stadigt mere selvstændig del af profeterne, samtidig med at det bliver lagt stadig længere ind. MariaJesus’ mor, lægger sig i forlængelse af profeterne fra Det Gamle Testamente, der bliver udvalgt af Gud til hver deres særlige opgave.

Også Maria får Guds ord lagt ind i sit liv.  Det er Jesus, som hun skal bære og siden føde og derved bringe ham til verden. 
At bære på Kristus, Guds ord, er ikke uden problemer. Maria må gennemleve mange sorger og bekymringer i sit liv som mor til Jesus.

Man kan overveje, om det måske i virkeligheden er hende, der bærer Kristus, eller om det snarere er ham, der bærer hende, i alt det hun må igennem i sit liv. Og om man i virkeligheden kun som profet kan være bærer af Guds ord, fordi man er båret af det.