Q&A for prøveoversættelserne af Anden Mosebog, Tredje Mosebog og Matthæusevangeliet
Her finder du spørgsmål og svar om prøveoversættelserne af Anden og Tredje Mosebog samt Matthæusevangeliet
Prøveoversættelserne af Anden Mosebog, Tredje Mosebog og Matthæusevangeliet er en del af det store arbejde frem mod en ny autoriseret bibeloversættelse i 2036. Der er tale om en helt ny oversættelse fra kildeteksterne, ikke om en revision af den nuværende oversættelse. Derfor er ordlyden i udgangspunktet ny. Oversættelsesarbejdet indeholder en konstant afvejning af kildesproget, målsproget, anvendelsen og traditionen (både den, vi er formet, og den, vi former) – og dermed også en række valg, der tilstræber at forbinde de fire hensyn på den bedst mulige måde. Nedenfor følger en række nedslag med forklaringer af nogle af de mange oversættelsesvalg.
Anden og Tredje Mosebog
Hvorfor hedder det ikke længere ”spedalskhed”, men ”pletsygdom”, både i fortællingen om Moses (2 Mos 4,6) og i lovstoffet (3 Mos kap. 13-14)?
Svar:
-
Der er ikke tale om, at ordet ”spedalskhed” er fravalgt, fordi det er et svært eller fremmedartet ord, tværtimod: De fleste ved godt, hvad spedalskhed er, men det, som Det Gamle Testamente henviser til med ordet tzara’át, er noget andet end den sygdom, vi kender som spedalskhed. Derfor ville det være misvisende – og mangel på troskab mod kildeteksten – at fastholde den traditionelle gengivelse.
Der er to grunde til, at det næppe giver mening at skrive ”spedalskhed”. For det første har forskningen fastslået, at det, vi i dag kender som ”spedalskhed” (på lægesprog lepra eller ”Hansen’s disease”), simpelthen ikke fandtes i Mellemøsten på gammeltestamentlig tid. Så det må i sagens natur være noget andet, teksten henviser til. Derfor har mange bibeloversættelser til fx tysk og engelsk de sidste adskillige årtier valgt at gengive det med ord, som svarer til ”udslæt”, ”hudsygdom” e.l., når fænomenet forekommer på menneskehud. Det gælder fx opdateringen af Luther-Bibelen fra 2017. Den anden, og på sin vis vigtigere, grund er, at bibelteksten selv gør det meningsløst at bruge ”spedalskhed”, eftersom 3 Mos kap. 13-14 i detaljer beskriver forholdsregler, når der optræder tzará’at på tekstiler, læder eller murværk. Ordet dækker altså en mere omfattende kategori af kilder til ”urenhed” end blot en menneskelig sygdom.
Hvis det eneste mål var at gøre teksten let forståelig, kunne man oversætte til ”udslæt”, ”mug” og ”skimmel” afhængigt af sammenhængen. Men så ville læseren ikke kunne se, at det netop i den præstelige lovgivnings øjne er ét samlet, vigtigt fænomen. ”Pletsygdom” er på dansk en fremmedartet glose, men fænomenet, som beskrives, er netop også fremmedartet i forhold til vores tænkning.
Hvorfor er pagtens ark blevet til en ”kiste” (2 Mos kap. 25; 37 og 40; 3 Mos 16,2)
- Kildeteksten bruger to forskellige ord for Noas ark og ”pagtens ark”. Det ord, som betegner ”arken” i helligdommen, er altid helt uproblematisk blevet oversat til ”kiste”, når det betegner en beholder til opbevaring af de balsamerede rester af en afdød fyrste (1 Mos 50,26) eller en beholder til indsamling af penge (2 Kong 12,10-11; 2 Krøn 24).
- De fleste steder i Det Gamle Testamente tales der om ”Vidnesbyrdets ark”, dvs. den kasse eller kiste, som ”Vidnesbyrdet” (stentavlerne med De ti bud) opbevares i. Den funktion kommer tydeligere frem, når vi holder os tættere til kildeteksten end tidligere oversættelser gjorde på dette punkt, og kalder den det, den er: En kiste.
Det sjette bud lyder nu ”Du må ikke begå utroskab” (2 Mos 20,14). Førhen stod der ”Du må ikke bryde et ægteskab”. Hvorfor nu det?
Svar:
- På hebraisk står der to ord med i alt tre stavelser, og man kunne måske godt sige, at den mest ordrette oversættelse ville være ”Hor ikke!”
Men så skal læseren vide, at den gamle danske glose ”hor” betegner et samleje mellem en gift kvinde og en anden mand end hendes ægtemand. Sex som (om man så må sige) bryder ægtemandens monopol på sin hustrus krop, kunne man endnu i det 20. århundrede kalde ”ægteskabsbrud”, men i dag opfatter mange fejlagtigt ”at bryde et ægteskab” som noget med skilsmisse, og det ville slet og ret være forkert (skilsmisse forbydes nogle steder i Det Nye Testamente, men aldrig i Det Gamle Testamente).
I Det Gamle Testamentes patriarkalske kultur handlede buddet om gifte kvinder (ikke mindst på grund af arvefølgen), mens mænd i nogle tilfælde uproblematisk kunne have flere hustruer. Men for at få en forståelig tekst i det 21. århundrede har vi ment, at den mindst dårlige løsning var ”utroskab”.
Den offertype, som i DO92 hed ”syndoffer”, er nu et ”renselsesoffer” (2 Mos 29,14.36; mange steder i 3 Mos, bl.a. kap. 16 om ritualet for forsoningsdagen). Hvorfor?
Svar:
- Den rolle, som ”urenhed” spiller i bestemmelserne om helligdommen i 2-3 Mos, er umiddelbart fremmedartet for vores tankegang. Menneskers synder kan bidrage til at gøre helligdommen uren, så Gud ikke kan forblive i den, men det samme kan en række biologiske fænomener som sædafgang, menstruation, børnefødsler og berøring med døde kroppe, som på ingen måde er syndige. Offerets primære funktion er at skaffe denne urenhed bort (uanset om den skyldes synd eller biologiske processer), sådan at Guds fortsatte nærvær kan sikres (se fx 3 Mos 16,16).
Man er i forbindelse med helligdommen i de seneste årtier gået bort fra ordet ”syndoffer”, fordi det giver et for snævert billede af, hvad offeret faktisk er, og prøveoversættelsen følger gældende bibelvidenskab på dette punkt.
I nogle af reglerne om bl.a. ofre i helligdommen i 3 Mos er sproget tilsyneladende blevet ”kønsneutralt”. Førhen stod der, at når en israelit vil bringe et offer, ”skal han” gøre sådan-og-sådan. Nu står der ”man”. Hvorfor?
Svar:
- På bibelhebraisk kan man (som på vældig mange sprog) bruge ”han” specifikt om en mand – og man kan bruge det som almen betegnelse for en person. Der er ingenting i Det Gamle Testamente, der tydeligt tilkendegiver, at fx en enke ikke kunne komme til helligdommen med et takoffer (i 1 Sam 1,24-25 ser det faktisk ud til, at profeten Samuels mor, Hanna, gør det, selv om hendes mand lever i bedste velgående).
Vi har derfor valgt at forstå hankønsformen som ”generisk maskulinum”, dvs. brugt i betydningen ”man”, på de steder, hvor det ikke kan udelukkes, at det kunne omfatte kvinder. (At præsterne ved templet var mænd, er der naturligvis ikke tvivl om).
Hvad er der sket med måleenheder som ”omer” og ”efa”?
Svar:
- Det er et vanskeligt område. Hvis vi bruger kildetekstens udtryk, kommer noget, som var helt dagligdags og velkendt for de oprindelige læsere, til at lyde eksotisk og fremmedartet. Hvis vi omregner til nutidens mål, kan vi ende med nogle ret mærkelige tal, hvis vi ikke runder af (jf. prøveoversættelsen af 1 Mos 24,22, hvor ”en næsering af guld, der vejede en beka, og to armringe af guld, der vejede ti sekel” var blevet til ”… der vejede 7,5 gram, og … 150 gram”).
Vi har i de nye prøveoversættelser valgt et kompromis:- Længdemål opgives i meter og cm (fx når Moses får angivet målene på Vidnesbyrdets kiste).
- Bibelske mønt- og vægtenheder som ”beka”, ”gera”, ”sekel” og ”talent” bibeholdes i teksten.
- Rummål er gengivet med umiddelbart forståelige danske udtryk: ”en hin” = ”en krukke” (fx 2 Mos 29,40); ”en log” = ”et bæger” (fx 3 Mos 14,10-15); ”en omer” = ”en skål” (2 Mos 16,16); ”en efa” = ”en spand” (2 Mos 16,36) og ”en homer” = ”en stor sæk” (3 Mos 27,16).
Matthæusevangeliet
Hvorfor er der ikke længere "vise mænd", men "stjernetydere" i Matthæusevangeliet?
Svar:
- Det græske ord (magos), der traditionelt er oversat med "vise mænd", har som sin grundbetydning magiker, troldmand eller lignende. Sådan oversættes det andre steder i Bibelen: ApG 13,6.8; Dan 2,2.10.
- Oversættelsen med "vise mænd" er derfor i kanten af ordets betydning.
- Valget af "stjernetydere" skyldes historisk evidens for, at ordet i persisk tradition var forbundet med stjernetydning.
Hvorfor er "salig" i "saligprisningerne" gengivet med "lykkelig"?
Svar:
- Det græske ord (makarios), der traditionelt er oversat med "salig", har som sin grundbetydning at være glad, heldig, begunstiget, lykkelig eller velsignet.
- Vi har vurderet, at det danske ord "salig" i dag er indsnævret til at gælde afdøde ("min salige farmor") eller det at opleve en særlig nydelse, så man bliver “helt salig”.
- Der er i 1992-oversættelsen tradition for at oversætte dets hebraiske ækvivalent i Det Gamle Testamente med "lykkelig", fx Sl 1,1; 2,12; 32,2 mv. Det samme gælder enkelte steder i NT: ApG 26,2; Rom 4,7; 1 Kor 7,40.
Hvorfor har I ændret i fadervor?
Svar:
- Siden 1550 har hver ny udgivelse af Det Nye Testamente budt på justeringer af ordlyden i fadervor.
- Vores oversættelse har i respekt for den traditionelle ordlyd og rytme i bønnen fornyet de mest nødvendige elementer.
- Den lidt længere forklaring finder du her.
Hvorfor gengives “sandelig siger jeg jer” (DO92) nu med “det er sandt, når jeg siger jer”?
Svar:
- Det græske ord bag oversættelsen er “amen”, der er en græsk transskribering af et hebraisk ord (“amen”), som har betydningen: “troværdigt”, “pålideligt”, “sandt”.
- Det danske ord “sandelig” har betydningen af, at noget er “sandt”, og bruges som en forstærker herfor, jf. “så sandelig”. Det er imidlertid et arkaisk udtryk og sjældent brugt uden for bibelsprog eller ældre dansk sprog.
- I Det Nye Testamente bruges “amen” i evangelierne af Jesus og uden for evangelierne efter bønner. I begge tilfælde som en måde at stadfæste og validere det sagte.
- Vi gengiver “amen” med “det er sandt” for med et nutidigt dansk at gengive ordets validerende betydning samt at ramme ordets semantiske domæne (“sandt, sikkert, stadfæstet”).
Hvorfor kaldes Oliebjerget for Olivenbjerget?
Svar:
- Både den hebraiske og den græske betegnelse betyder "oliven" og ikke "olie", der dog produceres af oliven.
- Et "oliebjerg" skaber helt andre associationer end et olivenbjerg.
Hvorfor "forråder" Judas ikke længere Jesus?
Svar:
- Bag oversættelsen af Matt 26,15 og Matt 26,23 m.fl. ligger samme verbum, der andre steder oversættes med "udlevere", "fængsle" og andet (græsk: paradidåmi).
- Prøveoversættelsen anvender "udlevere" (Matt 10,17) og "angive" (Matt 24,10), da disse ord er mindre negativt ladede og dermed tættere på den øvrige gengivelse af dette verbum.
Hvorfor er ”legeme” ændret til ”krop”?
Svar:
- I målsproget er der sket et skift, så ”legeme” i dag i højere grad er en lægelig term end hverdagssprog. Vi taler om at have ”ondt i kroppen”, ikke ”ondt i legemet”.
- Der er således tale om en sproglig opdatering, der kan få betydning for det velkendte ord, der bruges i nadverritualet (Matt 26,26). Men det er vurderingen, at “krop” vil kunne fungere fint i en liturgisk sammenhæng.
Hvorfor bruges vendingen "og se" ikke længere?
Svar:
- Matthæusevangeliet er kendetegnet ved udbredt brug af en særlig opmærksomhedspartikel (græsk: idou), der traditionelt er oversat med "(og) se".
- Vi har vurderet, at denne udtryksform er arkaiserende. Vi har derfor på andre måder søgt at gengive den opmærksomhedsskabende funktion, som partiklen udtrykker. For eksempel med "nu", "da" mv. I Matthæusevangeliet 28,20 er de velkendte ord “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” derfor blevet til “Og husk, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Hvorfor er ord, der gengiver citater fra Det Gamle Testamente, kursiveret?
Svar:
- I overensstemmelse med den græske tekst i Nestle-Aland 28. version og flere nyere internationale udgivelser har vi valgt at kursivere oplagte citater fra Det Gamle Testamente.
- Vi har kun kursiveret der, hvor Nestle-Alands tekstversion angiver citater med kursiv.
Matthæusevangeliet
| Sidetal: | 116 sider |
|---|---|
| Indbinding: | Softcover med flapper |
| Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
| Varenummer: | 978-87-7232-392-3 |
|---|---|
| Mål: | 12,5 x 18,5 cm. |