Skåler i vin. Foto: Unsplash.

12.01.2021 Af Eva Jerg, sognepræst

Ræk dit bæger frem: Gud har nok af det hele

Hvad vil beretningen om brylluppet i Kana fortælle os? Sognepræst Eva Jerg hjælper med en udlægning af søndagens evangelietekst

”Skulle vi ikke prøve én gang til?”

Det var det, hun sagde, kvinden ved en gudstjeneste i Århus Domkirke for årtier tilbage. Vi var nået til altergangen. Hun havde kæmpet sig op ad de stejle trapper til kirkens kor og alterbord med en krykke i hver hånd. At hun svajede let, skyldtes måske ikke udelukkende de dårlige ben, men måske også den halvtomme spiritusflaske, der stak op af den ene frakkelomme.

Hun knælede. Fik brødet. I samme øjeblik, vinen var skænket i hendes bæger, lød det med høj røst fra hende: ”Skulle vi ikke prøve én gang til?”

Det er i virkeligheden et både ædrueligt og evangelisk spørgsmål.

Vinunderet i Kana handler om, at der skulle være rigeligt. Rigeligt til at skænke glæden helt til kanten. Rigeligt til at skænke to gange, om så skulle være. Der skulle være fest. For Guds herlighed skulle åbenbares. Det er vinen et tegn på.

Gud har nok af det hele, og Han kan blive ved med at forvandle: vand til vin, sorg til glæde, død til liv, spiritus til Ånd.

Tegn. Det er hvad undere kaldes i Johannesevangeliet. Underne er tegn. For nogle er undere spørgsmålstegn. For Johannes er de udråbstegn. Sådan! siger tegnene, og peger med eftertryk på, hvad Guds intention med et menneskeliv er: At det gerne må være godt. Ja, overflødigt godt!

Med vinunderet får vi et tegn på, at selv om alt kan slippe op for os: vin, glæde, tid, liv, håb, så slipper det aldrig op for Gud. Gud har nok af det hele, og Han kan blive ved med at forvandle: vand til vin, sorg til glæde, død til liv, spiritus til Ånd.

Gud bekymrer sig ikke om, hvor vidt det, Han giver, kan mistolkes eller misbruges. Gud nøjes ikke med at give én omgang mere, men giver så overstrømmende, at det er for meget. Så vidt, så godt. Så overflødigt godt.

Lad os for alt i verden ikke efterfølgende forarges, hvis nogen bagefter ikke kan gå lige, fordi de tømte livets bæger til sidste dråbe.

Lad os gøre kvindens spørgsmål til vores. Som en opfordring til  - når vi har tømt håbets eller tålmodighedens eller tilgivelsens bæger – at lade Gud beskænke os på ny.

Ræk dit bæger frem. Skænk gavmildt op for andre i det.

Og lad os for alt i verden ikke efterfølgende forarges, hvis nogen bagefter ikke kan gå lige, fordi de tømte livets bæger til sidste dråbe.

Vinunderet i Kana var kun det første tegn, begyndelsen på herligheden. Det er kun lige begyndt. Det er kun lige begyndt - på ny.

Skål!

Læs bibelteksterne til 2. søndag efter helligtrekonger 

Eva Jerg er sognepræst ved Christianskirken i Fredericia.

Bibelen 2020

Hele Danmarks nye bibel: En mundret og nudansk oversættelse
Bibelen 2020. Foto: Carsten Lundager.
399,95

Sidetal: 1672 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-210-0
Mål: 15 x 22 x 4 cm.
Udgave: 2. udgave
Andet: Vægt ca. 1,3 kg.