Renæssancen og ideen om de uvidende middelaldermennesker
Luther blev født ind i renæssancens Europa. En tidsperiode der fra sit udgangspunkt i Italien, spredte sig til resten af Europa. Her oplevede man en stigende interesse for antikkens kunst, filosofi og historie
Renæssance betyder ”genfødsel” på italiensk og hentyder til en såkaldt genopdagelse af antikkens kunst og filosofi og dermed en rejse væk fra middelalderens mørke. For renæssancens overklasse stod middelalderen som en mørk og trist periode hvor Europa stod stille hvad angik viden og kunst. Ved at genopdage antikkens lærdom kunne Europa igen bevæge sig fremad.
Dette var naturligvis ikke særligt raffineret eller korrekt tolkning af middelalderen. I middelalderen var antikkens ideer ikke glemt, som de italienske renæssancemennesker troede og ej heller var det en mørk tid hvor mennesket var fanget i uvidenhed.
Renæssancens arrogance
Dette viser en vis arrogance hos renæssancens kunstneriske elite, men også en uvidenhed om tiden før deres eget virke. De troede at antikkens visdom var gået tabt indtil de genopdagede den. Dette til trods for at middelalderens måske mest indflydelsesrige filosof, var Aristoteles (384-322 f.v.t), et multigeni fra antikkens Grækenland.
Thomas Aquinas (ca. 1225-1274), en vigtig teolog i middelalderen, byggede sine teorier ud fra Aristoteles’ lære. Aristoteles var også på Luthers tid, og er til den dag i dag, en filosof der ikke er til at komme uden om, selvom hans skrifter ikke længere tages for den skinbarlige sandhed.
Dengang verden var at lave
Som det oftest er med historiske perioder vil man sammenligne sin egen tid med den foregående og tro at alt er nyt og bedre i denne nye tid (eller omvendt). Forestillinger om fortiden er oftest slørede af ens samtid. Fortiden skal bedømmes ud fra dens egne præmisser ikke nutidens. Kort sagt, er det eneste man med sikkerhed kan sige er at fortiden er forskellig fra nutiden. Derfor kan man heller ikke bedømme om fortiden er bedre eller være end nutiden.
Vores forestilling om tiden før vor egen er nemlig sløret, så når man hører nogen sige at alt var bedre, eller værre i gamle dage, kan man roligt ryste på hovedet. Det eneste der er sikkert, er at tiden før en selv er anderledes, lige såvel som tiden efter vil blive anderledes.
Antikkens sidste levn
Men antikken fik dog alligevel en større udbredelse i Renæssancen, men det skyldtes meget enkelt en større tilgang til antikke tekster end før. Osmannerne erobrede i 1453 Konstantinopel, en by der indeholdt verdens største samling af antikke tekster. Byen var en lille rest af det engang så mægtige østromerske imperium og havde derfor de ældste antikke skriftsamlinger. Ved erobringen af byen flygtede mange lærde til Italien og medbragte flere hidtil ukendte skrifter. Dermed blev væsentlig mere viden om antikken tilgængelig for resten af Europa.
Luther og antikken
Luther selv holdt foredrag om Aristoteles og var uddannet i antikkens tanker og historie. Men i modsætning til mange andre tænkere fra hans tid, var han bemærkelsesværdigt uinspireret af gamle græske tekster. Han brugte bibelen og kun bibelen som udgangspunkt for sit virke.
Luther skiller sig derved ud ved sit bemærkelsesværdige fravalg af antikken som inspirationskilde, trods hans store viden om perioden.
