"Jeg er sammenkrøbet, dybt nedbøjet, dagen er kun sort. Det brænder i mig, jeg er skadet fra top til tå. Jeg er udmattet, knust, mit hjælpeløse hjerte græder."

Sådan lyder et par vers fra Salme 38 i den nudanske oversættelse af Salmernes Bog, som Bibelselskabet udgiver i april. Man spidser ører og forstår umiddelbart, hvorfor netop Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er et af Bibelens mest elskede skrifter.

Salmerne lever i brug. De indgår som grundstamme i den tide­bøn, der bedes i katolske klostre. De blev oversat og sat i melodi i 1500-tallet, og i 1800-tallet gendigtede Grundtvig flere af de gam­meltestamentlige salmer og gjorde dem til en del af den danske sangskat. Mange vil have hørt et udsnit af en salme ved en begravel­se, og andre finder personlig opbyggelse i Salmerne.

Et teologisk speciale af Sigrid la Cour Sonne fra Københavns Universitet har for nylig afdækket, hvordan nigerian­ske prostituerede på Vesterbro bru­ger Salmernes Bog som personlig bønnebog:

”Når jeg læser Salme 23 ved jeg, at det skal nok gå”, siger en af kvinderne: ”Jeg ved, at jeg skal være stærk uanset nød og van­skeligheder og uanset hvilke fristel­ser, der møder mig. Jeg ved, at Gud ser mig. Og jeg ved, at en dag vil alt det her være ovre”.

Den nigerianske kvinde skriver sig ind i en lang række af menne­sker, generation efter generation, der har kunnet spejle sig i rå udsat­hed og desperation, i grim hævnfø­lelse og i jublende lykke og stor for­trøstning. Den, der læser eller hører, får ord på krise og mismod og kan trække næring af det håb om forandring, som gennemspilles i flere af Salmerne.

Når Martin Luther retorisk spørger, hvor man finder finere ord for glæde og dybere ord for sorg end netop i Salmernes Bog, så giver han noget af forklaringen på salmernes enorme slidstyrke. Luther mente til og med, at Salmernes Bog sammenfattede hele Bibelen og var en lille bibel i sig selv; her handlede det ikke om mennesker og Gud, her talte mennesket selv med Gud ud af sit inderste. Her så Gud; her hørte Gud mennesket græde.

Salmernes Bog udgives i en ny, nudansk oversættelse i anledning af Reformationsåret. Salmerne er de samme, men forhåbentlig får den sproglige opdatering endnu flere til at gå i lag med Salmerne og tage dem til sig.

Man kan gøre skriget og bønnen i Salmerne til sit eget. Man kan også høre for eksempel de få ovenfor citerede vers fra Salme 38 som en andens skrig. Et skrig, der trænger sig på og prøver at råbe én op:

”Hvis vi går ind på salmernes måde at bede på”, siger den katolske salmefor­sker Paul Beauchamp, så ”invaderer undertrykte og truede menne­skers klageskrig vort eget rum, besætter vores bøn og måske smelter vore bryderier væk i deres ulykke”. De ulykkelige forvandler os gen­nem deres klage, åbner og udvider vores verden og får os til at ven­de blikket væk fra os selv. Salmerne virker med andre ord. Måske gør de os bedre til at se og høre de andres ulykke – og de andres glæde.