Manal er syrisk flygtning i Libanon og modtager undervisning via et samarbejde med SAT-7 Min Skole. Foto: SAT-7.
Manal er syrisk flygtning i Libanon og modtager undervisning via et samarbejde med SAT-7 Min Skole. Foto: SAT-7.

02.08.2022 Af Thomas Godsk Larsen og SAT-7

Sammen sender vi flygtningebørn i skole

Nyt håb skyder frem i Mellemøsten. Børn, der aldrig har gået i skole før, modtager nu undervisning tre dage om ugen i ét af to centre, der ligger i Bekaa-dalen og i den sydligste del af Libanon

”Mit navn starter med m!”

Stemmen tilhører Manal, ét af de flere end 100 syriske børn i alderen 6-10 år, der har fået mulighed for at deltage i et nyt undervisningstiltag for flygtningebørn i Libanon. Læreren er i gang med at forklare bogstavet m og har spurgt, om børnene kender noget, der starter med m. Manal går også i gang med at finde bogstavet på bøger og blyanter.



”Før hun kom i skole, havde hun intet andet at give sig til end at lege med sten,” fortæller Joanna Abou Rjeily, som er koordinator for projektet. ”Nu kender Manal bogstaverne i sit eget navn. Hendes historie er et eksempel på den forskel, HOPE-skoleprojektet allerede gør.”

Lærer også sociale færdigheder

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem den kristne tv-station SAT-7’s Min Skole-program og den libanesiske organisation Heart for Lebanon. Børnene lærer arabisk, engelsk og matematik ved at se afsnit fra sæson 1 til 4 af den arabiske Min Skole-undervisningsserie. Deres faglige fremskridt vurderes gennem quizzer og tests, når de har afsluttet hver sæson af Min Skole. Men børnene, der nu mødes med andre børn, lærer også sociale færdigheder og at omgås med lærere og venner – som alle andre børn, der går i skole. Børnene udvikler færdigheder i forhold til samarbejde og får styrket deres selvtillid, kreativitet, motivation, initiativ og deltagelse.



Manal har ikke kun udviklet sig fagligt, siden hun begyndte i HOPE-centret, fortæller Joanna:

”Fordi flygtninge, der bor i lejrene i det sydlige Libanon, ikke har gået i skole, kan de være fjendtlige over for lærere. Manal plejede faktisk at kaste sten efter mig, når jeg besøgte lejren,” fortæller hun. ”Men siden hun kom til HOPE-centret og så Min Skole, har hendes holdning ændret sig.”

Undervisning og uddannelse giver håb

Manal går i centret i det sydlige Libanon og bor i en nærliggende flygtningelejr. Hun er ét af de utallige børn, der ellers ville have haft meget lidt håb om uddannelse eller en fremtid.



”Børn, der bor i lejre, får nu opfyldt en grundlæggende menneskeret,” siger Joanna. ”Disse mere end 100 børn, som nu sidder på vores bænke, modtager en uddannelse i områder, hvor det er meget svært for syriske flygtninge at komme i skole,” uddyber hun.

”Jeg er taknemmelig for det partnerskab, Heart for Lebanon har med SAT-7. Jeg er sikker på, at dette partnerskab vil være en enorm velsignelse for mange børn,” fortæller Camille Melki, CEO for Heart for Lebanon.

Vil du hjælpe med at sende flygtningebørn i skole?

Støt online

Du kan kan også støtte via:

  • MobilePay: 62903 (mærk din overførsel med "Skole")
  • SMS: Skriv "Skole" til 1414
  • Bank: Reg.nr. 3001, kontonr. 9000488 (mærk din overførsel med "Skole")

Af sikkerhedshensyn er det ikke Manal, men en anden syrisk flygtning, der er afbilledet øverst i artiklen.

Om SAT-7

Den kristne TV-station SAT-7 viser uddannelsesprogrammer for børn. 

Satellitkanalen når ud til millioner af seere i Mellemøsten og Nordafrika. De mange udsendelser ligger også på nettet, hvor de kan ses over hele verden.

SAT-7 har transmitteret satellit-TV i over 20 år. Kanalen drives af lokale kristne og har vundet flere priser for sit arbejde med blandt andet bibelformidling for børn og kvinders rettigheder.