Joan og Daniel Øhrstrøm. Foto: Jacob Jepsen.
Ægteparret Joan og Daniel Øhrstrøm har i fællesskabet skrevet en børnebibel for de 2-5-årige. Foto: Jacob Jepsen.

12.04.2022 Af Thomas Godsk Larsen

”Som forældre har vi manglet en genfortælling til de allermindste”

Nyt udvalg af bibelhistorier åbner Bibelen for de allermindste. ”Det er vores håb, at vi kan lægge kimen til, at de senere har lyst til at træde længere ind i Bibelens verden,” fortæller den ene forfatter, Daniel Øhrstrøm

”Det er vigtigt, at de allermindste får deres egen bibel. En bibel, der er skrevet, så de forstår den og får lyst til at stille alle deres vidunderlige spørgsmål,” siger journalist og forfatter Joan Øhrstrøm. Hun og Daniel Øhrstrøm står bag teksterne til en ny gendigtning af 40 klassiske bibelhistorier, som retter sig mod de 2-5-årige.

Bibelen er nutid

Joan og Daniel Øhrstrøm håber, at Den lille bibel kan blive en del af et hyggeligt aftenritual, når de mindste skal puttes. Hvor der er tid, plads og ro til at tale om de store ting i livet og gå på opdagelse i tekst og billeder. De enkelte fortællinger ledsages af spørgsmål eller opfordringer, der kan sætte en ramme for samtalerne.

”Alle, der har puttet børn, ved, at højtlæsning sjældent foregår uafbrudt,” griner Daniel. ”Det har vi gerne villet bruge konstruktivt i bogen ved at inspirere til, hvad man kan tale om. Når det er en del af fortællingen, så gør det samtalen lettere at rammesætte.”

Den nye børnebibel er skrevet i nutid, og det er der en helt særlig pointe med:

”Vi tror, at det gør historierne mere nærværende. Distancen bliver mindre, så man måske forstår, at man selv er en del af Guds fortælling. Men Bibelen har i forvejen en fantastisk evne til at virke vedkommende. Bibelen er ikke bare en samling tekster, der er skrevet ned for tusindvis af år siden. Og den er mere end gode eventyr, nogen engang har fundet på. Det er en levende fortælling, der har med det liv, vi selv lever, at gøre, og dens budskab gælder lige så meget i dag som dengang,” siger Joan.

Daniel mener, at Bibelen har noget særligt at sige til de yngste netop nu, hvor krigen i Ukraine raser:

”Bibelen er en historie om håb. I begyndelsen skaber Gud verden og ser, at det er godt, og Bibelen slutter med, at han vil gøre alting godt igen. Det er den store rammefortælling i Bibelen, der også peger igen og igen på Jesus. Derfor er det ikke tilfældigt, at Den lille bibel begynder og slutter med ordet ”lys”. For Jesus er verdens lys. Og det giver håb. Men uanset, om man tror på Gud eller ej, er håb et vigtigt budskab, når vi kigger ud i en verden, hvor også børn bliver utrygge. Vi skal bringe noget lys og håb ind på børneværelset og minde børnene om, at der er lys; at det uoverstigelige kan overkommes, og at det ender godt.”

Taler til og med de mindste børn

”Vi har læst mange børnebibler for vores børn, men vi har selv manglet en genfortælling til de allermindste. Ofte er sproget lidt for svært, der er ord og begreber, børnene ikke forstår. Vi har også haft små pixibøger, hvor der kun var været billeder fra de bibelske fortællinger,” fortæller Daniel.

Dét skal Den lille bibel råde bod på. Og det har været afgørende i ægteparrets fælles arbejde med teksterne at ramme et alderssvarende sprog og en god dynamik mellem ord og billeder, forklarer Joan:

”Vores børn har givet os idéer og input til bogen og været små konsulenter. Vi har lagt vægt på, at sproget er sanseligt, rytmisk og rimende. Samtidig skal det være enkelt, og vi har en del replikker, da det er med til at gøre fortællingen levende.”

”Ja, rim er lim, og det er vigtigt at bruge sprogets musikalitet,” uddyber Daniel. ”Det gælder også om at finde nogle billeder, børn forstår, men samtidig holde det konkret. En dag havde vores yngste søn slået knæet. ’Det bløder!’, udbrød han. Det kender alle børn, og det inspirerede os til det allerførste ord om Jesus’ korsfæstelse, hvor det hedder, at ’det bløder fra Jesus’ fødder’. Eller i skabelsesberetningen, hvor vores tegneglade søn gav os idéen til at beskrive verden før skabelsen som et tomt tegnepapir, der venter på at blive farvet.”

Således elskede Gud verden …

Titlen Den lille bibel peger på, at den er skrevet til de små, og hentyder samtidig til de ord om Guds kærlighed til menneskene i Johannesevangeliet 3,16, som af mange kaldes ’den lille bibel’.

”Og så er det også et lille nik til, at vi kun præsenterer et lille udvalg af Bibelens rigdom,” forklarer Daniel. ”Til gengæld skal det gå som en rød tråd igennem hele genfortællingen, hvad vi ser som det allervigtigste i Bibelen, nemlig budskabet om, at Gud er kærlig og vil gøre alt for os, endda lade sin søn dø på korset, for at vi kan have fællesskab med ham. På den måde er Bibelen Guds kærestebrev til os mennesker.”

”Vi vil gerne, at læserne står tilbage med, at Gud aldrig er længere væk end en bøn, og at vi kan møde ham og Jesus som en nutid i vores liv. Det, der løber igennem Den lille bibel, er, at Gud er en kærlig Gud. Han er den gode hyrde, som finder os, hvor vi er. Han sørger for os og vil os det godt. Han er ikke en eller anden fjern eller abstrakt ting. Det, har vi ønsket, står tydeligt frem,” forklarer Joan.

Man kan leve et helt liv på Bibelen

Joan og Daniel Øhrstrøm vil gerne formidle, hvad de kalder en lys kristendom i Den lille bibel:

”Men uden at blive en kristendom light,” siger Daniel og uddyber med en historie fra dengang, han tog knallertkørekort:

”Kørelæreren viste os et lysbillede af et vejforløb med et træ i vejkanten af et sving og spurgte os, hvad vi skulle gøre for at undgå at køre ind i træet. Svaret var naturligvis, at vi skulle fokusere på vejen. På samme måde med troen: Hvis vi stirrer os blinde på alt det, der kan gå galt og være forkert, kommer vi på afveje og overser det væsentlige, nemlig at Gud elsker os. At vi allerede er elsket. Dét kan vi alle leve et helt liv på,” slutter han.

Om forfatterne

Joan og Daniel Øhrstrøm, f. 1980 og 1979, er gift og har sammen tre børn. De er bosat i Rønne, hvorfra de arbejder som journalister og forfattere. Joan freelance med tilknytning til Bornholms Tidende som tros- og eksistensjournalist, Daniel ved kulturredaktionen på Kristeligt Dagblad. Den lille bibel er resultatet af et fælles skrivearbejde og er deres første bog sammen.

Den lille bibel

Bøgernes bog for de 2-5-årige
Den lille bibel - stor rendering
249,95

Forfatter: Joan Øhrstrøm og Daniel Øhrstrøm
Illustrator: Marieke ten Berge
Sidetal: 264 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-240-7
Mål: 17 x 20,5 cm.