Sorggrupper puster nyt liv i menighedens fællesskab

I Danmark er befolkningen meget ofte i kontakt med folkekirken og de danske præster, når  danskerne oplever tab. Hele 83 procent af danskerne bliver begravet og bisat i kirken, og derfor har den en vigtig rolle at forvalte i en naturligt efterfølgende sorgproces.

Det peger en ny undersøgelse på, hvor en projektgruppe igennem de sidste to år har sat fokus på erfaringerne med sorggrupper i de danske sogne. Baggrunden for projektet og rapporten er, at folkekirken og dens præster har en meget bred berøringsflade med mennesker, der har mistet en nærtstående. Det giver folkekirken et særligt ansvar for at være opmærksom på de efterladtes behov for støtte.

I spidsen for projektet, som er støttet af TrygFonden, står Christian Juul Busch, som er hospitalspræst ved Rigshospitalet. Ifølge ham er det interessant, at emnet ikke har været  systematisk dokumenteret og behandlet før:

”Omsorgen for de efterladte fylder meget i kirken, og rigtig mange mennesker er interesseret i emnet. Så i forhold til hvor meget det fylder i præsternes og de efterladtes hverdag, fandtes der en meget beskeden mængde dokumentation for og belysning af, hvordan man bedst møder danskerne i den slags situationer. I kirken er der mange forskellige måder at møde de efterladte på. Projektet har alene beskæftiget sig med at undersøge sorggrupperne i folkekirken. Og det står mere tydeligt for mig efter udarbejdelsen af projektet, at sorggrupper er en god måde at møde og have omsorg for de efterladte i et kirkeligt regi.”

Undersøgelsen baserer sig på spørgeskemaundersøgelser til sorggruppeledere og –deltagere i hele landet. Derudfra har projektgruppen lavet interviews med udvalgte sorggruppedeltagere for at opstille nogle kriterier for, hvad der skal til for, at en sorggruppe bliver vellykket i de efterladtes øjne.

Alle døbte er præster

Blandt anbefalingerne lyder det, at præsterne bør gøre sorggruppen til et permanent og direkte tilbud, at de gerne må holde en kort andagt i samme forbindelse, og at det er klogt at sætte en klar ramme for møderne.

Samtidig kan Christian Juul Busch og hans hold konkludere, at sorggrupperne sagtens kan være vellykkede uanset lederens uddannelsesmæssige baggrund. Det vil sige, at det ikke kun er præster, som skal lede en sorggruppe. Det ses efterhånden flere steder, at frivillige, eksempelvis sygeplejersker, lærere og andre, som er vant til at arbejde med mennesker, har lyst til at tage lederrollen på sig.

Det fastholder og udbygger en vigtig dimension af, hvad det vil sige at være en menighed, forklarer Christian Juul Busch:

”Mange kender til den individuelle sjælesorgssamtale, men i sorggruppen får menighedens fællesskab en ny betydning. Man kan nå ud til mange ved at lade dem spejle deres fortælling i andres fortællinger om det at leve med et tab. Teologisk handler det om at demonstrere opstandelsen ved at sprænge tanken om, at tabet og døden er det sidste ord. Vi skal sikre, at fortællingen om livet fortsætter,” fortæller han.

Og her bygger projektgruppen videre på den lutherske grundidé om det almindelige præstedømme, hvor alle døbte er præster for dem, der har brug for det:

”Det bliver et smukt eksempel på, at der i folkekirken er et myndigt lægfolk, som gør et stort arbejde for at være kirke for og med dem, der søger andre at bære deres sorg sammen med.”

Vil gerne tale om tro og synge

Christian Juul Busch fortæller, at sorggruppen ikke har nogen forkyndende funktion, men at den alligevel bliver et naturligt forum for deltagere, som gerne vil dele deres tanker om tro og tvivl.

Samtidig er der efterhånden flere steder i landet, hvor musikindslag og salmesang er en naturligt del af sorggruppens aktiviteter. Her blev forskningsgruppen overrasket over de positive tilbagemeldinger:

”Nogle præster og sorggruppeledere har haft en barriere over for at inddrage andagt og musikalske udtryksformer, fordi de frygtede, at det ville være for meget for deltagerne. Men rigtig mange har gjort den erfaring, at disse indslag viste sig at være helt rigtige. Forhindringerne og forbeholdene var altså kun spekulative og havde intet hold i folks ønsker og behov,” fortæller Christian Juul Busch og tilføjer:



”Der er god grund til at konkludere, at det her felt er brugbart og ønsket. Folk er glade for sorggrupperne, så det vil givetvis udvikle sig til at være en blivende del af folkekirkens omsorg for de efterladte i mange sogne.”