Srilankansk pige får certifikat på bibelsk sjælesorgskursus. Foto: UBS
En af pigerne får overrakt sit certifikat for sin deltagelse i et kursus i bibelsk sjælesorg. Foto: De Forenede Bibelselskaber

12.04.2021 Synne Garff, international chef

Tusind tak fra Sri Lanka!

Bibelsk sjælesorg har haft en positiv indvirkning på de sorgramte efter terrorangrebene i Sri Lanka for to år siden

Det er to år siden, islamistisk terror ramte tre kirker og fire hoteller i Sri Lanka Påskemorgen. Flere hundrede mennesker døde, mens tusindvis blev mærket for livet. Vi skrev straks ud til Bibelselskabets trofaste givere for at bede om økonomisk støtte til trosbaseret traumebearbejdelse. 

Bibelsk sjælesorg har bredt sig til børnehjem i Sri Lanka

Responsen var overvældende, så det lykkedes hurtigt at få uddannet kirkeledere og omsorgspersoner, der kunne støtte nogle af de ramte familier. Jeg har netop haft den store glæde at tale med tre af vores kolleger i Sri Lanka: "Tusind tusind tak, udbrød de spontant og bad mig hilse dem, der har gjort så meget muligt. Det, der begyndte som en katastrofe, har nemlig ført mange gode ting med sig."

Kirkerne har siden terrorangrebene taget bibelsk sjælesorg til sig. Det var tydeligt for dem, hvordan det havde en positiv indvirkning på de sorgramte. Så metoden bredte sig og er nået ud til børnehjem, hvor ledere kan iagttage en positiv forandring hos børn og unge. Flere hundrede over hele Sri Lanka er blevet hjulpet.

Srilankanske drengebørn på kursus i bibelsk sjælesorg. Foto: UBS
Bibelsk sjælesorg for børn og unge inddrager fortællingen om Josef og hans brødre og bibelvers fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Der er desuden kreative øvelser, hvor de fx tegner et billede af, hvor meget de betyder for Gud og illustrerer, hvordan Gud skabte verden dag for dag. De skriver klagesalmer, og så understreger materialet, at hvert barn er unikt og elsket af Gud. Foto: De Forenede Bibelselskaber

Hjælp til at tale om traumatiske oplevelser

Børnehjemsbørn kommer typisk fra udsatte familier og vil have oplevet vold mod dem selv eller deres nærmeste. Ikke alle kirkeledere og institutionsledere ved, hvordan de skal tale med børnene om overgreb, så mange børn reagerer voldsomt på traumatiske oplevelser. Det har bibelsk sjælesorg været med til at gøre noget ved, fordi vores kolleger i Sri Lanka dygtigt og samvittighedsfuldt har taget uddannelsen og ansvaret på sig.

Tak, om du vil fortsætte med at støtte det opbyggelige bibelarbejde for børn og unge til trøst og opmuntring i Sri Lanka. Du støtter samtidig bibelsk sjælesorg i Mellemøsten og Afrika, hvor der er et presserende behov for at give livsmod til traumatiserede flygtninge.