Gud og danskerne - trosanalysen 2026
Ny rapport, som Bibelselskabet står bag, giver et aktuelt og hidtil uset indblik i danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

27.05.2026 Pressemeddelelse

Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke

Den nye rapport ”Gud og danskerne – trosanalysen 2026” giver et aktuelt og hidtil uset indblik i danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen. Særligt unge skiller sig ud med større nysgerrighed, mere praksis og en tydeligere søgen efter mening

Download rapporten her

Mange unge leder efter et holdepunkt. I Gud og danskerne – trosanalysen 2026 svarer næsten to ud af tre unge mellem 16 og 30 år, at de søger efter en følelse af mening med livet. 

Det tal står ikke alene. Den nye analyse, som Bibelselskabet offentliggør i dag, tegner et billede af en generation, hvor spørgsmål om tro, kirke og Bibelen fylder mere, end mange måske forestiller sig. 

Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor kristendom, tro og åndelighed er blevet synlige emner i den offentlige samtale. Politikere, kulturpersoner, sportsudøvere og helt almindelige danskere taler åbent om tro. På sociale medier samler kristne stemmer nye fællesskaber. Og i kirker, organisationer og medier har der i længere tid været anekdotiske erfaringer, der peger på, at særligt unge viser øget nysgerrighed. 

Med Gud og danskerne bidrager Bibelselskabet nu med aktuelle tal og et samlet billede af danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen. 

”Vi har lavet undersøgelsen, fordi der længe har været mange fortællinger om unge, tro og nysgerrighed i forhold til kristendommen. Nu får vi et mere solidt indblik i, hvordan danskernes forhold til tro og Bibelen rent faktisk ser ud lige nu. Vi ved ikke, hvilken vej udviklingen går, men vi er meget glade for at have fået reelle tal på et område, som fylder mere og mere i samtalen,” siger Johannes Baun, generalsekretær i Bibelselskabet 

Når søgen bliver til praksis 

Et af de centrale fund er, at unge er mere åbne over for tro end befolkningen som helhed. Blandt de 16-30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 

Det er ikke kun i spørgsmålet om troen på Gud, at de unge skiller sig ud. Undersøgelsen peger også på større kirkelig praksis og større nysgerrighed omkring Bibelen blandt unge end i befolkningen samlet set. Klik og se graf.

Tallene peger på, at de unges åbenhed ikke kun er abstrakt. Den viser sig også i praksis, blandt andet i kirkegang. Her er unge mænd et særligt markant fund i analysen. 

33,8 procent af de unge mænd har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned, enten online eller fysisk, og det er ud over bryllupper, dåb og begravelser. Samtidig læser 21 procent af de unge mænd i Bibelen ugentligt på egen hånd. Rapporten peger også på, at unge mænd oftere end unge kvinder svarer, at de har haft åndelige oplevelser, som har haft betydning for deres tro eller livsforståelse. 

”Unge mænd er et af de mest bemærkelsesværdige fund i analysen, fordi de ikke kun svarer mere åbent på spørgsmål om tro. De deltager også i højere grad i konkrete trospraksisser. Når hver tredje unge mand har været til gudstjeneste inden for den seneste måned, og hver femte læser i Bibelen ugentligt, er det svært at afskrive det som løs nysgerrighed. Det tyder på, at en del unge mænd faktisk gør noget med deres interesse,” siger Jacob Holst Mouritzen, der udover at være kendt som livsstilsekspert fra DR-programmet ”Kender du typen”, er medstifter og strategikonsulent i konsulenthuset Holst Mouritzen, der har gennemført undersøgelsen. 

Interesse for Bibelen 

Gud og danskerne viser også en tydelig interesse for Bibelen blandt unge. 41,3 procent af de unge under 30 år er interesserede i at lære mere om Bibelen, viser undersøgelsen. 

For Bibelselskabet er det et væsentligt fund, fordi Bibelen både står centralt i kristendommen og er en del af dansk kultur, sprog og kirkeliv. Når en ny generation viser interesse for Bibelen, handler det derfor ikke kun om kirke og religion, men også om samtalen om, hvad der giver mening i livet. 

”Bibelen har præget dansk kultur og kirkeliv i hundredvis af år. Derfor er det vigtigt for os at vide, hvordan mennesker i dag forholder sig til den. Undersøgelsen viser, at Bibelen for mange fortsat er fjern, men den viser også en markant nysgerrighed blandt unge. I mange år har man sagt, at der kun sidder ældre kvinder i kirken. Nu ser det ud til, at de er ved at få selskab af unge mænd,” siger generalsekretær Johannes Baun.

Et mere sammensat billede af Danmark 

Undersøgelsen viser ikke, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men aldersforskellene er tydelige. Hvor 24,6 procent af de 16-30-årige svarer, at religion er vigtig i deres hverdag, gælder det 10,7 procent af de 45-60-årige og 13,3 procent af dem over 61 år. Klik og se graf.

Derfor er fortællingen om danskernes forhold til tro ikke enkel. På den ene side bekræfter undersøgelsen kendte træk ved et sekulariseret samfund. På den anden side peger den på, at noget er i bevægelse, særligt blandt yngre generationer. 

Gud og danskerne – trosanalysen 2026 giver os et aktuelt billede af, hvordan danskerne forholder sig til Bibelen, tro og åndelighed netop nu. Vi håber, at undersøgelsen kan kvalificere samtalen om tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark,” siger generalsekretær Johannes Baun. 

Bag om undersøgelsen 

Bag projektet står Bibelselskabet. Undersøgelsen er gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen, mens dataindsamlingen er foretaget af Bilendi. Gud og danskerne – trosanalysen 2026 lægger sig i forlængelse af The Patmos World Bible Attitudes Survey, en international undersøgelse gennemført i 2023/24 med omkring 90.000 respondenter fra 85 lande. Den danske spørgeramme er tilpasset danske forhold. 

Projektet er gennemført med støtte fra en bred kreds af kirkelige børne- og ungdomsorganisationer: 

  • Apostolsk Kirkes Børn og Unge
  • Baptisternes Børne- & Ungdomsforbund
  • Børne- og UngdomsOase
  • Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler
  • Danmarks Unge Katolikker
  • Den katolske Kirke
  • Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF
  • Indre Missions Ungdom
  • KFUM og KFUK i Danmark
  • Kristeligt Forbund for Studerende
  • Luthersk Missions Børn & Unge
  • Ung Mosaik
  • Youth For Christ – YFC Danmark
     

FAQ: Klik her og læs spørgsmål og svar

Pressehenvendelse

Generalsekretær 
Johannes Baun 
jba@bibelselskabet.dk 
Tlf. 20 18 40 45 

Strategikonsulent og livsstilsekspert 
Jacob Holst Mouritzen 
jacob@holstmouritzen.dk 
Tlf. 31 67 03 35