Jens Rosendal. Foto: Ole Joern/Ritzau Scanpix.
Jens Rosendal. Foto: Ole Joern/Ritzau Scanpix.

12.05.2022

"Vi skal ikke være os selv nok"

Hvorfor skal vi læse i Bibelen? Af nysgerrighed, sagde den nu afdøde salmedigter Jens Rosendal. I anledning af sin 90 års fødselsdag i 2022 svarede han på fem skarpe om sit forhold til Bibelen

Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Det gør jeg, når jeg bliver nysgerrig på noget. Hvis jeg for eksempel har hørt et brudstykke eller sunget en salme med et bibelcitat. Så sætter jeg mig i stuen med Bibelen og læser. Jeg er ikke som min far. Jeg husker, at han læste i Bibelen hver morgen, inden han gik ud.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen? Hvorfor?

Det er Jesus. Fordi jeg tror, at hvis man bare fulgte ham og lyttede til ham, så var flere ting indlysende. Han kan sige tingene på en helt særlig måde. Tag for eksempel historien om synderinden (Johannesevangeliet kapitel 8, red.), hvor de bygger anklagerne op imod hende, og Jesus så siger: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Så er det sagt!

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Alle de steder, hvor Jesus lukker munden op og tager ved. Man behøver ikke være særlig dybsindig for at forstå det!

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Af nysgerrighed. Vi skal ikke være os selv nok. Vi er formet af rammer og miljøer, og nogle gange lukker de til. Jesus sprænger rammerne, når han lukker munden op. Ingen får lov til at blive i båsen. Uanset, om de synes, de er frelste eller nogle røvere.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Når man er vokset op med og altid har været omgivet af folk, der var godt inde i Bibelen, så er det svært at forestille sig, hvordan det er at være ukendt med den. Men man skulle tage og læse en af de bedste – måske Emmausvandringen (Lukasevangeliet kapitel 24, red.), fordi Jesus slår følge med de to disciple og åbner deres øjne. Ellers læs en af dem, hvor Jesus lukker munden op!

Jens Rosendal (1932-2023) var salmedigter og tidligere højskolelærer. Han er i salmebogen repræsenteret med to salmer, deriblandt "Du, som ud af intet skabte". I Højskolesangbogens 19. udgave (2020) er han desuden repræsenteret med 10 sange, deriblandt "Du kom med alt det der var dig". 

Kirkesangbogen

Et supplement til salmebogen med både salmer og sange
Kirkesangbogen
289,00

Indbinding: Indbundet, lærred
Forlag: Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Varenummer: 978-87-7524-180-4
Mål: 20,6 x 13,7 cm