Kongen på måtten

I Femte Mosebog 17,14-20 kan man læse en tekst, der kaldes for ”Kongeloven”. Teksten skitserer reglerne for den konge, som folket Israel vil vælge til at regere over sig, når de engang kommer ind i det land, som Gud Jahve har lovet dem. Kongen skal være israelit ligesom sine undersåtter. Derudover må han ikke rage rigdomme til sig, han må ikke gifte sig med for mange koner, og så må han ikke samle sig for mange heste. 

Forbuddet mod at blive ’for rig’ passer godt med Kongelovens generelle tone. Kongen skal ikke komme for godt i gang. Hvor selvmodsigende det end lyder, så må kongen ikke tro, at han er noget. Koner må han ikke have for mange af, fordi de kan få hans hjerte til at vende sig væk fra Jahve. Det er et gennemgående problem i Femte Mosebog (se fx 5 Mos 7), at ikke-israelitiske folk kan smitte med afgudsdyrkelse og frafald fra Jahve, og det er særlig problematisk med den risiko, som fremmede ikke-Jahve-tro kvinder udgør. 

Endelig har vi det med hestene, og det lyder umiddelbart lidt sært, for hvad i alverden er problemet med at være glad for heste? I Det Gamle Testamente og dets omverden er hesten ikke et ridedyr eller et dyr, der kan trække en plov på marken. Heste bruges først og fremmest til krigsførelse og især til at trække stridsvogne. Hvis man anskaffer sig mange heste, så opruster man altså militært. I Det Gamle Testamente er det Jahve, der klarer ærterne, også når Israel drager i krig, og Jahve er aldrig mere henrykt, end når han kan sejre over en tilsyneladende uovervindelig overmagt (se fx Dommerbogen 7, hvor Jahve sender soldater hjem før slaget). På den måde kan Jahve jo demonstrere, præcis hvor mægtig han er. Hvis et folk har enorme hære og talrige stridsvogne til rådighed, så er sejren ikke så imponerende. Derfor er det tarveligt overfor Jahve og et udtryk for manglende tiltro til hans evner, hvis Israels konge opruster militært.

Kongeloven slutter med at give kongen lektier for. Han skal skrive ”loven”, sikkert Kongeloven, af, og så skal han læse den nat og dag, overvåget af præsterne. Israels konge skal altså holde sig på måtten. Han skal holde sig fra bling, hurtige heste og damer, og som en anden skoledreng til eftersidning, skal han terpe loven igen og igen. Hvis vi sammenligner med andre gammeltestamentlige tekster, der beskriver kongen som Gud Jahves udvalgte og højt elskede menneskelige kompagnon, så er Kongeloven en grå, lunken og uglamourøs omgang.

Kong Salomos storhed og fald

Kongeloven hører ligesom Første Samuelsbog 8, som blev omtalt i forrige artikel i serien, til en samling af kongekritiske gammeltestamentlige tekster, der synes at fortolke folket Israels historie i lyset af deres konger. I disse tekster er ønsket om at få en menneskelig konge bare den første elendige beslutning i en lang række af katastrofale valg, der i sidste ende fører til ødelæggelse og undergang. 

I Første Kongebog kan vi læse om kong Salomos storhed og fald. Salomo er jo søn af selveste David, Jahves udvalgte, og Det Gamle Testamente har virkelig meget godt at sige om Salomo. Han er helt fantastisk klog (1 Kong 3), han er velsignet af Jahve, han er sindssygt rig (1 Kong 10), og så bygger han et pragtfuldt tempel til Jahve i Jerusalem (1 Kong 6-8). 

Desuden gør Salomo alt det, der står i Kongeloven, at man for Jahves skyld ikke må gøre (1 Kong 11). Salomo rager rigdomme til sig, han køber heste ind med arme og ben, og han gifter sig med intet mindre end et tusinde hustruer i alt (!), og alle disse udenlandske prinsesser får Salomo til at fifle med afgudsdyrkelse. Jahve bliver vred, og han beslutter, at Salomos rige skal sønderrives af borgerkrig og deles op i to efter Salomos død. 

Vi ved ingenting om den ’rigtige’ kong Salomo, det er såmænd langt fra sikkert, at han er en historisk person, men redaktøren af Kongebøgerne har brugt fortællingen om Salomo til at vise, dels hvor galt det går, når kongen ikke holder sig på måtten, dels hvor dårlig en idé det var med de der menneskelige konger i det hele taget. Historien om Salomo og om alle de forfærdelige konger, der kommer efter ham i Kongebøgerne, oser af en ’hvad-sagde-jeg’ morale. Uden de menneskelige konger og alle deres sørgelige fejltrin og mangel på dømmekraft var det aldrig gået så galt.

Kongerne og katastrofen

Og hvad er det så, der gik så galt i Det Gamle Testamente? I Anden Kongebog 25 kan man læse, hvordan byen Jerusalem blev erobret af Babylons hær, hvordan Jahves tempel blev ødelagt, og hvordan dele af befolkningen blev ført i fangenskab i byen Babylon i Mesopotamien (vore dages Irak). Jerusalem faldt i 587 f.Kr., og eksilet i Babylon varede formodentlig frem til 539 f.Kr., hvor Babylon selv faldt til perserne. 

I Det Gamle Testamentes tekster er Jerusalems fald et tilbagevendende traume. Hvordan kunne Jahve dog lade noget så helt utrolig forfærdeligt overgå sit udvalgte folk? De kongekritiske tekster kommer med et bud på et svar, for ifølge dem var det først og fremmest kongernes skyld. Israel skulle aldrig have ønsket sig en menneskelig konge til at begynde med, for Jahve var jo deres konge (se 1 Sam 8), og de konger, de fik, var akkurat lige så uduelige, grådige og troløse, som folket var blevet advaret om, at de ville være. 

Den værste af de dårlige konger er uden sammenligning Manasse (2 Kong 21). Hans forbrydelser er så forfærdelige, at han alene kan siges at være ansvarlig for Jerusalems fald. Jahve siger det selv: ”Jeg bringer en ulykke over Jerusalem og Juda, som skal få det til at runge i ørerne på alle, der hører om det ... jeg vil skylle Jerusalem ren, som man skyller en skål og vender bunden i vejret på den” (2 Kong 21,12-13). 

Efter Manasse kommer Kong Josija, og han er en ualmindelig god konge, faktisk lige så god som selveste David (2 Kong 22,2), men selv ikke Josijas forbilledlige regeringstid kan udligne den skade, som Manasse har forvoldt: ”Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han [Josija] af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren ... og efter ham kom der ingen som han.  Men på grund af alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet Herren, vendte Herren ikke om fra sin store, glødende vrede...” (2 Kong 23,25-26). 

På den måde er de kongekritiske gammeltestamentlige tekster en form for retrospektiv traumebearbejdelse, der forsøger at afdække årsagen til katastrofen, og som peger på, hvad Israel skal huske at lade være med at gøre fremover, så en tilsvarende tragedie ikke indtræffer igen. Israel skal være mere som Josija, meget mindre som Manasse, og så skal de i et og alt være tro mod Jahve, deres mægtige himmelske konge.

De kommende uger kan du læse flere artikler i serien "Kongemagt i Det Gamle Testamente".

Læs allerede: Kongen - Guds højre hånd og Den guddommelige konge

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har bl.a. redigeret og bidraget til Gud og os - en antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.