Mor er på flugt fra Syrien med sit barn på armen. Foto: UBS.
Det er ikke til at vide, hvor den næste krig eller konflikt rammer, men Bibelselskabet vil gerne være rustet til at hjælpe.

01.01.2021

Behov for akut hjælp

Hver eneste dag forandres menneskers liv på grund af krig, forfølgelse, naturkatastrofer, konflikter, terror og vold i hjemmet. Der er behov for nødhjælp, bibler og traumebehandling.

Bibelselskabet ønsker at være tilstede for at hjælpe de mennesker, der ufrivilligt får ødelagt deres hjem, mister familie og venner eller fordrives fra deres land.

Derfor prioriterer vi i vores hjælpearbejde at kunne være tilstede, hvor behovet er størst. Det kan lade sig gøre, fordi Bibelselskabet er en del af De Forenede Bibelselskaber, der er et globalt netværk bestående af 150 bibelselskaber.

Krig og traumer

Eksempelvis måtte Bibelselskabet reagere hurtigt, da krigen i Nagorno Karabakh brød ud igen i slutningen af september 2020. Tusindvis af flygtninge strømmede ind over grænsen til Armenien. 95% af de fordrevne var unge kvinder og børn, der alle var stressede og dybt traumatiserede.

Det vigtigste i sådan en situation er at skabe så mange trygge rammer for de fordrevne, som overhovedet muligt. Derfor støttede vi Det Armenske Bibelselskab, så de havde mulighed for, med kort varsel, at arrangere undervisning i traumebehandling (bibelsk sjælesorg) til præster, så de er bedre klædt på ude i sognene til at hjælpe de familier der er ramt af sorg. Ligeledes hjalp vi med uddeling af bibler, mad, madrasser og andre fornødenheder.

Terror og sygdom

Vi handlede også hurtigt efter terrorangrebene på Sri Lanka i 2019, hvor vi hjalp vores kolleger og omsorgspersoner i kirkerne med bibelsk sjælesorg.

I forbindelse med Covid-19-pandemien blev det nødvendigt at give økonomisk støtte til en lang række pressede bibelselskaber, så de kunne fastholde medarbejdere og blive ved med at udføre bibelprojekter.

Det er ikke til at vide, hvor den næste krig eller konflikt rammer, men Bibelselskabet vil gerne være rustet til at hjælpe.

VERDENS BIBELSELSKABER

De Forenede Bibelselskaber består af 150 bibelselskaber, der arbejder sammen i mere end 240 lande og territorier.