
"Bibelen punkterer selvudviklingens myte"
Benedicte Præstholm er en af forfatterne bag bogen "To om tro". Her svarer hun på seks skarpe om sit forhold til Bibelen.
Hvornår begyndte du selv at læse i Bibelen?
Jeg begyndte vist først rigtigt selv at læse systematisk i Bibelen, da jeg startede på teologistudiet. Men de bibelske tekster og fortællinger har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske. Det er de blevet, fordi jeg har fået fortalt og fået læst op, fordi jeg var meget med min far i kirke, og fordi vi sang salmer og sange.
Da jeg var helt lille blev jeg meget fascineret af min fars hebræiske bibel, som stod i reolen på hans kontor. Skriftsproget i den bibel var så smukt og fremmed, og jeg fik en tydelig fornemmelse af, at her var en hel verden at lukke op.
Kan du nævne et af dine yndlingscitater?
”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær” (Filipperbrevet 4,4-5).
Er der noget, du tager afstand fra i Bibelen?
Ja, der er dele af Bibelen, som vi må lægge afstand til i dag. Det gælder for en del af de ting, der har med menneskeopfattelse og samfundsopfattelse at gøre. I dag mener vi for eksempel, at det er forkert at holde slaver, og vi mener, at mænd og kvinder skal have samme muligheder i samfundet. Bibelen er skrevet i en anden tid end vores, og vi må prøve så godt vi kan at skelne mellem det, der er bundet til en bestemt tid og kultur og det, der er Guds evangelium til os og til alle andre i enhver anden tid.
Hvad vil du helst læse højt for (dine) børn fra Bibelen?
Jeg læser gerne nogle af Jesus' lignelser. For eksempel lignelsen om den fortabte søn. Men generelt de fortællinger fra Bibelen, som er med til at fremme forståelsen for menneskers handlinger og for vores fælles menneskeliv og fortællinger, som er fulde af håb og livsmod.
I en tid, der er så fuld af selvudviklingens myte om, at vi finder vores sande jeg, hvis vi bare graver langt nok ind i os selv, synes jeg i øvrigt, det er meget vigtigt at give fortællinger videre, der understreger, at menneskers liv handler om relationer.
Hvis Bibelen skulle hedde noget andet. Hvad skulle navnet så være?
Kristendommens grundbog? Eller Grundbog i menneskeliv. Nej, det ved jeg ikke.
Hvad betyder historien om Den Barmhjertige Samaritaner for dig?
Historien om den barmhjertige samaritaner er en fantastisk historie. Jesus var en fremragende fortæller, og en historie som den rammer jo alle. Den fortæller på den ene side om den spontanitet og omsorg, som pludselig kan udspringe af et møde mellem os, og som er et udslag af, at vi er skabt til fællesskab med hinanden, og på den anden side fremviser historien den egoisme, som vi også kender alt for godt – det, at det er nemmest og mest bekvemt at sætte sig selv før den anden.
Om Benedicte Præstholm
Benedicte Hammer Præstholm, født 1978, er cand.theol. og præst i den grundtvigske valgmenighed i Mellerup ved Randers. Hun er en af forfatterne bag bogen To om tro, som er udkommet på Bibelselskabets forlag.
To om tro

Forfatter: | Benedicte Hammer Præstholm & Jens Ole Christensen |
---|---|
Sidetal: | 192 sider. |
Indbinding: | Hæftet |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7523-717-3 |
---|---|
Mål: | 13,7 x 19 cm |