Cecilie er teologisk medarbejder og generalsekretærens betroede sekretær hos Bibelselskabet.
"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" fra Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 20 kan bevæge brevkasseredaktøren igen og igen. Foto: Bibelselskabet.

Synne Garff

"Hun gav Det Nye Testamente en chance til"

Bibelselskabet har stillet en række kendte og ukendte danskere seks skarpe spørgsmål om deres forhold til Bibelen. Her svarer Cecilie Vestergaard Raaberg, der er teologisk medarbejder og generalsekretærens betroede sekretær i Bibelselskabet.

Hvornår begyndte du selv at læse i Bibelen?

Billedbiblen, som jeg fik i dåbsgave, kom i spil, da jeg var et par år gammel. Dengang forstod jeg ikke helt, hvorfor Det Nye Testamente skulle med. Historierne var kedelige og tegningerne var så sterile i forhold til blodet og de smukke damer i Det Gamle Testamente. Da jeg blev teenager, begyndte jeg at læse i den autoriserede oversættelse, og så gav jeg Det Nye Testamente en chance igen. Da jeg begyndte mine teologistudier, blev det mere systematisk. Nu er det en af de bedste dele af mit arbejde. Jeg kan til stadighed blive overrasket over, hvor klog på menneskelivet man kan blive af at læse i den bog, medmindre man virkelig gør sig umage.

Kan du nævne et af dine yndlingscitater?

"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende", Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 20. Der er uendeligt livsmod at hente i de ord, synes jeg. De giver styrke til øjeblikket og håb for fremtiden. De rører mig, hver eneste gang jeg hører eller læser dem.

Er der noget, du tager afstand fra i Bibelen?

Bibelen skal fortolkes. Jeg kan tage afstand fra fortolkninger af Bibelen. Men selve Bibelen er for kompleks og storslået til, at jeg føler mig klædt på til at tage afstand fra den.

Hvad vil du helst læse højt for (dine) børn fra Bibelen?

Hele historien om David med Sauls historie som præludium til ære for de voksne. Portrættet af Saul er så psykologisk skarpt, at det er en gruopvækkende farlig historie at læse. Misundelsen, depressionen, besættelsen, angsten, kampen - der er meget at lære om menneskelivets vrangside i den historie. Davidshistorien er min yndlingsfortælling i Bibelen. Der er ikke sparet på noget i forhold til enhver blockbusterfilm: Kærlighed, tro, begær, loyalitet, mod, krig, død, tab, den smålige selviskhed og den farlige egoisme. Og så den fantastiske pointe, at David, som er en utro morder, også er Guds absolutte yndling. Der er ikke nogen, der er ren for Vorherre, men det diskvalificerer os alligevel ikke til hans kærlighed og trofasthed. Når Guds kærlighed formidles gennem så formidabelt et drama, kan man kun være glad. 

Hvis Bibelen skulle hedde noget andet. Hvad skulle navnet så være?

"En kærlighedshistorie" ville være et meget godt bud. Men det er nu ikke noget, jeg ville stille forslag om til den næste oversættelsesrunde. Bibelen er Bibelen. Det er et begreb, mere end det er et navn.

Hvad betyder historien om Den Barmhjertige Samaritaner for dig?

At vi aldrig, aldrig har fri som mennesker. Der er altid nogen, vi skylder at give alt, der er altid nogen, der har krav på os. Men fordi det er Jesus, der fortæller historien, får vi samtidig at vide, at vi ikke står alene i den umenneskeligt store opgave. Faktisk fortalte hele hans liv, død og opstandelse, at der oven i købet findes tilgivelse og en ny begyndelse, når vi ødelægger i stedet for at nære og støtte. Både for os selv og for dem, vi svigter. Det er derfor, det er en kærlighedshistorie.