”Tiden arbejder for Bibelen. Dette forår har mindet os alle om, at der er større ting i livet end de mange præstationer, man normalt føler sig bekræftet af, og drømmen om den næste store ferierejse. Jeg tror, vi står over for en genopdagelse af Bibelen og de sandheder, den rummer om livet,” siger præst og debattør Sørine Gotfredsen, der er aktuel med en ny bog, Som Sørine læser Bibelen.

I bogen deler Sørine Gotfredsen ud af sine livserfaringer i en eftertænksom og personlig læsning af Bibelen. I samtale med veninden Rose om alt fra feminisme, køn, aktiv dødshjælp, identitetspolitik og venindens utroskab foldes Bibelens univers ud – fra skabelsen til opstandelsen og det evige liv:

”Rose er et barn af 68. Hun kender ikke til Bibelen og har et lunkent forhold til kristendom. Hendes forbillede er Suzanne Brøgger, fra hvem hun henter sit yndlingscitat: ’Det drejer sig om at ville – eller ikke ville frigøre sig fra de gamle mønstre og kønskoder, vi er programmeret med, men som bliver mere og mere ubrugelige og kvælende.’ Rose er en samtalepartner bogen igennem, der både skal udfordre mig på egne holdninger, og som jeg udfordrer med bibellæsning og kristendom.”

For Sørine Gotfredsen er det imidlertid ikke nagelfaste svar og livsregler støbt i beton, hun finder i Bibelen. Det gælder både i Som Sørine læser Bibelen, og når Bibelen er med som baggrund i hendes virke som debattør af kultur og samfund:

”Bibelen rummer ingen færdige svar på hverken klima, køn, karriere eller corona. Og alligevel rummer den sandheden om alt. Den giver os en evighedsdimension, som kan være et værn mod færdige holdninger og mod de skiftende vinde, som kan kaste os rundt i menneskelivet, det ene øjeblik i halsløs stræben efter frigørelse, selvrealisation, holdningsretfærdighed, i det andet øjeblik i desperation og angst over, at netop dét ikke er nok. Jeg tror, og jeg oplever som præst, at folk i dag ønsker sig et alternativ til det, jeg kalder tidens individ-udmatning. De ønsker sig at kunne tro, at få evighedsdimensionen ind i tilværelsen igen; den, vi skyllede ud, da alt skulle relativeres og handle om os selv og vores egen realisering.”

I bogen fortæller Sørine Gotfredsen om sin barndom i 70’erne som en tænksom og alvorlig pige i et hjem med klassisk dannelse, og hun fortæller om en ungdom, der er præget af tvivl, famlen efter holdepunkter og et afbrudt teologistudium. Hun inviterer læseren med ind i de mørkeste kapitler i sit liv, hvor spørgsmålet om meningen med det hele trænger sig på, men beskriver også den pludselige fylde og lethed, hun fyldes af på kirkebænken en søndag i Hadsten, og om, hvordan ”syrenernes skønhed, tigerdyrets kraft og himmellegemernes overvældende synlighed” pludselig kan ramme en midt i det hele:

”Bibelen rummer faktisk hele dette spænd. Fra den dybeste fortvivlelse til den største glæde. Det er det, jeg forsøger at vise Rose – og læseren; at den er en kilde til at forstå vores eget liv og plads her i verden, og at den rummer evige sandheder om menneskelivet og om forholdet mellem Gud og menneske. Jeg kan håbe, at det leder frem til tro, men jeg kan også nære det mere ydmyge håb, at flere vil læse Bibelen og få øjnene op for dens rigdom. Og hvor det hele ender med Rose – og med mig – må man læse i bogen.”