På universitetet lærer man at citere præcist. I Det Nye Testamente? Not so much.

Der er over 1000 citater eller hentydninger til Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente – cirka 300 citater fra Mosebøgerne, 200 fra Esajas’ Bog, 200 fra Salmernes Bog og resterende 300 fordelt over resten af Det Gamle Testamente.

Ofte tages det ikke så nøje, om der citeres ordret. Ordene tilpasses gerne den sammenhæng, de indgår i. Unøjagtigheder kan også skyldes, at man har citeret efter Septuaginta, den ældste græske oversættelse af den hebraiske bibel. Nogle gange er det gammeltestamentlige skrift udtrykkeligt nævnt, for eksempel når det i Apostlenes Gerninger kapitel 2 hedder, at det er, som det er sagt ”ved profeten Joel”. Andre gange optræder den mere upræcise angivelse ”står skrevet” eller ”efter skrifterne” som for eksempel i Paulus’ Første Brev til Korintherne. Så må man selv i gang – eller se, om den autoriserede bibeloversættelses noteapparat afslører, hvad der hentydes til. Men oftest er der tale om ’skjulte’ citater, altså citater, der gengiver ord fra Det Gamle Testamente, men ikke angiver det. Den var ikke gået på universitetet.

Og hvad er da formålet med at belægge teksterne med mere eller mindre tydelige citater?

Når vi andre citerer, gør vi det gerne for at give det, vi siger, vægt. I Det Nye Testamente er der mere på spil. Det altoverskyggende formål er nemlig at vise, at Jesus er den Messias, Det Gamle Testamente forventer, skal komme.

Mange af beretningerne om Jesus i evangelierne er de første troendes vidnesbyrd om, at de så de gammeltestamentlige forventninger opfyldt med Jesus. Hans underfulde fødsel, mange af underne og hans lidelseshistorie giver mindelser til motiver eller fortællinger fra Det Gamle Testamente, som får nyt liv og lys i de nytestamentlige beretninger. Allertydeligst træder dette frem i Matthæusevangeliet.

Tag fødselsberetningen, en dramatisk og blodig historie, der indledes med en stamtavle, der skal vise, hvordan Jesus nedstammer fra en række konger helt tilbage til patriarken Abraham, som vi kender fra Første Mosebog. Dernæst skimter vi, i kong Herodes’ jagt på Jesusbarnet, fortællingen om Moses-barnet fra Anden Mosebog, hvor farao lod alle hebraiske drengebørn dræbe, mens Moses overlever. Også de vise mænd og den nye stjerne på himlen smager af noget fra Det Gamle Testamente.

På den måde viser Matthæusevangeliet, at Jesus på én gang er menneske af kongelig slægt og har guddommelig oprindelse i kraft af jomfrufødslen. Samtidig sætter den barnet i et positivt forhold til de to stormagter, der har undertrykt Israel: Fra Babylon kommer stjernetyderne for at hylde ham, og i Egypten finder han tilflugt fra Herodes. Skriftcitaterne i fødselsberetningen skal altså vise, at Jesus indfrier alle forventninger til Messias’ slægtsforhold, og hvor han skal komme fra.

Med dét på plads og med dåben i Jordanfloden tjekket af, kan Jesus begynde sit offentlige virke. Men først, efter at ånden har drevet Jesus ud i ørkenen, hvor han skal fristes af D for Djævelen.