”Hun er en helt særlig kvinde. Hende skal du glæde dig til at møde!” Sådan sagde en kollega fra Det Amerikanske Bibelselskab for et par år siden. Hun gjorde mig opmærksom på, at en congoleser fra flygtningelejren Nakivale i Uganda netop havde fået asyl i Danmark. Det var mamma Elalie.

I januar i år opstod der en mulighed for at møde Elalie. Bibelselskabet arrangerede i samarbejde med præsternes efteruddannelse et kursus i bibelsk sjælesorg for 23 præster. Elalie blev inviteret til at fortælle om, hvordan bibelsk sjælesorg havde hjulpet hende. Det gjorde hun levende.

I 2008 brød krigen ud i byen Goma, der ligger i den østlige del af DR Congo på grænsen til Rwanda. Kampen stod mellem den congolesiske hær og oprørere. Elalies hjem blev angrebet. Hendes mand, forældre, svigerforældre og ældste datter blev dræbt og Elalie udsat for en brutal og på alle måder ødelæggende voldtægt af oprørere. Efter behandling på et nærliggende hospital, måtte Elalie flygte til Uganda. Familien blev splittet. Forkommen nåede hun frem til flygtningelejren Nakivale, hvor hun knap nok turde bevæge sig ud af huset. Traumatiserede mennesker går ofte i stå, helt fysisk. De bliver liggende i sengen, mister appetitten og har svært ved at klare de mest elementære, dagligdags ting. Og så lider de af hukommelsestab. Når Elalie endelig vovede sig ud af huset, kunne hun sommetider ikke finde tilbage.

Kurset i sjælesorg blev et vendepunkt

Kurset i bibelsk sjælesorg i Den Anglikanske Kirke blev et vendepunkt for Elalie. Medarbejdere fra Bibelselskabet i Uganda holdt en fire-dages uddannelse fra morgen til aften, og det forløste noget i den martrede kvinde. Hun begyndte at bevæge sig igen, turde gå ned til købmanden og delte sin historie med andre. Energien kom tilbage, og efterhånden blev hun primus motor i at udbrede bibelsk sjælesorg og uddanne andre flygtninge. Elalie etablerede en kvindegruppe, nye medlemmer kom til og tog rundt til hospitaler, fængsler, syge familier og andre enker med grusomme oplevelser.

Mødet med Elalie gjorde indtryk. Så jeg besluttede mig for at rejse ned til flygtningelejren Nakivale, hvor Elalie boede i næsten seks år, inden hun fik asyl i Danmark med sine børn. Rejsen var overvældende. Jeg talte med kirkeledere og flygtninge i alle aldre, der havde fået det bedre efter mødet med bibelsk sjælesorg. Flygtninge kredser ofte om selvmord. Håbløsheden hersker. For mange åbner sjælesorgsmetoden en ny dør til livet. Jeg mødte gruppen af enker, som Elalie havde undervist. I kirkelivet, i de anglikanske, katolske og pentakostale kirker, er Elalie og hendes arbejde velkendt. Jeg mødte mange, som havde haft vigtige samtaler med hende, som hjalp dem med at få forløst deres traumer.

Flygtninge kredser ofte om selvmord. Håbløsheden hersker. For mange åbner sjælesorgsmetoden en ny dør til livet.

Nødhjælpsorganisationer tager sig primært af at hjælpe mennesker med at få tag over hovedet og mad og formidle udviklingshjælp. Men behovet for psyko-social hjælp er grænseløst. Hvem tager sig af traumerne? Tabene? Bekymringerne? Vreden? Uforsonligheden?

Troen kan have afgørende betydning. ”Har man tro, har man håb, og man får styrke til at forholde sig til sine problemer,” som projektchefen Justus Ruberema i Uganda formulerer det. ”Derfor behøver flygtninge ikke det flotteste hus eller det bedste måltid allerførst. De har brug for at genvinde håbet. Har man ikke ro i sindet, er det svært at leve”.

Bibelselskabet i Uganda har de sidste fem år udbredt bibelsk sjælesorg, der bl.a. har stærkt fokus på tilgivelse og konfliktløsning. Ikke kun hos kvinder, men også hos mænd og børn. Da metoden blev introduceret i flygtningelejren Nakivale rystede politiet på hovedet. Men efter nogle år lød det: ”Hvad har I gjort? Vi kan mærke en forandring til det bedre i mentaliteten hos mange i det område, hvor I har arbejdet.” Præsterne i en række kirker bekræfter politiets oplevelse.

Sorggrupper styrker

At sorggruppen har en usædvanlig styrke og kan noget andet og mere end terapi på tomandshånd er for længst beskrevet i Den nødvendige smerte af psykoterapeuterne Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. De fremhæver desuden flere steder troens betydning i sorgprocessen. Det kan være en lettelse, hvis mennesket formår at rette vreden direkte mod Gud, som kan være ansvarlig for den smerte og meningsløshed, som den sørgende føler. Der er energi og handlekraft bag vrede, der rettes udad.

Hospitalspræst Christian Busch bekræftede gruppens styrke ved en større undersøgelse og udtalte, at ”i sorggruppen får menighedens fællesskab en ny betydning. Man kan nå ud til mange ved at lade dem spejle deres fortælling i andres fortællinger om det at leve med et tab. Teologisk handler det om at demonstrere opstandelsen ved at sprænge tanken om, at tabet og døden er det sidste ord.” Bibelsk sjælesorg kan ikke hjælpe alle, men mange i de dele af verden, hvor ulykkelige mennesker ellers er overladt fuldstændigt til sig selv. Metoden tager de svære spørgsmål op og får deltagerne til at reflektere over og diskutere deres voldsomme oplevelser sammen med andre. Bibelens fortællinger og en god portion psykologi inddrages. Gruppen bliver et fællesskab, der fortsætter, når kurset slutter. Og samtalen forstummer ikke. Stærke personligheder bærer i dette øjeblik stafetten videre.