Kirkens rum er for biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen vigtigt, fordi det rummer et menneskeligt nærvær, som går på tværs af tid. Her står hun foran Haderslev Domkirke. Foto: Henrik Kastenskov
Kirkens rum er for biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen vigtigt, fordi det rummer et menneskeligt nærvær, som går på tværs af tid. Her sidder hun foran Haderslev Domkirke. Foto: Henrik Kastenskov

Af Inge Haandsbæk Jensen

Biskoppen: I sorgen skal vi ikke dømmes, men deles

Det er basalt, at vi skal deles om sorgen, mener biskop Marianne Christiansen. Og det kan man gøre i kirkerummet

Sorg har som fødslen sin tid, og sorgens tid er meget længere, end vores kultur vil indrømme.

Med udgangspunkt i Johannesevangeliet kommer ordene fra Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift.

Hun har beskæftiget sig med de danske sorggrupper som led i det nye forskningsprojekt ”sorggrupper i kirken.” Da projektet blev præsenteret på en konference i Vejle, var det biskoppen, som holdt åbningstalen.

Der er på det seneste kommet øget fokus på den kirkelige sorggruppe; et sted, hvor man kan dele sin sorg og opleve nærvær og empati.

Og det viser sig, at en sorggruppe faktisk kan være en overraskende stærk støtte for mennesker, der har ondt i livet. Sorgen er nemlig et vilkår, vi deler, fortæller Marianne Christiansen:

”Det er basalt menneskeligt og kirkeligt at dele sorgen. Vi kender det fra begravelsen, hvor vi sidder sammen og mærker hinandens tilstedeværelse. Her kan vi finde veje ind til der, hvor vi ellers ikke normalt kan nå hinanden.”

Marianne Christiansen peger på, at der i den kristne tolkning af menneskelivet er en smerte. Den kan ikke gå væk, og man skal igennem den. I en luthersk sammenhæng bliver vi betragtet som hinandens sjælesørgere, men hvor sjælesorgen traditionelt set har været en individuel samtale med præsten, er det anderledes med sorggruppen:

”Sjælesorgens alfa og omega er, at præsten er den, der lytter, mens man kan fortælle og lægge ting frem. Når der er flere deltagere, kommer der samtidig et forhold imellem dem, der fortæller. Sorggruppen er vigtig, for netop i fællesskabet ser vi, hvad det at være menighed handler om: at man er sammen – også i sorgen.”

Kirken er herredømmefri

Det er ikke uden betydning, at bearbejdelsen af livets udfordringer sker i kirken, mener Marianne Christiansen. Kirkens rum er for tiden både søgt og anfægtet, men det vigtigste er, at det rummer et menneskeligt nærvær, som går på tværs af tid:



”Man skal i sorggruppen ikke bringes fra et sted til et andet, og man skal ikke nå noget mål. I kirken er der en erindring om de mennesker, som har været. Her bliver der forkyndt et håb, som trodser tiden,” siger biskoppen og tilføjer:

”Man kan sige, at kirkerummet åbner tiden.”

Sorggruppen er vigtig, for netop i fællesskabet ser vi, hvad det at være menighed handler om: at man er sammen - også i sorgen.

Samtidig er Gud med som tredje tilhører, forklarer Marianne Christiansen. For idet vi fortæller for hinanden, lægger vi også ting frem for Gud. Derved overlader vi det også til Gud at bedømme vores handlinger:

”Overgangen fra sorg til skyld er glidende, fordi mange mennesker forbinder sorg med skyld. Det afgørende er, at det er vejen frem at være sammen som mennesker i den uudholdelige skyld. Det ikke er op til os selv at dømme over skylden, men vi skal deles om den. Vi skal hverken dømme os selv eller andre, som Paulus siger. Kirken er et herredømmefrit rum, fordi det dybest set er Guds.”

En forløsende vej at gå

I Bibelselskabets arbejde indgår også traumeheling, en sorggruppe-praksis udviklet af psykologer, psykiatere og præster i Afrika. Her fungerer de bibelske historier som spejlbilleder på, hvilke dilemmaer og udfordringer man kan møde som menneske. De traumatiserede mennesker kan eksempelvis være indsatte i fængsler, voldtægtsofre eller krigs- og hiv-ramte, og med præsten som anker gennemgår de en proces, hvor traumerne bliver delt og bearbejdet sammen med en gruppe ligesindede.

Et initiativ, som Marianne Christiansen også mener kan have potentiale i en dansk kontekst:



”Det er ganske givet, at vi også i vores land kan lære af det arbejde, der er udviklet i en afrikansk sammenhæng. Netop i brugen af Bibelen og de fælles historier får vi en tredje samtalepartner med ind i sorggruppen eller traumehelingen - nemlig Guds ord. Det enkelte menneskes sorg og skyld bliver mødt og genkendt i bibelens fortællinger.”

Derfor mener hun, at sorggruppernes måde at konkretisere og bearbejde traumer har et værdifuldt potentiale:

”Det er en forløsende og helbredende vej at gå, når der er plads til, at vi kan le, græde og være fysiske. Det er vigtigt i vores kultur, at det fysiske og psykiske er to sider af samme sag.”



Bibelsk sjælesorg bygger på sorggrupper med fortælling, sang, bøn, rollespil, tegning, betroelse, bibelstudier og skriftemål.

Gennem De Forenede Bibelselskaber støtter Det Danske Bibelselskab arbejdet med bibelsk sjælesorg i blandt andet Libanon, Swaziland og Jordan.

Bibelsk sjælesorg

Materiale til bearbejdning af traumer med udgangspunkt i Bibelen
Bibelsk Sjælesorg
199,95

Desværre udsolgt. Forventes ikke genoptrykt.

Forfatter: Harriet Hill m. fl.
Sidetal: 118 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-853-8
Mål: 21 x 28,9 cm.