Børn fra Gomel-regionen med deres nye børnebibler. Fotograf: Anatoli Hreben.
Bibelselskabet i Hviderusland står overfor store udfordringer, hvor Bibelen spiller en central rolle både på kristne afvænningscentre, børnehjem og i skolerne. Foto: Scanpix

Af Lea Holtze

Børnene bærer arven fra Tjernobyl-katastrofen

Hviderusland blev hårdest ramt, da atomkraftværket Tjernobyl eksploderede, sendte en sky af død og ødelæggelse i vejret og forårsagede verdens største atomulykke for snart 30 år siden. I dag tynger armod og misbrug stadig landet, hvilket er en arv, som især børnene må bære. Men Bibelselskabet letter byrden

Det flade, golde landskab i det sydlige Hviderusland strækker sig i en uendelighed. Mennesketomme landsbyer, hvor malingen for længst er begyndt at skalle af, og træstakitter læner sig trætte bagover, får Gomel-regionen til at virke glemt og forladt. Og selvom næsten 30 år er gået, skulle man tro, det var i går, at Tjernobyl-kraftværket eksploderede og kastede voldsomme mængder radioaktiv røg op i atmosfæren, så hundredtusindvis af hviderussere måtte lade hjem være hjem og flygte.

Skilte med symbolet for atomkraft i de alarmerende gule og røde farver spærrer for det område, hvor niveauet af radioaktivitet stadig er for højt til, at mennesker må færdes der. Og det ses tydeligt, at der på grund af katastrofen ikke er nogen omsætning. Gennemsnitslønnen er på bare 850 kroner om måneden.

Miljøorganisationen Greenpeace anslår, at flere end 93.000 mennesker verden over har mistet livet eller vil dø af kræft som følge af Tjernobyl-katastrofen. Men FN’s udviklingsprogram UNDP mener, at den mest alarmerende arv fra Tjernobyl er de økonomiske, sociale og psykologiske skader, som katastrofen har påført mere end fem millioner mennesker i Hviderusland, Rusland og Ukraine. Affolkningen af området kombineret med lukningen af forurenede landbrug har skabt kø til børnehjemmene i det sydlige Hviderusland. Og det er den arv, børnene nu må bære.

Børnebibler bringer stor glæde blandt børnene, der finder ro og nærhed med de voksne fra Bibelselskabet. En børnebibel kan betyde alverden, når man ellers lever et liv i fattigdom og misrøgt. Foto: De Forenede Bibelselskaber.
Børnebibler bringer stor glæde blandt børnene, der finder ro og nærhed med de voksne fra Bibelselskabet. En børnebibel kan betyde alverden, når man ellers lever et liv i fattigdom og misrøgt. Foto: De Forenede Bibelselskaber

Der findes stadig masser af børn i Hviderusland, der ikke har fået en børnebibel, for midlerne er meget små. Men sammen med generalsekretær Igor Mikhailov og andre ildsjæle kan Bibelselskabet i Hviderusland arbejde for at nå ud til landets børn. For selvom troen ikke kan bære børnene uden om snavs og armod, kan den føre dem videre i livet, så de ikke ender som limsniffere eller alkoholikere.