Julestjerne
Foto: Pixabay

Brevkassen: Bliver astrologi nævnt i Bibelen?

Hej!

Jeg ville vide om Bibelen siger noget om astrologi, og hvis så om det er dårligt eller godt. Eller om det overhovedet bliver nævnt på nogen måder.

Mvh. Rosa

*************

Kære Rosa!

Tak for dit spørgsmål. Astrologi er et af de temaer, der står en smule om i Bibelen. Det skyldes blandt andet, at folkene rundt om Israel (egypterne og babylonierne ikke mindst) inddrog himmellegemerne i deres religion og påvirkede israelitterne til at gøre det samme (se fx 2. Kong 21,3).

Jeg forstår astrologi som en slags spådomskunst, hvor man ud fra himmellegemerne og deres indbyrdes stilling forsøger at forudsige sin skæbne eller store begivenheder i verdenshistorien. Den slags har Bibelens profeter ikke meget til overs for (se fx Es 47,13 eller Jer 10,1-2). Der er ingen frelse i astrologi.

Modsat benægter Bibelen ikke, at der kan være en sammenhæng mellem fænomener på stjernehimlen og verdenshistoriens forløb. Ved Jesu fødsel var der en særlig stjerne, måske en planetkonjugation, som fortalte astrologer, at en kongesøn var født i det jødiske folk (se Matt 2,1-2 og 9-10). Forud for og i forbindelse med Jesu genkomst vil der også vise sig tegn, som kan aflæses i himmellegemerne (se Matt 24,29 og Luk 21,25-26). Det er vigtigt for Bibelen at understrege, at det er Gud, der sætter disse tegn på himlen, og de skal netop vise os hen til ham.

Astrologi har som mange andre slags spådomskunst til hensigt at få indsigt i fremtiden. Selv om det er muligt, advarer Bibelen os generelt imod at søge den indsigt, fordi vi gennem spådomskunst kan blive knyttet til okkulte og dæmoniske kræfter. Den indsigt, astrologien kan give, er desuden begrænset og mangelfuld og hjælper os derfor ikke nødvendigvis med at træffe de rette beslutninger.

Det er en tanke værd, at de astrologer, som forstod at tolke Betlehemsstjernen som et tegn på fødslen af en verdenskonge i det jødiske folk, ikke var i stand til at finde frem til Jesus. I stedet løb de lige i armene på den paranoide Herodes og ender med at flygte for ham over hals og hoved. Når de finder frem til Jesus, skyldes det, at de får hjælp fra skriftkloge, som ud fra Bibelens profetskrifter kan fortælle dem, at jødernes salvede konge skal fødes i Betlehem.

Bibelen opmuntrer os til at ”nøjes” med de væsentlige ting, vi ved om fremtiden fra den bibelske profeti: At Jesus Kristus en dag kommer igen, at vi skal aflægge regnskab for vores liv over for ham, og at enhver, som lever i troens relation til Jesus Kristus vil bestå og få del i evigt liv på en nyskabt jord.

Bedste hilsner

Robert Bladt

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og cand.theol. Se hans brevkassesvar her.

Har du et spørgsmål om Bibelen? Send dit spørgsmål til spoerg@bibelselskabet.dk

Se brevkassens panel

Betlehemsstjernen

Betlehemsstjerne eller Julestjernen er blevet forklaret med forskellige astronomiske fænomener gennem tiden.

Nogle mener, at det har været sammenfald på nattehimlen mellem planeterne Jupiter og Saturn i 7 f.kr. eller Jupiter og Venus i 2 f.kr.

Andre mener, at det kan have været Halleys komet, der var synlig i 12 f.kr.

En tredje mulighed er, at Betlehemsstjernen var en supernova, der eksploderede i Andromeda-galaksen.

Kilde: Wikipedia