"The small crucifixion" af Matthias Günewald.
Forargelsen over Jesus' død har været der ligeså længe, der har fandtes kristendom. Maleri af Matthias Grünewald.

04.04.2018

Brevkassen: Er Gud en sadist?

Kan det virkelig være rigtigt, at Gud langfredag lod et uskyldigt menneske, Jesus, lide for vores synders skyld? Læs sognepræst Andreas Christensens svar her

Til Bibelselskabet



Er Gud en sadist ?



Når jeg går i kirke, og vi kommer til altergang og syndsforladelse, får jeg det rigtig dårligt. Det skyldes tanken om, at Gud skulle lade et uskyldigt menneske pine og plage for mine synders skyld. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Tænk, hvis vores kristne samfund var opbygget på den måde, at næstekærlige mennesker sad indespærret i fængsler, medens forbrydere og mordere gik frit omkring. Det ville føre til ragnarok, og et sådant samfund ville bryde sammen.



Heldigvis er vort samfund ikke opbygget på den måde, og hvis kirken fortsætter denne gamle tradition ind i en intelligent verden, vil der blive endnu flere, der forlader kirken. Det ønsker jeg ikke, så kirken må tage denne forkyndelse op til revision.



Og det er der en god grund til. Ifølge biblen siger Jesus ”som du sår, skal du høste” og ”stik dit sværd i skeden, eller du skal selv omkomme ved sværdet”. Hvad betyder disse ord? For mig er der ingen tvivl. Det må betyde, at hvad vi selv udsætter andre for, det vil vi selv opleve. Det lyder også mere rimeligt, end at andre skal bøde for mine fejl.



Men hvis det ikke opleves i dette liv, kan det gennem Jesus’ samtale med Nikodemus udledes, at så vil det blive oplevet i kommende liv. Siger Jesus ikke, at ”den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Så betydningen er klar, vores skæbne den har vi selv skabt.



Dem, der bringer os vores skæbne, er kun Guds redskaber. Det er ikke dem, der er de skyldige. Skæbnen kommer fra os selv, og vi tiltrækker skæbnen som en magnet. Både alt det gode, og alt det onde du oplever, det kan du takke dig selv for.



Jesus redegør således klart for, at vi genfødes. Det kalder vi også reinkarnation, og når kirken tager så kraftig afstand fra denne tanke, er det uforståeligt. Det er trods alt lang tid siden, man kunne tjene penge på at sælge afladsbreve.



Men al udvikling går fremad, og vi spiser stadig af kundskabens træ med de følger, det har. Forstår man dette, må man tilpasse sig udviklingen.

Det gælder også for kirken.



Med venlig hilsen

Vagn Noach




************



Kære Vagn Noach



Tak for din henvendelse til Bibelselskabet, hvor du beskriver din oplevelse ved altergangen og kommer med bud på, hvordan Bibelen kunne bruges til at videreudvikle kristendommen.



Du er bestemt ikke den eneste, der har oplevet væmmelse ved tanken om, at Kristus skal lide for den faldne skabning. Den forargelse har været der ligeså længe, der har fandtes kristendom. Det må være på den baggrund Paulus skriver om ”korsets dårskab” Første Korintherbrev kapitel 1,18. Altså: ”vanvid”.



Du anfører i din henvendelse, at Nikodemus-samtalen fra Johannesevangeliet kapitel 3 kunne forstås som en løsning: Altså, at man erstatter den almindelige kirkelige forestilling om, at frelsen sker ved, at Kristus bærer al verdens synd, med en form for reinkarnationstro, hvorved mennesket selv bidrager til balancen. I den forbindelse nævner du ordet ”genfødt” som i Nikodemussamtalen blot betyder dåb: I dåben bliver mennesket født på ny. Denne formulering går igen i lovprisningen, som indleder dåben i folkekirken. ”Født på ny” kan også oversættes: ”født ovenfra”, hvilket muligvis bliver anvendt næste gang Bibelen bliver oversat, så det ikke forveksles med reinkarnation. Nikodemus-samtalen glider også direkte over i den nok mest berømt passage i Johannesevangeliet: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn … ” I dette ”gav” er den stedfortrædende død med.



Du nævner i din henvendelse, at det er ved altergangen din modstand opstår. I de fleste gudstjenester vil du langt tidligere blive mødt med forsoningen, altså at Jesus dør for menneskets synders skyld. Det er til stede i indgangsbønnen, ofte i første salme, i den indledende bøn (kaldet kollekten) og navnlig i prædikenen er det præstens pligt, at uddybe, hvorledes denne historie er levende og relevant.



En del af din argumentation, som jeg læser den, hviler på præmissen: ”Hvis jeg var Gud, ville jeg…”. I den forbindelse bliver du ked af, at Gud tilsyneladende gør og/eller tillader det, du ikke ville gøre eller tillade. I den videre argumentation lægger du op til: ”Tænk hvis alle gjorde sådan”. En væsentlig pointe i kristendommen er netop, at Gud er Gud og at mennesket ikke er Gud. I den forbindelse er der en afgørende forskel på, at Gud lader sin søn dø som sonoffer for menneskene, mens fx Abraham bliver forhindret i at gøre det samme med sin søn, Isak (Første Mosebog 22,1-18).



Der har igennem tiden været gjort forskellige forsøg på at løse de problemer, du nævner. I oldtiden opstod der varianter af kristendommen, hvor Gud blev tænkt som flere lag, hvor det nederste lag var ondt (eller sadistisk, som du kalder det) mens den sande, øvre gud, udelukkende var god. Ligeledes opstod der varianter, hvor Jesus ikke er et rigtigt menneske, men en slags ånd, som således ikke rigtig lider. Ingen af disse varianter er rigtig slået igennem.



En nytolkning, som derimod har fået stor udbredelse, er Islam. Her er Muhammed og andre lykkedes med at genskrive historien uden treenighed, forsoning og stedfortrædende død og har dermed med stort held løst de problemer, du nævner. Islam kan langt hen ad vejen forstås som en modernisering af kristendommen i 600-tallet med en ny (eller gammel) fordeling af ansvaret Gud/menneske.



Også i dag findes der nyreligiøse bevægelser, som ser Jesus som en del af et større billede, men ikke med så central rolle som i kirkens forkyndelse – og igen uden en egentlig forsoningslære.



Den forandring, du efterspørger vil sandsynligvis finde sted uden for kirken og på et ikke-bibelsk grundlag, mens kirkerne rundt omkring på kloden vil holde fast i, at det er uforståeligt, men glædeligt, det, Gud gør og at mennesket ikke er Gud, men netop faldet bort fra Gud og på vej tilbage i kraft af Guds Søns stedfortrædende død.



Venlig hilsen

Andreas Christensen




Andreas Christensen, cand.theol. og sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Se hans andre brevkassesvar



Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.



Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk