Kære Bibelselskabet.

Jeg er en ung gut, der døjer med psykisk sygdom. Jeg har derfor søgt tilflugt i Jesus og Bibelen, men jo mere jeg læser i Det Gamle Testamente, jo mere forekommer Gud bare så ondskabsfuld, vred, amoralsk, morderisk og smålig. F.eks.:

• Anden Mosebog kapitel 21 vers 20-21: Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal det hævnes.  Men lever de en dag eller to, skal det ikke hævnes. Det er jo hans egne penge, det drejer sig om. 
• Dommerbogen kapitel 19 vers 24-30: Her er min datter; hun er jomfru. Hende vil jeg føre ud til jer, så I kan voldtage hende og gøre med hende, hvad I har lyst til. [...] Så tog manden sin medhustru og førte hende ud på gaden til dem. Og de lå med hende og mishandlede hende hele natten, lige til det blev morgen; de slap hende først, da det var ved at blive lyst. Ved daggry kom kvinden og faldt sammen foran døren til mandens hus, hvor hendes herre var, og dér lå hun, lige til det var helt lyst [...] Så løftede han hende op på æslet og begav sig hjemad. Da han var kommet hjem, greb han en kniv, tog sin medhustru og skar hende i tolv stykker, led for led, og sendte stykkerne af hende ud i hele Israel. 
• Salmernes Bog kapitel 137 vers 9: Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen.

Hvordan skal jeg forholde mig til ovenstående passager og Det Gamle Testamentes modbydelige narrativ generelt? Hvordan kan Gud, skaberen af hele kosmos, være så sadistisk og umenneskelig? Hvordan kan jeg som menneske finde Guds handlinger amoralske, når Gud skulle have en tidløs og overlegen moral? Hvordan kan jeg finde fred i Jesus (som jeg finder herlig), når hele Det Gamle Testamente er et blodbad uden lige? 

Mange hilsner
Viggo

-------------------------------------------------

Kære Viggo

Tak for dit spørgsmål og for din åbenhed.

Du rammer – desværre! – plet i et aspekt, som fylder meget i nogle bibellæseres bevidsthed. Og man kan endda tænke, at hvis en bibellæser slet ikke ser det aspekt i Bibelen som et problem, så må der altså være et eller andet galt med vedkommende.

Du nævner en række eksempler på Guds væsen og væremåde i Det Gamle Testamente, som umiddelbart må virke som grusomhed. Ja ligefrem som ondskab. Eller som sadisme eller smålighed, som du siger. 

Du skriver også, at du døjer noget med psykisk sygdom. Jeg ved ikke, om du selv kobler de to ting på nogen måde – om du f.eks. tænker, at det er et udslag af en skadet psyke, der får dig til at tænke sådan. Det kan jeg nu slet ikke forestille mig; din læsning af disse tekster virker sund, sammenhængende og fornuftig. Og et langt stykke på vej deler jeg den selv.

Det kan dog måske godt hænge sammen på en helt anden måde (det kan jeg heller ikke vide): Hvis din psyke er særligt sårbar, eller hvis du f.eks. har oplevet svigt eller grusomhed fra andre mennesker eller fra forældre, så kan det ramme særligt hårdt ind, når så du i disse tekster oplever Gud selv udvise lignende svigt eller grusomhed. Men som sagt: Det vil vi sikkert alle gøre, uanset psyke. 

Nu til selve teksterne (du må bære over med, at jeg bliver nødt til at dele det op i punkter):

Et forsvar af teksterne er ikke vejen frem
Et nærliggende og fromt løsningsforsøg ville være at forsøge at forsvare hver enkelt tekstbid – noget med, at hvis man nu ser rigtig godt efter, så er Gud i virkeligheden både mild og omsorgsfuld i samtlige citater! Noget med, at det var man sikkert helt klar over på den tid, og det er bare vores forkælede nutid, der har svært ved at se det.

Det er mildest talt ikke korrekt. En overraskende detalje ved mange af den slags tekster er, at Moses og Abraham og Jeremias og David og Esajas selv protesterer mod Gud som rasende. Ganske som vi gør det. Og hvis det bare var en eller anden hysterisk profet eller frådende prædikant, der havde opfundet disse billeder af Gud, så ville de tværtimod have rost og hyldet ham i det: ”Det er nemlig rigtigt, Herre, sådan skal de ha’ det!” I stedet protesterer de: ”Gud, det gør du bare ikke!” – sommetider med en sindsoprevet fortvivlelse, der overfladisk umiddelbart ville virke som gudsbespottelse. Hvilket er særligt bemærkelsesværdigt, fordi de gør det og siger det på en tid, hvor bevidstheden om Guds hellighed var stærk. 

Så hvis vi ville prøve at forsvare Guds handlinger i disse tekster ud fra det, vi kan se og vide umiddelbart, så ville vi netop stå som forsvarere af grusomhed. Og forhåbningen om Guds kærlighed ville være en meget skrøbelig sag. 

Affejning af teksterne er ikke en mulighed
Et andet forsøg på svar ville være at affeje teksterne helt og holdent: Det er et falsk og usandt billede af Gud.

Det er der mange, der forsøger sig med i dag. Det er dog ikke så enkelt i praksis. For hverken Jesus eller apostlene affejer teksterne eller gudsbilledet i Det Gamle Testamente på den måde. Overalt går de ud fra, at Gud i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente er den samme.

Så hvis man helst vil (sådan som du selv vil, kan man se af dit spørgsmål) kunne have tillid til og fastholde Det Nye Testamentes billede af Jesus, så har man altså et problem, hvis man samtidig mener at vide bedre om Det Gamle Testamentes Gud end dem. 

For at tage et eksempel: Der står ganske vist ikke noget om, at Abraham protesterer, da han skal ofre Isak. Men det er så sandelig ikke først den moderne bibellæser, der er begyndt at skære sig på denne tekst! Søren Kierkegaard var umådelig provokeret af den; Abrahams tro var ”uforståelig” for ham (selv om han samtidig beundrede den). I sin bog Frygt og Bæven endevendte han igen og igen denne fortælling med en indlevelse, hvor vi moderne, forargede skeptikere godt kan gå hjem og lægge os.

Men hvad så? Hvis vi hverken kan forsvare Gud i disse tekster eller affeje dem, hvad gør vi så?

En fremadskridende åbenbaring
Vi lægger mærke til, at den anden side af Gud, den omsorgsfulde og milde side, som vi har lært at elske i Det Nye Testamente, også findes i Det Gamle Testamente! Og den findes stærkt mange steder! Der er ligefrem mange af de udtryk, som bruges om Jesu omsorgsfuldhed og kærlighed (at han gribes af medynk, at han elsker, at han sørger for os, at han regner mennesker for sine venner, ja for sine børn), som er hentet direkte fra Det Gamle Testamentes billede af Gud (så at Det Gamle Testamente skulle være ”et blodbad uden lige”, som du skriver, er altså ikke hele sandheden).

Og samtidig er der også i Det Nye Testamente eksempler på Guds strenghed, f.eks. i Johannes’ Åbenbaring, i domsteksterne osv. Så det er altså ikke sådan, at det er helt forskellige billeder af Gud. 

Alligevel er der en klar forskel. De værste tekster i Det Gamle Testamente har ingen paralleller i Det Nye Testamente, og de bedste tekster i Det Nye Testamente har ingen (eller kun få) paralleller i Det Gamle Testamente. Så der er altså tale om det, man har kaldt for en ”fremadskridende åbenbaring”: Gud har ikke åbenbaret alt fra dag ét, men har vist sig klarere og klarere gennem århundrederne.

Lovens pagt og evangeliets pagt
Dernæst lægger vi mærke til, at det, jeg lige kaldte for ”de værste tekster”, hører til lovens pagt. I Bibelen er der (tydeligst i Det Nye Testamente) en klar forskel på de to pagter: lovens pagt og evangeliets pagt. Loven åbenbarer Guds vrede over synd, uretfærdighed og ukærlighed, og evangeliet åbenbarer Guds tilgivelse af synd, uretfærdighed og ukærlighed. 

Både loven (Guds vrede) og evangeliet (Guds nåde) udspringer af Guds kærlighed! Så begge aspekter findes både i Det Gamle Testamente og i  Det Nye Testamente; men vreden er trods alt tydeligst i Det Gamle Testamente, og nåden er tydeligst i Det Nye Testamente. 

En foreløbig og en endelig sandhed
Det vil sige, at de tekster, du har slået dig på (og jeg også har slået mig på), ikke er løgnetekster. Men de er en mindre sandhed, en foreløbig sandhed – evangeliet er den større sandhed, den endelige, sejrende sandhed. 

Hvordan får vi tillid til Guds kærlighed?
Og så en personlig tilføjelse: Jeg skærer mig stadig på de tekster. Og jeg protesterer imod dem. Det har jeg lov til, for det gør Bibelens egne personer også selv. Og grundlæggende har jeg lov til det, fordi jeg er barn af Gud og har taleret over for ham, også med vrede og protest. 

Men jeg vil jo også gerne have tillid til hans kærlighed og ikke bare taleret! Hvordan genfinder jeg denne tillid? Det kan være forskelligt fra bibellæser til bibellæser.

Personligt gør jeg det ved at begynde bagfra! Begynder med slutresultatet: Jeg ved, at Gud er kærlighed i alt, hvad han gør. Det kan jeg ikke altid se, hverken i teksterne eller i mit eget liv. Men jeg ved det på grund af Kristus. Hvis jeg vil vide, hvordan Gud er, så skal jeg vende mig til Jesus af Nazaret (og jeg kan se af dit spørgsmål, at det også er dér, du er landet). Hvis jeg ud fra de værste tekster i Det Gamle Testamente skulle kunne arbejde mig frem til, at nu har jeg tillid til Guds kærlighed, så tvivler jeg på, at jeg nogensinde nåede frem.

Skærtorsdag aften, da det begynder at gå op for disciplene, at Jesus faktisk er ved at tage afsked med dem, siger Filip: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os” (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 8) – lidt en vanvittig bøn i en jødes mund: Altså vi vil godt lige se Gud; det kunne vi godt nøjes med! Og man kunne godt forstå, hvis han nu fik et rap: ”Filip! Vi er jøder, sådan siger man ikke!” I stedet siger Jesus: ”Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?” – sådan som jeg er, sådan er Gud Fader i Himlen. Sådan er Faderen også kærlighed bag den grusomhed, der nu skal overgå mig det næste døgn i Gethsemane og på Golgata. Også dér er Gud en grædende, lidende, elskende Gud.

Gud vil os det godt
Så vi kan altså begynde vores møde med de værste tekster med den grundtillid, at Gud vil os det godt, og at han er kærlighed selv i det værste. Og så forsøge at læse dem dérudfra, selv om vi stadig ømmer os. 

Vi har jo erfaret fra vores liv med hinanden, at hvis vi kendte mere til det, der er foregået i andre menneskers sind og historie, så ville vi forstå noget mere af det hos dem, der umiddelbart virker uforståeligt for os. Måske ville vi også kunne forstå mere i de bibeltekster, der i dag virker uforståelige for os, hvis vi vidste noget mere om baggrunden. For det er stadig sandt, at ud fra det, vi umiddelbart ved og kan se, kan det ikke forstås eller forsvares; men der er jo også meget, vi ikke ved eller kan se.

Men det er ikke afgørende, og det er kun spekulationer. Visheden om Guds kærlighed finder vi i Jesus Kristus. 

Venlig hilsen
Leif Andersen

Leif Andersen er teolog, tidligere præst samt lektor emeritus i praktisk teologi ved Menighedsfakultetet. Læs hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du spørgsmål til ”Spørg om Bibelen”? Send det til spørg@bibelselskabet.dk