Brevkassen: Er oversætterne løbet sur i teksten?
Forskellige bibeloversættelser bruger "smør" og "tykmælk" om det samme ord. Hvad er mest rigtigt? Sådan spørger Hans, og professor MSO Anne Katrine de Hemmer Gudme kommer med et svar.
Til Bibelselskabet
Nogle mennesker sidder med deres danske eller for den sags skyld engelske bibel og føler sig helt sikre på, at der står dét, de selv læser og fortolker. Hvis man har Biblen på flere sprog, bliver man klar over, at det hele ikke er så éntydigt.
Tykmælk og smør er helt sikkert ikke det samme; men når der på nogle sprog (herunder de nordiske) tales om tykmælk i Biblen, bruger andre sprog ordet for smør. Hvad er det rigtigste?
Kan forskellen skyldes, at det i virkeligheden drejer sig om tykmælk, men at nogle kulturer og sprog ikke er fortrolige med tykmælk, så man er nødt til at nøjes med en unøjagtig oversættelse? Hvis smør er det rigtige, kunne der jo sagtens have stået dét på alle sprogene, for også de nordiske sprog kender til smør.
Venlig hilsen
Hans
********************************************************
Kære Hans
De to hebraiske ord, der i den danske 1992-oversættelse oversættes med tykmælk og mælk, eksempelvis i Første Mosebog kapitel 18, vers 8, er henholdsvis hæmah og halab. På det Gamle Testamentes tid var frisk mælk kun tilgængelig først på året, når gederne havde kid, men den friske mælk blev også hurtigt dårlig i varmen. Derfor forarbejdede man mælken, så den kunne holde sig. Det mest almindelige var at lave mælken til en form for flydende smør eller ghee, som i dag især kendes fra det indiske køkken, eller en form for ost. Osten laver man ved at lade syrnet mælk eller kærnemælk gære, hvorefter man tørrer det i små kugler, som kan holde sig længe. Når osten skal spises, blander man kuglerne med vand, så de bliver flydende igen. Ghee fremstiller man ved at kærne mælken i et gedeskind, så mælken deler sig i smørklumper og kærnemælk. Smørklumperne koges, og derefter bliver de langtidsholdbare.
Når der er tale om mælk (hebraisk: halab) i Det Gamle Testamente, kan det altså både være frisk mælk, der menes, men også forarbejdet mælk, såsom ghee eller den langtidsholdbare ost. I Første Samuelsbog kapitel 17, vers 17-18 står der i den danske oversættelse: ”Isaj sagde til sin søn David: ”Tag en efa af det ristede korn og de her ti brød til dine brødre, og skynd dig så hen i lejren til dem! Og de her ti stykker mælkeost (halab) skal du give tusindføreren.” Direkte oversat fra den hebraiske tekst står der sådan set bare ”ti skiver mælk”, men i dette tilfælde giver det rigtig god mening at forstå halab som forarbejdet mælk. I Dommerbogen kapitel 4, vers 19, hvor Jael åbner lædersækken med mælk (halab) og giver Sisera noget at drikke, skal halab til gengæld nok forstås som frisk mælk.
Men hvad så med hæmah, tykmælken? Hæmah henviser helt sikkert til en type forarbejdet mælk. Jævnfør Ordsprogene 30,33: ”For tryk på mælken (halab) giver tykmælk (hebraisk: hæmah), tryk på næsen giver blod, og tryk på vreden giver strid.” Hæmah er altså en form for syrnet eller kærnet mælk. Når hæmah og halab optræder sammen, som i Første Mosebog kapitel 18, vers 8, giver det god mening at oversætte hæmah med tykmælk (et forarbejdet mælkeprodukt) og halab med (frisk) mælk.
Og hvorfor oversættes hæmah så på nogle sprog med ”smør”? Ja, det kan være, fordi oversætterne har opfattet mælkeproduktet hæmah mere i retning af ghee end tykmælk, men forklaringen skal nok snarere hentes i den gamle græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta, som stammer fra det tredje århundrede f.Kr.
I Septuaginta oversættes hæmah nemlig konsekvent med det græske ord bouturon, som slet og ret betyder smør. Oversætterne af Septuaginta har enten forbundet hæmah med et smørprodukt, snarere end syrnet mælk og har derfor valgt at oversætte hæmah med bouturon, eller også har de tænkt, at deres læserskare af storbymennesker påvirket af den sofistikerede hellenistiske kultur, simpelthen bedre kunne forholde sig til smør end tykmælk, fordi tykmælk især er et produkt, der forbindes med det primitive hyrdeliv og beduintilværelsen.
Jeg tror dog mest på den første forklaring, for forskellen på land og by i antikken har ikke været så stor, at man i byen ville være fuldstændig ubekendt med et typisk landbrugsprodukt som syrnet mælk.
Grunden til at de moderne oversættelser afviger fra hinanden, er altså, at den præcise oversættelse af det hebraiske ord hæmah er vanskelig. De oversættelser, der vælger smør, hælder mod Septuagintas forståelse af ordet, hvorimod de, der vælger tykmælk og lignende betegnelser, ser bort fra Septuagintas fortolkning.
Svaret på spørgsmål er, at vi simpelthen ikke ved, hvad der er den mest rigtige oversættelse af hæmah, og derfor er der variationer i de moderne oversættelser. Hvis vi tager den gamle græske oversættelse, Septuagintas, tekstudgave som et troværdigt vidne til traditionen, så er smør nok trods alt det mest korrekte.
Med venlig hilsen
Anne Katrine de Hemmer Gudme
Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. og adjunkt ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet. Se hendes andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Hvor kommer mælken fra i Det Gamle Testamente?
I Nærorienten i oldtiden var geden det mest almindelige malkedyr. Kvæg blev primært brugt som trækdyr i landbruget, og får og geder blev brugt til kød, uld og mælk. Geder giver næsten dobbelt så megen mælk som får, så der er god grund til at gå ud fra, at ’mælk’ i Det Gamle Testamente som oftest er gedemælk.
