"The creation of Eve who emerges from behind Adam" fra ca. 1530-1570 af Giulio Bonasone. Findes på The Metropolitan Museum of Art.
Ifølge den første skabelsesberetning i Det Gamle Testamente skaber Gud mennesket på den sjette dag, selvom forfatterens måde at tænke døgnet på, kan få det til at se ud som om, det skete på den femte dag, skriver lektor, ph.d. Søren Holst. På billedet skabes Eva, som kommer frem bag Adam. Maleri af Giulio Bonasone. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Er skabelsesberetningen en dag bagefter?

Hej

Jeg læser som et del af mit studie Bibelen og har undret mig over følgende:

I 1. kapitel står der:

"v26  Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« v27  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. ... v31  Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag."

I slutningen af hvert afsnit i skabelsesberetningen står der konsekvent: Så blev det aften, og det blev morgen den (anden, tredje osv.) dag. Altså burde " Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag." stå skrevet inden vers v26? For Gud skabte vel mennesket den sjette dag, hvorefter han hvilede sig den syvende?

Derfor er jeg nødt til at spørge, om det bare er en fejl, eller om det bare er mig, der har misforstået? Jeg takker på forhånd for jeres svar.

Mvh
Jane

********************************

Hej Jane

Når forfatteren til Første Mosebog skriver ”så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag”, så kunne man godt tro, han mener, at dermed var den foregående, altså den femte dag slut, og da det blev morgen, begyndte den sjette dag. Men sådan hænger det ikke sammen.

Det kan man se det første sted, hvor han bruger den samme vending: I kapitel 1, vers 5, hvor Gud har skabt lyset og skilt lys og mørke fra hinanden og givet dem navn. Dér konkluderer forfatteren ”Så blev det aften, og det blev morgen, den første dag”, og meningen er altså åbenbart, at ”så blev det aften, og det blev morgen, og dermed var den første dag slut og den anden kunne begynde”.

Kapitlet kan altså deles op på denne måde:

1. dag (lyset): vers 3-5

2. dag (himmelhvælvingen): vers 6-8

3. dag (landjorden og planterne): vers 9-13

4. dag (himmellegemerne): vers 14-19

5. dag (fisk og fugle): vers 20-23

6. dag (landdyr og mennesker): vers 24-31

Så der er sådan set ikke nogen fejl nogen steder, men man kunne jo godt spørge, om det ikke skal oversættes på en tydeligere måde, næste gang Bibelselskabet laver en ny oversættelse.

Opdelingen viser i øvrigt, hvor systematisk forfatteren har tænkt: De tre første dage skaber Gud så at sige ”stederne” eller ”funktionerne”, og de tre sidste dage skaber han tilsvarende de ”aktører”, der skal udfylde stederne og funktionerne: Sol og måne skal sørge for lyset, fugle og fisk skal flyve og svømme under himmelhvælvingen, og landdyr og mennesker skal færdes på jorden.

Men hvis det er rigtigt at stille det op på den måde, viser det også, at hans billede af verden er noget anderledes end vores: For planterne, som i vores øjne er ”levende”, er for ham blot en slags tilbehør til selve landjorden, mens himmellegemerne bliver beskrevet næsten som en slags levende væsener.

Til gengæld har han garanteret ment det som en polemisk sidebemærkning til nabokulturernes religioner, at skønt himmellegemerne måske næsten er ”levende”, så kan de kun gøre det, Gud sætter dem til (nemlig at fortælle menneskene, hvornår det er på tide at holde gudstjeneste – se vers 14), mens nabofolk som ægyptere og babylonere anså sol og måne for at være selvstændige guder.

Med venlig hilsen
Søren Holst

Søren Holst er ph.d., lektor i Det Gamle Testamente ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet og forfatter. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Døgnet i jødedommen

Jødedommen har siden oldtiden set sådan på det, at den nye dag eller døgn begynder ved solnedgang. Altså fejrer man sabbat fra solen går ned om fredagen, til den går ned om lørdagen. I selve Det Gamle Testamente er man tilsyneladende endnu ikke nået til enighed om det, og i skabelsesberetningen lyder det som om, den nye dag begynder, når solen står op: ”Det blev aften, og det blev morgen: Den første dag”.