Kære modtager, hvem det så måtte blive.

Jeg stod for nogle uger siden med et "lille" problem, en nonfirmation for min søsters ældste, hvor jeg skulle holde tale. Det i sig selv er svært, men også, at den anden del af familien er nærmest gudsforskrækkede, og min familie er kulturelt kristne. Jeg måtte opgive at skrive talen og tænkte det egentlig mere som undervisning (jeg er lærer i en friskole). Det endte med at blive en blanding af eventyr og historie, men med mit kristne livssyn som underlæg. Talen gik næsten af sig selv, da jeg først gik i gang, og der var ros fra både den ene og den anden side.

Der står meget om dåb i Bibelen, men konfirmation kan jeg ikke finde. Paulus var væsentlig ældre da han kom til at tro (og dermed fik sin konfirmation). Ergo! Jeg mangler fakta om dette område, og derfor tror jeg, at det også gælder andre.

Mvh. 

Steen

************************************



Kære Steen



Tak for dit spørgsmål om konfirmation/nonfirmation. Konfirmationen, der betyder at blive bekræftet, hænger sammen med dåben. Vi finder ikke konfirmationen som begreb i Det Nye Testamente, men sammenhængen mellem dåbshandling og den senere håndspålæggelse (eksempelvis i Apostlenes Gerninger kapitel 8,14-17) findes.

Det er denne sammenhæng, der udvikles til konfirmationen, hvor dåben først fuldbyrdes ved håndspålæggelsen og derved overdragelse af ånden til den døbte. Spørgsmålet er hvor lang tid, der skal gå fra dåb til håndspålæggelse? I katolsk tid var det kun biskoppen, der kunne konfirmere, og derfor døbte præsten først, og senere kom biskoppen, for at udføre håndspålæggelse. Konfirmationen blev således til et supplement til dåben og dåben var først ret, når den døbte også var konfirmeret.

Martin Luther gør op med denne tidsmæssigt adskilte sammenhæng. I den udstrækning Luther anerkendte konfirmationen, var den ikke et supplement, men en bekræftelse på dåben; altså sjælesørgerisk. Konfirmationen skal hos Luther få os til at vende tilbage til dåben, og derfra videre til nadveren. I gamle dage var konfirmationen en forudsætning for nadverdeltagelse. Det er den ikke mere. Men stadig forudsætter deltagelse i nadveren, at man er døbt. Der findes ingen kirkesamfund i historiens forløb, der har haft en lære om udøbtes deltagelse i nadveren. Men børn bliver ikke spurgt, om de er døbt, når de deltager i nadveren. Men børn bliver ikke spurgt, om de er døbt, når de deltager i nadveren.

I efterreformatorisk tid bliver konfirmationen koblet sammen med undervisning, således at konfirmationen gøres til en del af den nødvendige dåbsundervisning, som kirken altid har fastholdt.

I Danmark indføres konfirmationen officielt i 1736. Det skete på baggrund af pietismens optagethed af den enkeltes tro. Pietismen er i sin grund oplysning, for man skal vide, hvad man tror på, og derfor er undervisning og personlig stillingtagen nødvendig.

I vore dage ses konfirmationen som en dåbsoplæring og som en bekræftelse. Konfirmanden bekræftes i sin dåb. Og således forstået kan enhver gudstjeneste forstås som en konfirmation, hvor vi bliver bekræftet i vores dåb og tilhørsforhold til Gud.

Undervisningen i folkekirken er af meget høj kvalitet, og er både praktisk og teoretisk orientering, og man kommer vidt omkring i både kristentroen og den europæiske kultur i konfirmandstuen.

Konfirmationen har således ikke direkte bibelsk begrundelse, og står og falder derfor med den folkelige opbakning. Men det er en stor ting at bekræfte et ungt menneske i, at det hører til i en større sammenhæng og i en større fortælling, end vi kan fortælle os selv. Konfirmationen bliver derved til dåbspåmindelse. Konfirmationen er tydeliggørelse af Guds løfte til os.

Med venlig hilsen

Thomas

Thomas Reinholdt Rasmussen er biskop i Aalborg Stift. Se hans andre brevkassesvar

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.



Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk