Brevkassen: Hvor høj var Jesus?
Allan kunne godt tænke sig at vide, præcist hvor høj Jesus var. Anita Brændsgaard Bennetsen kommer med et svar.
Hej
Jeg kom til at tænke på, hvor høj Jesus er i centimeter, hvis nogen ved det. Jeg
kunne nemlig ikke finde det i søgningen.
Venlig hilsen
Allan
*****************************
Kære Allan
Mange tak for dit spørgsmål.
Desværre er Bibelen meget sparsom med sådanne faktuelle oplysninger om Jesus. Med Bibelen som kilde har jeg derfor ikke mulighed for at give dig et præcist svar på spørgsmålet, om hvor høj Jesus var i centimeter.
Men jeg kan derimod fortælle dig, at der i det 1. århundredes Palæstina var en mand, der i overført betydning ragede højere op end alle andre. Den mand var Jesus, og både dengang og nu indtager han en plads som en af historiens vigtigste enkeltpersoner. For det var ikke kun i det 1. århundredes Palæstina, at han ragede op. Nej, selv i dag er Jesus en meget stor mand. For eksempel indtager han den suveræne førsteplads på flere af de sociale medier, og når man googler Jesus får man mere end 829.000.000 hits. Han overgår således både fodboldhold som Manchester United og popidoler som Justin Bieber og Lady Gaga med flere længder.
Hvorvidt Jesus fysisk var en høj eller en lille mand, kan jeg altså ikke svare på, men jeg ved, at han var og er en stor mand, der har uendelig stor betydning for millioner af mennesker verden over.
Med venlig hilsen
Anita Brændsgaard Bennetsen
Anita Brændsgaard Bennetsen er sognepræst og tidligere ungdomspræst i Lyngby-Taarbæk Provsti. Se hendes andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Så mange google-hits får de:
Manchester United / Man U:
cirka 210.000.000 hits.
Lady Gaga:
cirka 405.000.000 hits.
Justin Bieber:
cirka 476.000.000 hits.
Jesus:
cirka 830.000.000 hits.