Til Bibelselskabet

Når vi er på rejse, har vi altid benyttet lejligheden til at overvære søndagens gudstjenesten i den nærmeste kirke. Det vil sige, at vi også har deltaget i ritualer på bl.a. engelsk, tysk og spansk.

Mit spørgsmål er følgende: Det lader til, at den danske protestantiske kirkes trosbekendelse er den eneste, der starter med at nævne (troen på) djævelen og derefter forsagelsen af ham.  Er det tilfældet? Og hvorfor forskellen til de andre trosbekendelser på den samme Gud?

Bedste hilsner
Povl Lind

******************************

Kære Povl Lind

Vi har i folkekirken to trosbekendelser: Den Apostolske og den Nikænske.

Den Apostolske trosbekendelse er mest brugt, og den er i folkekirken koblet sammen med en forsagelse. Det er den, der bruges ved dåben, og som har været brugt der siden oldtiden.

Når man i kirkens første tid skulle døbes, havde man først en forsagelse og derefter en trosbekendelse. Forud for at den, der skulle døbes, sagde Ja til Gud og Kristus ved en trosbekendelse, brugte man at fremsige en forsagelse af Djævelen. Kirkefaderen Origenes, der levede ca. 185 – 254, skrev fx: Når vi kommer til dåbens vand, forsager vi alle andre guder og herrer, og bekender Gud Fader, Søn og Helligånd. Denne forsagelse ved dåben var særlig vigtig i oldtiden, hvor folk ved dåben skiftede religion - fra hedenskab til kristentro. Men lige siden har man fastholdt forsagelsen og trosbekendelsen ved dåben i hele Vesteuropa. Luther fastholdt den også på reformationstiden, og vi har siden beholdt den i den danske kirke. 

Grundtvig i 1800-tallet lagde meget vægt på dåbens sakramente, og dåbens pagt, og ikke mindst på grund af ham, er det blevet sådan, at vi også ved gudstjenester fremsiger eller synger dåbsbekendelsen, dvs. Forsagelsen + troen. Nogle kalder det også dåbspagten. Så hver søndag bekræfter menigheden i fællesskab forsagelsen og troen, sådan som det første gang skete ved dåben.

Det særligt danske er altså ikke, at vi har både forsagelsen + troen med, for det har de fleste andre kirker også ved dåben. Det særlige er at vi som regel siger/synger den også ved gudstjenesten. I nogle andre kirkesamfund bruger man i gudstjenesten den apostolske trosbekendelse uden forsagelsen. I atter andre kirkesamfund bruger man den apostolske trosbekendelse (incl forsagelse) ved dåben, mens man bruger den nikænske trosbekendelse i gudstjenesten – og den har aldrig haft nogen forsagelse tilknyttet.

I oplysningstiden sidst i 1700-tallet havde nogle problemer med den “umoderne” tro på en personlig Djævel. Dette førte til, at man fx i Sverige og nogle tyske kirker afskaffede forsagelsen også ved dåben. I Danmark kæmpede Grundtvig meget for at forsagelsen ved dåben skulle bevares, og som sagt fik han også indført at forsagelsen + troen blev fremsagt ved gudstjenesten. På den måde er der blevet særlig stor forskel på dansk og svensk skik.

Med venlig hilsen
Kurt E. Larsen

Kurt E. Larsen er ph.d. i teologi og lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet. Se hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.