Kære Brevkasse

Jeg er en 19-årig fyr, som for nylig er begyndt at interessere mig mere for religion. Derfor går jeg også og tænker over, om jeg egentlig tror på Gud. Personligt har jeg det sådan, at jeg ikke har lyst til at følge en gud, hvis moral jeg ikke kan forlige mig med, eller som jeg mener tager fejl på nogle punkter – uanset hvor sikker jeg måtte være på, at den gud eksisterer.

Jeg synes, der er mange gode ting i Bibelen. For eksempel næstekærlighedsbuddet, som jeg synes er en smuk og vigtig idé. Samtidig er der også ting, jeg har svært ved at være enig i, blandt andet Bibelens syn på homoseksualitet. Her har jeg valgt at tænke, at Bibelen er skrevet i en anden tid, hvor homoseksualitet blev opfattet meget anderledes end i dag.

Jeg har også tænkt en del over problemet med ondskab. Hvis der findes en kærlig Gud, og hvis Gud samtidig har magt til at kontrollere alt, hvorfor findes der så så meget lidelse og ondskab i verden?

På det punkt kan jeg egentlig godt forlige mig med tankerne i Jobs Bog, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg forstår den som et bud på, at der findes en større plan, som mennesker ikke nødvendigvis kan gennemskue – det, man ofte kalder "Guds veje er uransagelige".

Men jeg sidder stadig tilbage med et spørgsmål: Er der ikke mange mennesker, som på nogle områder virker mere moralske end Gud? Hvis vi havde magten til det, ville de fleste af os vel fjerne mange af de forfærdelige ting, der sker i verden?

Jeg kan godt se, at det måske modsiger min accept af tanken om en større plan, som også omfatter ondskab og lidelse. Derfor er jeg lidt splittet.

For at opsummere mine tanker: Mener I, at man kan tro på Gud, selvom man ikke kan forlige sig med alt, hvad man mener Gud står for? Og er det rimeligt at tænke, at mange af os måske ville forsøge at skabe en bedre verden end den nuværende, hvis vi havde de samme muligheder som Gud?

Jeg synes også, det ville være lidt mærkeligt, hvis man mente, at alt i Bibelen er perfekt. Det er dog ofte det indtryk, jeg får fra nogle troende. Samtidig virker det på mig, som om vi nogle gange er lidt for bange for at kritisere Gud. Netop derfor synes jeg, at Job er en interessant figur, fordi han udfordrer og stiller spørgsmål, og alligevel bliver rost af Gud, sådan som jeg forstår fortællingen.

Men når det handler om større spørgsmål, som Bibelens syn på homoseksualitet eller om de fleste af os ville fjerne mere lidelse fra verden, hvis vi havde muligheden, så synes jeg, det bliver svært at tro på Gud – også selv hvis jeg var sikker på, at han eksisterede. Hvilket jeg ikke er.

Undskyld det lidt indviklede skriv. Jeg er stadig ved at gøre mig tanker om det hele og har kun begrænset viden om Bibelen, så måske overser jeg noget vigtigt. Jeg er bare nysgerrig efter at høre andres perspektiver.

Ha' en god dag.

Venlig hilsen
Jens

Kære Jens.

Klokkeklar formulering af dilemmaerne
Tak for dit brev. Og for at begynde bagfra i det, du skriver: Du kan roligt være helt tilfreds med dit skriv! Du formulerer dilemmaerne og spændingsfeltet klokkeklart. Faktisk kan man møde ældre (og måske endda mere bibelstærke) danskere, som fumler meget mere usikkert i de emner. Men du sætter fingeren præcis på de ømme punkter. Måske netop fordi du aldrig har lært de fromme floskler og konventionelle forsvarstaler, hvormed mange forsøger at forsvare Gud og troen!

Du spørger i overskriften: ”Lovpriser vi Gud for meget?” – det ved jeg egentlig ikke, om vi gør. Derimod er jeg sikker på, at mange brokker sig for lidt! Mange tør slet ikke røre ved protesten og vreden imod Gud. For de er bange for, at så bliver Gud nok vred! Men du rører ved den, og du ordsætter den. Det er vigtigt.

Du henviser selv til Job. Han gør præcis dét.

Job er den eneste i Jobs Bog, der taler til Gud
Lagde du mærke til, at Job er den eneste i Jobs bog, som taler til Gud? – som siger du til ham! Alle de andre taler om Gud – teoretiserer om Gud, spekulerer og teologiserer over Gud. De prøver at forsvare ham! Men Jobs tro viser sig i, at han kommer direkte til Gud med sin protest. De andre ”lovpriser Gud for meget”, som du siger – men de holder sig samtidig på afstand af ham. 

Jobs tro er ikke smuk. Men den er ærlig. Den er vredens bøn. Og du har ret i, at det er Job, Gud roser, mens han er vred på vennerne med al deres distancerede fromhed (Jobs Bog kapitel 42 vers 7).

Det har at gøre med to grundlæggende ting, vi ved om Gud: 

• For det første, at han er en tilgivende og tålmodig Gud.
• For det andet, at han hader hykleri!

Og derfor tager Job til allersidst også sine anklager mod Gud tilbage – ikke fordi de aldrig skulle være kommet frem, men fordi han indser, at alle hans anklager havde taget fejl: Gud var alligevel ikke lunefuld og uretfærdig og sadistisk.

Ingen romantiske skønskildringer i Bibelen
Bibelen er nådesløst ærlig. Der er ingen romantiske skønskildringer. F.eks. er der, hverken i Det gamle Testamente eller i Det Nye Testamente, ikke en eneste familie, der kun er harmonisk! Der er altid et eller andet galt. Selv i Jesu egen familie. 

Du spørger: ”Mener I, at man kan tro på Gud, selvom man ikke kan forlige sig med alt, hvad man mener Gud står for?”

Ja! Det er faktisk gennemgående i Bibelen. Særligt i Det Gamle Testamente (og det er bemærkelsesværdigt! – for det er samtidig her, at bevidstheden om Guds hellighed og farlighed står stærkest!). Man bebrejder både Gud, at han sover (Salmernes Bog 44 vers 24), at han har svigtet sine højtideligste løfter (Salmernes Bog 89 vers 35-40), at han har skuffet os og ikke er til at stole på (Jeremias' Bog kapitel 15 vers 18). 

Og når han gennem Moses eller Abraham eller profeterne forkynder sin dom over folkene, så siger de ikke begejstret: ”Det er nemlig rigtigt, Herre; sådan skal de ha’ det!” – det ville de jo nok have sagt, hvis det bare havde været dem selv, der havde lagt Gud det i munden! I stedet protesterer de: ”Det vil jeg simpelt hen ikke være med til, Herre. Det gør du bare ikke!”

Det er ikke først i vores moderne civilisation, man bliver forarget på Gud. Det gør man også i Bibelen! 

Det er lidt som at være gift. Man kan skændes, så det ryger – men man har lovet at blive sammen gennem tykt og tyndt. Og man har lovet at elske hinanden! Kærlighed kan sagtens være både uenig og meget vred, men alligevel stadig være kærlighed. Og så øver man sig i at bøje sig ind mod hinanden. Og stole på hinanden.

”… bøje sig ind mod hinanden” – men bøjer Gud nogensinde sin vilje ind mod os?

Ja! Det viser sig bl.a. i det sære, at Gud kan ”fortryde” sine beslutninger (Anden Mosebog kapitel 32 vers 14; Jonas' Bog kapitel 3 vers 10 og mange andre steder) – ikke fordi Gud indser en fejltagelse, men fordi situationen har ændret sig. F.eks. ved, at mennesker beder!

Det er usandsynligt, at Gud i dag skulle komme med nye åbenbaringer, hvor han f.eks. fortryder sine første meldinger om homoseksualitet, som du nævner. Men så har vi i hvert fald lov til at sige til ham, at dét forstår vi altså ikke, og vi synes, det var en dårlig holdning. 

Vi må leve med uløste spørgsmål og problemer
Og så kan det være, man kommer til at leve med det spørgsmål – eller med flere andre uløste problemer – som et åbent sår i troen. Det kan være, at vi en dag får dem løst, så vi som Job trækker vores anklager i os igen. Det kan også være, vi aldrig kommer dertil.

Fordi Gud er så forskellig fra os, vil der altid være noget, hvor vi har svært ved at følge ham. Men fordi vi samtidig er skabt i Guds billede og dermed også ligner ham, har han alligevel kunnet gøre sig begribelig for os. Han henvender sig ikke til os som til dyr eller ting, men som et Jeg til et Du.

Hans åbenbaring og hans tale til os kan være både forargelig og paradoksal; men den er ikke meningsløst sludder og vrøvl. Vi er dog på talefod!

Vi ved rigtig meget om Gud, fordi han har givet sig til kende for os. Men der er også rigtig meget, vi ikke ved. 

Og da har vi jo erfaring for, at hvis vi f.eks. kommer til at lære et menneske bedre at kende, og vi ved mere om dets historie og baggrund, er det sommetider lettere at forstå, hvorfor det har gjort, som det har, og hvorfor det er, som det er. Også det, der først virkede absurd og ubegribeligt på os.

Det giver god mening at tænke noget lignende om Gud: Der er meget af det, der står i Bibelen, vi ikke kender baggrunden for og historien bag. Måske havde vi lettere kunnet forlige os med det, hvis vi havde vidst mere, end det er muligt at vide nu. 

Et af de emner, hvor de fleste af os har sværest ved at forlige os med Gud, er det, du også spørger om: ”Hvis der findes en kærlig Gud, og hvis Gud samtidig har magt til at kontrollere alt, hvorfor findes der så så meget lidelse og ondskab i verden? … Er der ikke mange mennesker, som på nogle områder virker mere moralske end Gud? Hvis vi havde magten til det, ville de fleste af os vel fjerne mange af de forfærdelige ting, der sker i verden?”

Lige præcis! Faktisk har jeg i en lærebog om sjælesorg ”Kroppen og ånden” skrevet: ”Det sker, når man har oplevet mennesker fra deres bedste side, beredvillige, hjælpsomme, støttende og lyttende, at man kan få den tanke: Her kunne Gud godt lære et og andet.”

Den protest imod lidelsen, katastroferne og ondskaben i verden er jo ikke noget, vi selv har fundet frem til. Den har vi lært af Bibelen (og dermed af Gud selv) – og alligevel virker det, som om Gud ikke overholder sine egne bud om kærlighed. 

Du har ganske ret i, at vi stoler på en ”større plan”. Vi tror, at der er en mening med ting, og at Gud er kærlighed også i det ubegribelige. Derfor har du også ret i, at vi er ”splittet”. 

Men det betyder også, at det er en uskik at forsøge at forsvare Gud med fromme gætterier eller udregninger eller omfortolkninger. Uanset, om katastroferne er noget, Gud har bestemt, eller han ”bare” har tilladt det, så virker det ubegribeligt. Det er en af de største gåder i kristendommen. Og det er det, både når vi ser på verdenshistorien og på nyhederne, og når vi ser på vores eget liv. 

For hvad bliver det til med at ”give os det, vi beder om”?!

Desværre har mange kristne den uvane, når de vil forsvare Gud, at de så gætter sig frem. For vi vil så gerne forstå meningen med ting!

Men det er også ubegribeligt i Bibelen. I virkeligheden er det ikke et spørgsmål, vi stiller til kristendommen – det er et spørgsmål, kristendommen selv stiller!

Bare i Salmernes Bog (Bibelens bønnebog) står der ”Hvorfor?” over tredive gange! Selv Jesus skriger på korset: ”Hvorfor?!”

Aftenen før Jesus skal dø, beder han endda Gud, om ikke godt han må slippe (Lukasevangeliet kapitel 22 vers 41-44). Det er ret ubegribeligt: Den aften vil Gud Fader og Guds søn hver sit! – men så bøjer han sin vilje ind under Faderens: ”Dog, ske ikke min vilje, men din”. Og Guds vilje er altså, at hans egen søn skal dø en grusom død. 

Og da han er ved at udånde på korset, råber han: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – ikke, fordi han ikke lige kan huske, hvorfor; for det har de selv besluttet sammen fra evighed: Han skal dø for menneskenes skyld! Men her og nu kan han bare ikke holde det ud. 

Kristendommen er unik blandt verdens religioner – bl.a. på den måde, at det er den eneste religion, der aldrig har kunnet løse lidelsens problem teologisk!

I andre religioner lider man selvfølgelig også under sygdom, død, arbejdsløshed, ondskab osv., ganske som vi gør. Men man har altid en eller anden teologisk forklaring på det. Det har vi ikke. 

Hvis nu kristendommen havde været en menneskelig opfindelse, mon så ikke vi for længst havde konstrueret en teologisk forklaring? Men hvis den nu er en åbenbaring fra Gud, er det måske ikke så mærkeligt, at der er ting, der ikke lader sig forklare. 

Den skjulte Gud er kendt gennem Kristus.
Det er med god grund, vi taler om ”den skjulte Gud”. For vi ser ham ikke, og på mange måder forstår vi ham ikke. Men at han er skjult, betyder ikke, at han er ukendt. Vi kender ham gennem Kristus.

Vi ved, at Gud er kærlighed. Det ved vi på grund af Kristus. Her gætter vi os ikke frem! Men ofte kan vi ikke se det! Så i stedet for forklaringer har han givet os en fortolker – en tolk, som kan oversætte Guds fjernhed og uforståelighed til kærlighedens sprog: 

“Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne [dvs. den enestefødte], som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk” (Johannesevangeliet kapitel 1 vers 18).

Det er derfor, det er dødfødt at ville forsvare Gud. Alle fromme gætterier på, hvorfor Gud nu tillod dit og gjorde dat, ville bare ende i grusomhed og anklager mod os selv eller mod andre mennesker. Det er den slags gætterier, Job kalder for ”at forsvare Gud med løgn” (Jobs Bog kapitel 13 vers 7).

Profeten Jeremias siger til Gud (Jeremias' Bog kapitel 12 vers 1): ”Herre, du får ret, når jeg anklager dig, og dog må jeg gå i rette med dig”! Han ved godt, at han aldrig kan få ret over for Den Almægtige. Alligevel må han protestere! Det er den ret, vi har som Guds børn: retten til at gå i rette med Gud.

Om netop denne bøn hos Jeremias siger den spanske psykiater Pablo Martinez: 

”Ved første øjekast ser det ud, om som Jeremias afviser Gud, fordi han kæmper imod ham. Hans oprør synes at indebære en afbrydelse af det nære forhold. Men i virkeligheden er det modsatte nærmest tilfældet: I sit angreb på Gud kommer Jeremias Gud nærmere. Profetens kamp med Gud er den elskendes kamp for at nå ind til den elskede.”

Vi tror på en lidende og grædende Gud
Den anden unikke ting ved kristendommen er: Vi tror på en grædende og lidende Gud. 

Gud Fader blev aldrig menneske. Men Guds søn er Gud på samme måde, som Faderen er Gud. Og samtidig er han menneske på samme måde, som vi er mennesker. 

Det vil sige, at vi tror på en Gud, der selv har oplevet at stå ved en vens grav og græde. En Gud, der har oplevet at svede i dødsangst. En Gud, der har været forhadt og misforstået. Har oplevet at dø. Og som den allerførste oplevet at stå op fra de døde igen.

Så i stedet for at forklare lidelsen, og i stedet for at fjerne lidelsen, har han delt den med os.

Ja, det kan være svært at tro på Gud. 

Men det kan være sværere ikke at tro på Jesus Kristus. Og han ved mere om både Gud, om lidelse og om kærlighed, end vi gør. Så kan man måske gå fra troen på ham videre til troen på Gud.

Det er sandt, at man skal have gode grunde for at tro på en Gud, hvor man måske skærer sig både på det ene og det andet. Men det har vi så også: Kristus er den gode grund!

Så, for at runde af med din overskrift: På grund af Kristus kan vi nok egentlig ikke lovprise Gud for meget. Han er vores tillid og vores genkærlighed værd. Men protesten og lovprisningen kan godt ligge side om side i os. 

Med venlig hilsen
Leif Andersen

Leif Andersen er teolog, tidligere præst samt lektor emeritus i praktisk teologi ved Menighedsfakultetet. Læs hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du spørgsmål til ”Spørg om Bibelen”? Send det til spørg@bibelselskabet.dk