
07.06.2023
Brevkassen: Kan man være kristen, selvom man tror på big bang?
Kan man være kristen, selvom man tror på Darwins evolutionsteori og big bang? Teolog Jens Bruun Kofoed giver et svar i brevkassen
Hej kære Brevkasse.
Kan man være kristen, selvom man tror på Darwins evolutionsteori og the big bang? I Bibelen står der jo, at man ikke må tilbede og tro på andre guder, men naturvidenskab er jo ikke en gud.
Venlig hilsen
Vilmar
------------------------------------------------------
Kære spørger.
Det korte svar er et klokkeklart ”Ja!” For når det handler om, hvad der er det bærende eller kernen i kristendommen, så er det Jesus Kristus.
Tror man sine synders forladelse for Jesu skyld, er man en kristen. Den anden trosartikel (andet led af trosbekendelsen), som netop handler om Jesus, er ikke uden grund blevet kaldt den artikel, hvormed kirken står og falder!
Det betyder ikke, at den første trosartikel (første led af trosbekendelsen) om Gud som skaberen ikke er vigtig. Det er den. Og tror man ikke på Gud, så tror man på en anden gud. Luther definerer en gud som den, man sætter al sin lid til og venter alt godt fra. Og hvis man forventer, at f.eks. naturvidenskaben kan give svar på alle ting, så har den – i luthersk forstand – erstattet troen på Gud og er selv blevet en gud. Og det er selvfølgelig ikke kristen tro. På den måde er troen på Gud som skaber vigtig.
Når det kommer til, hvordan Gud har skabt, er kristne imidlertid uenige – også selvom de fastholder Bibelen som gudsåbenbaring. Her må det bedste argument så at sige vinde. Altså det argument, der bedst gør rede for, hvad Bibelen samlet set siger om måden Gud skabte på. Men uanset om man fastholder en tro på skabelse ”af intet” eller forstår teksterne som udtryk for, at Gud har gjort brug af evolutionære processer i skabelsen, er det ikke noget, der i sig selv gør os kristne eller ikke kristne!
Venlig hilsen
Jens Bruun Kofoed
Jens Bruun Kofoed er ph.d. i teologi. Han er professor i Gammel Testamente ved Dansk Bibel-Institut. Se hans andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Den apostolske trosbekendelse
Den apostolske trosbekendelse er den, man oftest bruger i folkekirken. Den består af tre trosartikler, der bekender troen på henholdsvis faderen, sønnen og helligånden. Den lyder:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Urhistorien

Forfatter: | Peter Madsen |
---|---|
Illustrator: | Peter Madsen |
Sidetal: | 122 sider |
Indbinding: | Indbundet |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7523-936-8 |
---|---|
Mål: | 23,5 x 32 cm. |