Bibelen online

Første Makkabæerbog Kapitel 16

Judas og Johannes fordriver Kendebaios

Johannes kom op fra Gezer og meddelte sin far Simon, hvad Kendebaios var i færd med. Simon kaldte sine to ældste sønner, Judas og Johannes, til sig og sagde til dem: »Jeg og mine brødre og min fars hus har kæmpet mod Israels fjender fra vores ungdom og indtil i dag, og gang på gang er det ved vores indsats lykkedes at redde Israel. Nu er jeg blevet gammel, og I er takket være Guds barmhjertighed blevet voksne. I skal i mit og min brors sted drage ud og kæmpe for vort folk. Himlens hjælp være med jer!«

Han udvalgte af landets befolkning tyve tusind våbenføre mænd og en afdeling rytteri, og de rykkede frem mod Kendebaios. De slog lejr for natten i Modein, og da de tidligt næste morgen rykkede ud på sletten, så de en stor hær komme imod sig med både fodfolk og ryttere; der var et vandløb imellem dem. Johannes og hans folk tog opstilling over for dem. Da han så, at hans folk var bange for at gå over vandløbet, gik han som den første over, og da hans mænd så det, fulgte de efter ham. Han delte nu sine folk, sådan at rytteriet blev opstillet midt i fodfolket; for fjendens rytteri var meget talrigt. De blæste i trompeterne, og Kendebaios og hans hær blev slået på flugt; de led store tab, og de, der var tilbage, tog tilflugt i fæstningen. Ved den lejlighed blev Johannes' bror Judas såret, men Johannes forfulgte fjenden lige til Kedron, som Kendebaios havde genopbygget. Nogle flygtede til fæstningstårnene i egnen omkring Ashdod, men Johannes stak ild på byen, og op mod to tusind af dem omkom. Så vendte han i god behold tilbage til Judæa.

Ptolemæus, Abubs søn, dræber Simon

Ptolemæus, Abubs søn, var indsat som hærfører over Jerikosletten. Han ejede meget sølv og guld, for han var ypperstepræstens svigersøn. Han blev overmodig og ville sikre sig magten over hele landet; han lagde planer om med list at få Simon og hans sønner ryddet af vejen. Simon var på rundrejse til landets byer for at sørge for deres forsyninger, og han kom ned til Jeriko sammen med sine sønner Mattathias og Judas år 177, i den ellevte måned, måneden shebat. Abubs søn indbød dem med bagtanke til den lille fæstning Dok, som han havde opført, og han holdt et stort drikkegilde for dem. Samtidig holdt han nogle mænd skjult i fæstningen. Da Simon og hans sønner var blevet berusede, rejste Ptolemæus og hans folk sig, hentede deres våben, kastede sig over Simon i gildesalen og dræbte ham og hans to sønner og nogle af hans tjenere. Han gjorde sig skyldig i stor troløshed og gengældte godt med ondt.

Ptolemæus sendte nu bud til kongen med en skrivelse om det skete og bad ham sende tropper til hjælp og overlade ham byerne og landet. Andre af sine mænd sendte han til Gezer, for at de kunne rydde Johannes af vejen, og han sendte breve til tusindførerne om, at de skulle indfinde sig hos ham, så han kunne give dem sølv og guld og andre gaver. Endelig sendte han folk op for at indtage Jerusalem og tempelbjerget.

Men der var en, der havde skyndt sig i forvejen til Gezer og havde fortalt Johannes, at hans far og brødre var dræbt. »Og Ptolemæus har sendt mænd af sted for også at slå dig ihjel!« Da han hørte det, blev han meget forfærdet, og han greb mændene, der kom for at dræbe ham, og henrettede dem. Han vidste jo, at de ville søge at dræbe ham.

Hvad der ellers er at fortælle om Johannes, om hans krige, om de bedrifter, han udførte, om de fæstningsmure, han byggede, og om hans andre handlinger, lige fra det tidspunkt, da han blev ypperstepræst efter sin far, står i krøniken om hans ypperstepræstedømme.

Krydshenvisning:

1 Makk 13,53

Krydshenvisning:

1 Makk 15,39-41

Note:

år 177, i den ellevte måned, måneden shebat: jan.-febr. 135 f.Kr.